"For hede hulen og hundeæde! Troldebæ og taberorker! Elverkrapyl! Skelletskod! Åndsvage Ogrer!" Ugluks ganske lille stab af rådgivere var forsamlet i krypten under Mordekais Tårn, hvor den legendarisk magtbegærlige og forræderiske orkshaman for et år siden havde gjort sit sidste nyttesløse forsøg på at vinde Lethians trone. Han drømme var blevet knust lige så eftertrykkeligt, som hans tropper var blevet massakreret af Zaradars fremrykkende elvere. Ambitionerne skyllet i rendestenen med samme kraft som Ugluks rådgivere nu blev overdænget med ildelugtende mundvand. Selv guderne syntes at have vendt sig mod de grønne, bare fordi deres navn var blevet brugt til at forsegle nogle yderst spinkle alliancer.
"Herre... Øhm, Lethians retmæssige tyran..?" Ugluks vræle- og spytstrøm var for et øjeblik standset, mens han gispede efter vejret som en dværg på maratonløb, og en af de mere modige eller tåbelige goblinshamaner vovede sig frem, på jagt efter de rette komplimenter. "... Prægtige profet, suveræne shaman! Foråret er over os, og snart vil Lethians hære begynde at røre på sig. Det er på tide at lægge sidste års fias... øhm, uheld. Bag os. Dig. Øh, Jer. Se fremad! Orkerkongens herredømme vakler, det er kun et spørgsmål om tid..." Goblinen trådte to skridt tilbage og vendte sit blik mod gulvet, da han hverken var modig eller tåbelig nok til at trodse Ugluks lynende øjne, der havde rettet sig direkte mod ham. "Andre der har noget på hjerte? Så skal I Morkenlyneme sige frem nu!" hylede Ugluk, men det lod der ikke til at være.
"Hør her I ubrugelige udskud. Foråret er sgu næsten over os, og lige om lidt vil Lethians sammenrend af en flok hære begynde at røre på sig. Det er på tide at se fremad for helvede." De nervøse rådgivere gav sig til at klappe hurtigt, nærmest febrilsk, men stoppede igen, da de så at deres herre havde mere at sige. "Send snusere ud til de andre len. Find ud af hvem der støtter orkerkongen, og hvem der ikke gør. Se om nogen er til salg. Undersøg om nogen vil leje en let brugt hær af orker og andre grønhuder. Send besked ud i portalerne til de andre riger for at støve nogle ekstra hænder op. Kig efter kompetente hærførere. Send en fødselsdagshilsen til Orkerkongen. Og til Skrammenborg. Ja, og også til ham der Xethuthalax, øgleyngelfyren I ved. Og hvem der ellers ligner nogen, der kunne gøre sig gældende. Og kom så i gang for satan i helvede!!" Ugluks momentane klarsyn var tydeligvis forbi, og de forsamlede rådgivere trådte hinanden over tæerne for at komme ud af krypten og så langt væk fra deres herre som muligt. Han havde åbenbart tænkt sig at holde alle muligheder åbne. Det kunne stadig blive et interessant forår.
En dag for cirka et ½ år siden...
Støvet var ved at lægge sig, Lord Snusk og hans allierede trak sig fra slagmarken. Aslak sad på sin ganger og stirrede ud i luften. Han havde beordret sin tropper til at søge efter Orkerkongen så de kunne slå råd op og gøre klar til belejringen af Alsborg, men han var tilsyneladende ingen steder at finde. Til sidst fandt man en Ork der havde nyt om kongen.
"Spyt ud ækle grønhud, hvor er din konge og hvorfor har han ikke givet ordren til at storme Alsborg endnu?"
"ehm, Kongen er væk, en Giant fik fat i ham og stoppede ham ned i sine bukser inden den stak af fra os!"
"I dens bukser... fy for satan..!"
Aslak sendte Orken videre med ordre om at få styr på restene af kongens orker, imens overvejede Aslak om han selv havde styrkerne til at belejre Alsborg, men i samme øjeblik faldt de første snefnug.. Sommeren var forbi, efteråret var på hæld og vinteren var begyndt. Aslak opgav og trak istedet sin hær op i bjergene igen for at gøre den klar til næste forår. Orkerkongen var forsvundet, Lord Snusk slået ned og der var rygter om at Skrammelborg var flygtet ud af riget.. Hvem skulle nu tage tronen (og malkepigerne) i Lethian?
Kunne det måske være Aslak selv?
Diplomati havde aldrig været Aslaks styrke, men han begav sig til at skrive meddeleser til de resterende generaler i Lethian og prøvede at opbygge mulighederne for et samlet fremstød mod Alsborg næste forår...
Vinden blæser op.. regnen siler ned over landet.. natten kommer buldrende over markerne. Lethian blev erklæret vundet.. D'hrain tog sig til skægget og sukkede. En alliance med orcer og dæmoner. Hvad løb der dog igennem hovedet på ham. Man kan ikke stole på det skrammel.
D'hrain trækker sig tilbage velvidende om igen at sætte kurs mod Lethian til foråret.
På færden tilbage til bjergene falder den mægtige dværg til jorden. Han mærker en pine under rustningen og tager sig til skulderen. Det går op for ham at i kampen med de fæle udøde og dæmoner at han er blevet såret.
Di'hrin, søn af den store dværg kommer til og finder dværgen gispende efter den sidste luft. "Di'hrin. hævn mig og vend tilbage stærkere end før. Vind landene og hent guldet hjem til bjergene." Dværgekongen tager sit sidste suk og hans krop bliver livløs. Han sjæl er taget til de store hall'er ved gudernes side.
Di'hrin løfter den store hammer, Symbolet på lederskabet bland dværgene. Han sværger at ingen orc, ogre, dæmon eller andet skal komme imellem ham og hans løfte til sin far om at genintage Lethian.
1 år senere..
Di'hrin hører nyt fra spejderne. Orkerne, Ogrene og de andre rykker på sig. Sneen er forsvindet og passet til Lethian er igen åbne op. Alsborg venter igen på krigerne og guldet venter på at komme hjem til bjergene.
Dværgekongen kalder hæren til samling. "Send bud til elverne (spyt), menneskene (suk) og hvem andre der vil følge trop.. Lethian skal indtages og vi stopper ikke før det er vores!."
Den sidste krig om Lethian gik præcis som Orkerkongen havde valgt den skulle.
Uden nævneværdig modstand og med sædvanlig overlegenhed fejede Orkerkongen egenhændigt al "modstand" af øen.
Han sad nu solidt plantet på tronen i paladset i hovedstaden Orksborg (førhen Alsborg).
"Hvad er der gået? et års tid..." tænkte kongen og bed hovedet af en snotling der gik forbi, fordi han kunne. "Ja det passer nok meget godt"
Der havde været meget at se til og det var ikke let at styre et kongerige, hans bosses skulle konstant holdes i ørene og et par stykker var også røget hen af vejen. Nogle troede endda at han var død og fedtede rundt i bjergene sagde rygterne.
Selv havde Kongen ikke været ude at slås rigtigt siden sidste slag i krigen, og hans gamle rustning var begyndt at stramme flere steder.
"waarrgh" gabte Kongen og tænkte tilbage på hvordan han havde afsluttet krigen ved at smadre den forhenværende konge, han kunne ikke engang huske hans navn..."Dusk?, Fusk? – nå ligemeget". Kongen havde kommanderet sin fjendes kæle-kæmpe Gorm, til at transportere ham til hovedstaden hvor hans nye undersåtter kunne hylde ham.
Gorm var sidenhen blevet Kongens faste vagthund og transportdyr.
Men der var noget i luften, forlydener om latterlige opkomlinge og diverse krigere med storhedsvanvid var intensiveret de sidste par dage, og for at være helt ærlig var det Orkerkongen lige meget – det var jo nok ikke modstand alligevel, men han var fandeme i humør til lidt kamp "WAAaaargh" lidt mere end et gab den her gang....men han skulle jo også lige varme op.
Quote from: Ninu on 28 March, 2015, 00:31:40
Dih'rin, søn af den store dværg kommer til og finder dværgen gispende efter den sidste luft. "Dih'rin. hævn mig og vend tilbage stærkere end før. Vind landene og hent guldet hjem til bjergene." Dværgekongen tager sit sidste suk og hans krop bliver livløs. Han sjæl er taget til de store hall'er ved gudernes side.
MUHAHHAHA! >:D Just as planned.
"Alliancen" med dværgene blev indgået og de fjolser troede på at det ville holde? Typisk nisserne... Det var godt at Sadistisk Sally nåede at kradse i dværgekongen uden at de snæversynet nisser opdagede noget. Denne heroisk fortælling om hans død er en farce! Han er ikke i nogle store haller. Hans sjæl bliver tortureret i Sally's private "Chamber of Fun". En lille velsignelse fra Nurgle kan man komme langt med ;D
Men alt den fantastiske nydelses energi der er kommet ud af hører på dværgekongens sjæl blive tortureret over det sidste års tid, har ophobet sig og der er nu nok til at sende tropperne ind i Lethian igen. De dødelige tror at dette land tilhører dem, men de tager så grueligt fejl. Dette er forbandet land og det vil det altid være. Landet tilhører det de onde magter, hvilket Sally vil sætte alt ind for bliver en realitet i år. Overnaturlige dæmongaver er blevet sendt rundt til de allierede og der ventes nu på reaktioner.
"Kære Kong Skrammelborg, retmæssige regent i Lethians land, de undertryktes beskytter og Gudernes yndling (tror vi nok).
Vi har hørt store rygter om at krigstrommerne lyder og som en bi hidkaldt af honningens sødme, bliver alverdens godt folk og fæle typer draget mod landet Lethian for at indtage tronen og leve af den fantastiske overflod af ressourcer indtil vinterens forsvinden åbner grænserne igen.
Og det er lige netop ressourcer vi som halvlinge er interesseret i. Det forlyder nemlig de mest fantastiske historier om de lethianske dyr og deres smag. I bjergene skulle der være en ged, hvis kød er så sejt at det kan få selv en orkkæbe til at gå af led. I søerne fisk så udsøgte at man får ondt i maven af fryd. I skovene vilde fugle hvis æg er på størrelse med et troldehoved. Og så er jeg ikke engang begyndt at snakke om krydderierne. Der er et helt madkammer af nye oplevelser som bare venter den rette kulinariske connaisseur. Og det er os.
Vi har ikke før været i dette myteomspudne landskab, da vi har haft travlt med at lave øl og spise god mad, men vi har hørt at du og dine tropper er erfarne krigere i den lethianske tundra. Og vi har jo stået brast side om side ved flere lejligheder. Vi er godt klar over at vi halvlinge ikke bliver beregnet for de store krigere. Bevares, vores statur lader noget tilbage at ønske og vores disciplin er ikke eksisterende på omkring frokosttid, men gejsten den er der! Og som min gamle mor altid sagde – man skal aldrig undervurdere en sulten halvling. Og sulten på nye smagsoplevelser, det er vi.
Så lad dette være et tilsagn om støtte, en håndsrækning på den kommende krigsmark. Halvingerne er bag dig og støtter dig i din kamp mod Lethians udfordrer.
General Herbert von Farsbrott
P.S. Jeg skal Kaptajn Jeronimus Klumpfod og vores præst Konrad Klein og sige at de også vil med. Gejst siger jeg. Gejst!"
"Kære Kong Skrammelborg.
Det er kommet os for øre at De er en ussel kujon og en kryster. Glem vores sidste besked. Vi gør det sgu selv.
Deres Hengivne
Herbert von Farsbrott
Lethians nye retmæssige kulinariske hersker"
Synes godt om, begge breve. ????
super fedt med den indlevelse i historien.
gode sager. gode sager.
jeg vil især glæder mig til at se general farsbrød videre færd :)
En tilsodet dværg kom løbende ind i det store minekammer hvor Elkvom stod og funderede over hvordan bjergets årer mon ville sno sig videre nedaf og hvor stødet skulle sættes ind. "Første hakkethane Elkvom, Den er helt gal i køkkenet" råbte den unge dværg. Elkvom stirrede irriteret op. han havde ellers lige en ide til hvordan han skulle rydde op efter en af ingeniør Morkvoms usædvanlig brandbare apparatuser igen havde truet med at forstyrre kulbrydningens ædle kunst. "Hvad sker der? Er vi løbet tør for gåselever og morkler igen. Den kok bliver min ruin". Den unge dværg stirrede ned i jorden og tog sig til sit let brandsvedne skæg. "Nei gid det var så vel ærede Første hakkethrane... Det er Ingeniør Morkvom..." lang pause. "Han har rykket sit værksted ned i køkkensalene. han insisterer på at bruge de store ovne til at tørre hans nye kru.. jeg mener det de kalder infernalske nymodens sprængstøv og Mineleder Hansknir insisterer på at dette grove traditionsbrud kræver laugets samling og han er sulten og så blir han så gnaven som en troldeslagter De ved." Elkvom sukkede dypt, tog sig til sit lange vide skæg og skulede på bjergvæggen så den skælvede. Noget måtte gøres.Situationen i Vildsteinbjergenes traditionsrige kulkamre var blevet helt utålelig. Lige siden deres halvlange kok Elmer Fleischbrot var draget afsted for at hjælpe hans grandfætter Herbert von Farsbrot og taget resten af køkkenpersonalet med sig var det umuligt at få fred til arbejdet. Alle var sure og sultne, hvorfor var ingen tilfredse med øl og cramkiks. Ungdommen nu til dag. Noget må gøres!
"Ved bjerget sorte guld og og alt grønskinnet udskum" knurrede Elkvom og tog sin lille læderindbundne notesbog op af lommen. afbrydelsen måtte noteres som endnu en utålelig forstyrrelse som krævede en undskyldning. Hvis Hansknir kræver Laugsmøder og Morkvom lægger køkkensalene i ruiner bliver der aldrig fred til arbejdet tænkte han. Han stirrede på notesbogen og fik en ide. han fik faktiske tre og smilede så den unge dværg blegnede og tog et skridt tilbage i frygt. "min unge ven, jeg har en opgave til dig. Du har netop meldt dig som frivillig til adjundant i vildsteinbjergenes 4. frivillige minekorps. Din første opgave er at samle Hansknir og Morkvom, Det er deres pligt at drage afsted og... øh, redde Elmer Fleischbrot...om de så må marchere hele vejen til Alsborg for at finde ham... ja hele vejen til Alsborg og sig til Morkvom at han skal tage hver eneste kasse af sit infernalske pulver og enhver tønde af hans ildelugtende olier. De kan ikke blive her... jeg mener. Det er hans pligt at prøve det af i felten. Ja" Elkvom var meget tilfreds, fred for Hansknir, fred for Morkvom og arbejdsro mens de to kunne skændes hele vejen til Alsborg eller andre fjerntliggende len.
"Hvad venter du på? AFSTED!" Den nyudnævnte Adjundant styrtede afsted for at samle tropperne og udføre Hakkethane Elkvoms ordre og komme Elmer Fleischbrot til undsætning "Med lidt held" tænkte han "så kommer jeg helt til Alsborg og der går måneder hvor jeg slipper for kulstøv, cram og surt gammelt øl"
"Højt jeg mener, Knap så høje men yderst ærværdige Hr General von Farsbrot, Det er kommet mig for øre at deres grandfætter Elmer Fleischbrot er draget fra Vildsteinbjerne i følge at hans håndgangne køkkenhjælpere for slutte sig til deres prisværdige felttog for bedre føde.
Det er et yderst tjenstligt formål men det efterlader undertegnede og associerede med et ikke ubetydeligt diætmæssigt underskud. Hvor prisværdigt formålet end er så ønsker vi at fremskynde det tidspunkt hvor den gode Elmer Fleischbrot kan vende tilbage til sine aftalte pligter i vore køkkensale.
Da vi selvsagt om nogen anerkender blodets bånd og edens magt må vi respektere at Hr Fleischbrot har svoret at han ikke vender tilbage før han har hjulpet dem med at spejle et æg på størrelse med et troldehoved. Jeg beder dog om deres hjælp til at sikre Hr Fleischbrots velbefindende indtil det tidspunkt hvor vi når frem og selv kan bistå ham og følge ham tilbage. Og lad enhver som står i deres vej vide, at jeg Mineleder Hansknir sværger en højtidelig ed: Jeg vil gelejde Hr fleischbrot gennem hans forehavende og tilbage til Vildsteinbjergene om jeg så skal hjælpe ham med at spejle et troldehoved, og enhver der krummer så meget som et hår på hans tæer skal få med min hakke at bestille.
Yderst hungrende hilsener
Hansknir"
Adjundant - send dette brev med luftkurer til Generalen og sørg for at den forvorpne unge brushoved Ingeniør Morkvom er klar til afmarch ved daggry!
General Farsbrott rystede lettere forvirret på hovedet. Hvis ikke han selv havde været der, så ville han ikke tro at han lige så lige havde modtaget et brev sendt med en maskemekanisk flyvende apparat. Styret af en lyslevende dværg. Det måtte i sandhed være et af denne verdens nye vidundere.
Generalen åbnede spændt brevet, for hvad kunne være så vigtigt at det skulle med en flyvende kurer? Han læste. Og læste. Og jo mere han læste, desto større blev hans smil. Da han var færdig foldede han sirligt brevet sammen og kaldte på sin Kaptajn.
"Kaptajn Klumpfod!".
"Ja, min general!"
"To ting. Vi får meget snart besøg af min fætter, så sørg for at kokken gør sig en ekstra indsats."
"Ja, min general, og den anden ting, min general?"
"Jeg tror ved Esmeraldas madkurv at vi er ved at få os en rigtig hær. Sørg for at kokken har ekstra proviant med til turen."
"Mere end sædvanligt, min general?"
"Meget mere end sædvanligt, Kaptajn Klumpfod. Meget mere."
"Skal ske, min general."
"Og kaptajn..."
"Ja min general?"
"Husk øllet. For gudernes skyld. Husk øllet."
fede historier :) Men husk lige at der ikke er noget der hedder Alsborg - men Orksborg, husk det....for det kommer til at være sådan FOR EVIGT
"Herald of Slaanesh, chariot (synet sidste år), 175 guld
Herald of Nurgle (overfladebehandlet), 125 guld
18 Plaguebearrers (inkl multiresistente bakterier), 244 guld
10 Horrors (inkl. 2 liter flammehæmmer), 130 guld"
Skrarak læste skælvende den sidst indkomne rekvirerede prisliste fra Lethians lejekompagnier højt, mens Ugluk blot sad roligt og lyttede med et skævt smil. Denne rolige adfærd fra orkshamanen var højst ildevarslende, og goblinshamanen var ganske urolig.
"Køb hele lortet" var alt hans læremester og personlige mareridt gryntede, som han nu havde gjort til en række tilbud på alt fra sortelvere til rottemænd og nu også dæmontropper. Hvor skulle det ikke ende? "Og i øvrigt godt klaret med det pjaskemaveserum. Snuserne fortæller, at både Skrummelborg og Snask ikke har forladt deres latriner i flere uger, og Xexekjdu eller hvad han hed har trukket sig tilbage til de sumpe, han kommer fra."
"Ja, jo, tak deres forskrækkelighed." kvækkede den mere og mere skrækslagne goblin "ja, det lykkedes jo ikke at få forgiftet Kong Orkerkongen, men vi har pålidelige efterretninger om at vi har sat tre mundskænke ud af spillet, og at Kongen selv har myrdet og ædt store dele af sit køkkenpersonale, og nu må bestille mad ude i byen på daglig basis...."
"Ligemeget. Hvis alle vores fjender var sat ud af spillet, hvem skulle så hylde mig, når jeg marcherer ind i Ugluksborg om kort tid? Kong Ugluk. Det lyder labert. Men i øvrigt. Send lige breve ud til de tilbageværende baroner rundt om i Lethian og tilbyd vores venskab."
"Venskab?! Jo, så gerne Herre" Skrarak trak sig bukkende ud af Ugluks kammer under Mordekais tårn. Dæmoner. Venskab. En Ugluk der smiler. Verden var af lave.
Fra den roligt larmende Gyrokopter kom der en behagelig duft af varm olie tilsat et strejf af damp og støv. "Sådan dufter eventyret" tænkte den unge pilot mens han korrigerede for endnu en kastevind der truede med arrangere et lidt for intimt møde med en bjergside. Han spejde årvågent efter den marcherende kollone. "Aha der var de". De var slet ikke kommet så langt som forventet.
I en sky af støv landede han elegant ved siden af de taktfast vandrende dværge. To dværge trådte til side men gav resten ordre til at fortsætte med et par korte tegn.
"Til tjeneste Hr Mineleder Hansknir, og en god dag til dem Ingeniør Morkvom. Gyroen fløj perfekt, den nye olie var drøj som..."
"så er det godt snerrede" Hansknir: "Rapport nu!"
"General Von Farsbrot har sat kursen mod egnen ved Hvidmølle og Salby, Elmer Fleischbrot har ikke sluttet sig til ham endnu, men han forventes fremme når som helst. Generalen har samlet forsyninger til et mægtigt felttog og der er øgler"
"Øgler? Du mener vel frøer? Elmer laver det mest udsøgte frølår i blommesirup" Hansknir stirrede sultent, næsten henført, frem for sig"
"Nej nej øglemænd, store og koldblodige. Jeg talte med en af Generalens spejdere som sagde at hele tre øglehære ville slutte sig til dem. En underlig indtørret gammel øglepræst følger Generalen og mumler noget om en eller anden profeti. Der er heldigvis også dværge i Salby som hjælper Von Farsbrot men... men øhm..."
"men hvad? Kom til sagen dværg!", Hansknir var ved at blive alvorligt utålmodig. Første hakkethane Elkvon havde insisteret på at kompagniet ikke efterlod så meget som en enkelt skruetrækker eller kolbe fra Morkvorms værksted. Resultatet var at selv de sejeste af hans minedværge var ved at segne under vægten af maskindele, kanonløb og værktøj, kasser med sprængstøv, tønder med infernalsk æstifiserende olie og andre vederstyggeligheder, knap en armbrøst eller en tønde øl var det blevet til. Det gik alt for langsomt frem og humøret var lavt. Med den nuværende fart var der måneders march endnu.
"Der er orker i Alsborg, og overalt i Lethian er hære på farten. Bjergpassene vrimler med folk. Jeg hørte rygter om en Dværgkonge ved navn Dih´rin eller Dih'run som samler tropper og en ork ved navn Ugluk sender budskaber og frem og venskab, jeg opsnappede dette brev fra en goblin som insisterede på at undersøge indersiden af skyen fra min dampkanon. Og alle andre rejsende jeg har spurgt undervejs siger at der kommer krig, jeg hørte både om en dæmon ved navn sally og en kriger kaldet Aslak og der er mange flere på vej. Von Farsbrot og Elmer er hoppet i en heksekeddel "
"En ork der tilbyder venskab og en dværg ved navn Din'hund? Er han til at stole på med det navn? Jeg har hørt rygter om at klaner på de egne har gravet for dybt og er rørt af kaos, men send ham og hvilke andre klaner du måtte høre om besked om at vi er på vej. Afsted med dig. Mød os ved kysten 4 dagsmarcher mod øst"
Piloten løb tilbage til Gyrokopteren som ingeniøren og to andre dværge stod og puslede med. Han lettede kort tid efter og forsvandt mod den sydlige horisont.
Morkvom vendte tilbage til Hansknir med et slet skjult smil, "mod kysten, betyder det at du vil følge min ide om at sejl...
"ikke et ord fra din mund før vi er i Salsby! Jeg har svoret en ed til Elkvom om at slæbe dit skrammel helt til Lethian og jeg har svoret en ed om at komme Elmer Fleischbrot til undsætning og jeg agter at holde begge dele om vi så skal sejle!", råbte Hansknir. Der gik et gys gennem kolonnen. "Ja i hørte mig, vi sejler til Salsby om det så bliver det sidste vi gør. Og De Hr Ingeniør Morkvom har bare at benytte turen til at samle de sidste kemikalier og stumper for at lave flammekanoner, ildvåben, stensprængere, bombeballoner og alt andet De har fablet om. Vi får brug for det hele. Ilmarch til vi når kysten."
Dværgene ændrede kurs og gik stik mod kysten. De fortsatte med at slæbe deres tunge byrder længe efter at månen var stået op.
Saaledes skriver historikeren og digteren Saxo Opdigticus om de halvlanges indtræden i Lethiankrigens 12 aar:
Herbert von Farsbroots dagdrømme om ærefulde erobringer af skibe lastet med gåseleverpostej blev pludselig afbrudt af en banken på døren. Ind kom Torben Trøffel Tud. Herbert blev straks i bedre humør. Der var nu gået flere uger siden han havde sendt Torben ud for at opspore Baron Skrammelborg, og hvis nogen kunne finde Skrammelborg måtte det være ham. Han kunne trods alt spore en trøffel på 17 alens afstand!
"Desværre hr Farbroed jeg må med beklagelse fortælle at han er sporløst forsvundet! Jeg har været rundt blandt alle hans kommandanter og ingen har set ham siden han fejrede høstgilde her!"
"Hmm, han blev godt nok også noget fuld den aften..."
"Ja Hans Gyldenbrød siger at han så ham ride ned mod havnen på en gedebuk mens han råbte noget om at tage til søs og erobre havene omkring Lethian for at omringe Orkerkongen..."
"Arme ged jeg håber ikke der skete den noget?"
"Nej nej den blev senere fundet der hvor Lars Østersspiders båd plejede at ligge"
"Hmm, var det ikke også den aften båden forsvandt? Jeg tror jeg går ned og undersøger stedet!"
Umiddelbart var der ikke noget at se nede ved østerskaprerens gamle bådplads - der VAR jo gået en hel vinter. Pludselig fangede hans øjne dog noget der glimtede nede i dynget. Halvingen kunne mærke et lille sug i maven. Det lignede grangiveligt guld. Han kiggede sig om og konstaterede at ingen holdt øje med ham hvorefter han dykkede ned og greb fat i den glimtende genstand. Den var en del tungere end han havde forventet men han fik bakset den op. Han vaskede nænsomt dynget af den og blev mere og mere ivrigt: Det kunne da ikke være...Jo sørme det var jo Skrammelborgs krone! Han burde jo nok fortælle de andre at kommandanter at han havde fundet den, men det kunne vel vente et par dage, der var jo ingen grund til at de skulle blive endnu mere bekymrede over Skrammelborgs skæbne. Måske ville alliancen ligefrem gå i opløsning og hvad skulle der så ske med Lethian? Nej det kunne bestemt vente med at vise den!
Godt en uge senere vågnede Herbert til et voldsomt postyr der løb forvirrede og paniske halvinger rundt i hele Hvidmølle by. Årsagen til postyret blev hurtigt klart da der marcherede kolonne efter kolonne af bevæbnede øgler op af havet! "Så er det alligevel lykkedes Skrammelborg at erobre havet!" tænkte Herbert "Hvordan kunne jeg dog tvivle på ham?" Da øglerne syntes at være færdig med at komme ud af havet stillede en lille øgle sig op og rømmede sig "Vi søger Skrammelborg, den retmæssige konge af Lethian. Vi er kommet for at indsætte ham på tronen så profetien kan gå i opfyldelse og orden kan blive genoprettet i rigerne omkring Finasstrædet!".
Pokkers det var alligevel ikke Skrammelborgs værk. Gad vide hvad de mon ville gøre hvis de fandt ud af at han var væk. Skrammelborgs gamle alliance var så godt som gået i opløsning efter hans forsvinden. Han havde ikke råd til også at skulle slås med vrede øglefolk!
"Skrammelborg er taget ud på en vigtig mission." Herbert kunne knap tro at han sagde hvad han gjorde "men han har efterladt riget og sin krone i min varetægt mens han er væk. Hvis i vil have Skrammelborg tilbage til magten så er i særdeles velkommen til at hjælpe os i denne nødens stund."
Han skyndte sig ind og hentede den gyldne krone som bevis på sin påstand. Det kunne godt være at Skrammelborg aldrig ville komme tilbage men så matte han jo gøre hvad der var nødvendigt han satte den kronen på hovedet. Det føltes dejligt. Det kunne vise sig at være en særdeles dyrebar opdagelse han havde gjort...
Nuuk sad på sin trone og skuede ud over scenariet, foran ham dansede en flok halvnøgne elvere, i spraglede dragter, 12 akt af den indledende forlovelses ceremoni.
Spredt rundt i fest salen sad alle hans fars hertuger og grevinder og spredte den normale sladder.
Normalt følte Nuuk sig helt tilpas her, men i dag var han sikker på at det hele handlede om ham.
Bare fordi at hans fader havde tvunget ham til at gifte sig med den skov elver rynkede alle nu på næsen af ham.
Lige gyldigt hvor hvid hans kappe var og den var ellers hvid, han havde selv bleget den....3 gange, kiggede de alle sammen ned på ham og snakkede bag hans ryg.
Al den tid han havde brugt på at gøre sig venner med alle de seje fra kap fletnings holdet var komplet spildt nu. Ikke spor fair.
Især ikke når man tænker på at hans far var Hele elver dalens hersker og første elver og at han selv en dag ville blive første elver.
Det kunne være at han skulle få sin tjener, tude Tadriel, til at spise en snegl igen, det havde han engang fået et godt grin ud af de andre på.
Nuuk spiste endnu en håndfuld ristede kolibri forhuder mens han funderede over om alt det her var straf for dengang han havde stjålet og totalt skadet sin fars ynglings
chariot, på et joy ride med vennerne til Saqution City.
Nå nok om det, han måtte få det bedste ud af en dårlig situation og i det mindste havde hans far lovet at bygge ham og hans udkårne et sødt, sødt elver palads hvor han
kunne have alle vennerne over til dronde tunger og stole leg. Det ville måske kunne redde noget af hans skrantende ære...især hvis han sørgede for at få den der indbyggede
intim barberings sauna som Tyreels far havde i sit sommer hus.
Problemet var bare at hele det område, han havde udset sig til dette projekt var komplet overløbet af skade dyr i alle størrelser...mange af dem gik enda på 2 ben og
snakkde om malkepiger, og til at begynde med havde hans far nægtet at gøre noget ved den hygiejne trussel alt det kryb udgjorde.
Han havde sagt at han ikke ville starte en krig og at Nuuk bare skulle blive venner med de små kryb..."de gør ikke en noget hvis man lader dem være" havde han sagt og "de er mere bange for dig end du er for dem".
PFFFF, sådan noget fis som fædre siger når de ikke elsker en rigtigt. Men heldigvis var Nuuk ikke uden sine egne midler og efter intens græd, plagen og generel jamren
i 2 uger havde hans far endelig givet sig og lovet at Nuuk ville få lov til at lede en frilands tur ud i det åbne for at rydde rat og krat væk fra Nuuks fremtidige
drømme palads.
En blød lyd signalerede at 13 akt var gået i gang og Nuuk rettede sin opmærksomhed tilbage på de dansene piger mens han intenst nulrede frønserne på sin kappe....måske hvis jeg bare farvede foret endnu mere blåt.....
"Min allernådisgste herre og general" dværgen bukkede så dybt det nu kunne lade sig gøre uden at miste grebet på skægget, der ikke skulle røre gulvet hvis han kunne undgå det.
"Aha! Mester Ingeniør Stenskæg, jeg hører de har opfundet et apparat der kan vende krigslykken, er det sandt?" General von Farsbrott hoppede optimistisk og nikkede indforstået med Kaptajn Jeronimus Klumpfod og Præst Konrad Klein, han havde inviteret til den store afsløring.
"Det er korrekt!" Mester Ingeniør Stenskæg bukkede dramatisk endnu en gang og pegede derefter på det stoftildækkede monstrum, der stod ved hans side. Hans små fingre tog fat i stoffet og med en voldsom bevægelse rev han stoffet væk og under det stod en metallisk udseende kasse fyldt med rør, dingenoter og dimesdutter og knapper og al den slags som General von Farsbrott intet anede noget som helst om, men havde afsindig lyst til at pille ved.
"Nøøøøj...." det var en kollektiv anerkendelse fra halvinge trekløveret der nu lød i rummet.
"Er den farlig?" spurgte en tydeligt imponeret Kaptajn Klumpfod, som ellers var noget sværere at imponere end den overivrige General.
"Farlig? Det er nok den farligste maskine jeg nogensinde har lavet!"
"Farligere end jeres kæmpebomber på helikopterne?"
"Meget farligere!"
"Farligere end jeres runebefængte krigsmaskiner?"
"Meget farligere!"
Der blev en andægtig stilshed i rummet, mens de fire beundrede mesterværket. Til sidst kunne generalen ikke vendte længere.
"Men men men hvad gør den? Sprænger den hele modstanderens hær i stumper og stykker eller laver den en kæmpe metalmonster, der råtæsker alle de store monstre eller hvad? Hvad gør den????"
Dværgen holdte en kunstpause.
"Den sænker deres moral."
Der blev helt stille. Nu blev det præsten der sagde noget.
"Deres moral?"
"Ja,"nikkede dværgen stolt.
"Øh, hvorfor er det så forfærdeligt? Jeg havde regnet med noget med lidt mere... tyngde." Generalen var tydeligvis skuffet.
Dværgen sukkede. Han tænkte nok at ikke-dværge havde svært ved at se det skrækkelige i en lav moral, men det havde han gennem mange slag erkendt at med lav moral faldt fjenden meget meget hurtigere.
"Så lad mig forklare. Denne maskine er designet til at frembringe toner i så forfærdelige registre, så det kun er din underbevidsthed der kan registrere det, og den underbevidsthed begynder at vise dig de frygteligste billeder af din egen død for dit indre øje. Så den fortæller dig i sagens natur at du allerede har tabt!"
"Javel ja. Så man tager maskinen med til kamp, tænder maskinen med nogle knapper og så sender den alle dens herlige ondskabsfulde signaler ud til modstanderne og så flygter de. Er det rigtigt forstået?" Præsten forsøgte at forstå de finere aspekter af dette metaliske monstrum, og samtidig italesætte det så der var en chance for at deres general forstod hvad det gik ud på.
"Ikke helt. Det er rigtigt at man tager den med til kamp og tænder den, meeeen... den kan ikke indstilles så det kun er fjenden der rammes. Jeg arbejder på det." Dværgen kiggede væk et kort sekund og det så næsten ud som om han var lidt flov.
"Men hvad er så pointen? Vil alle så ikke bare flygte fra krigsmarken?"
"Tjooo.. I teorien. Men jeg har en hypotese om at alle på slagmarken rammes lige meget af de dødsbilledeindficerende bølger, og siden at vi dværge fra starten har en fantastisk moral og loyalitet til hinanden, så vil vores moral kun sænke sig ned til... skal vi sige et typisk menneskes moral. Hvorimod en ork vil få moral som en paranoid snotling med lavt selvværd." Dværgen smilede tilfreds efter det billede.
"Men hvad med os?"
"Jer? I er på røven. Hr. General."
Kaptajn Klumpfod var ved at kløjs i sin kirsebærvin, men general von Farsbrott var overraskende fattet.
"Jeg kan lide den. Den er kompromisløs, den er vild og sidst men ikke mindst - den er uventet! Har vi den med på krigsmarken, så kan vi jo bare lade være med at bruge den indtil vi er ved at tabe. Og så skruer vi den bare op til 11, du, så skal I se løjer".
Dværgen mumlede noget med at måleren kun gik til 10, men protesten druknede i lykønskninger og store fadøl. Halvingene var glade og Mester Ingeniør Stenskæg var dagens mand i skysov, og med den middag han nu blev inviteret til, så var det slet ikke så tosset at være det.
Kaptajn Valman stod på den nye stenkaj i Salby og kiggede. Ved hans side stod havnemester Melkior med et ansigtsudtryk midt i mellem latter og hovedrystende måben. Østhavet lå næsten blikstille, kun en let brise fra nord rørte vimpler og sejl. Fra Valmans store stolte skude Bølgebjerget kom den ene dværg efter den anden kravlende eller vaklende over landgangsbroen hvorefter de omfavnede nærmeste sten, forbandede havet højlydt eller bare brækkede sig som havde de drukket af en goblins svampegærede natpotte. Kun en ung dværg klatrede lystigt rundt i riggen og kommanderede med søulkene. "Pas på den tønde, en gnist og skibet bliver til pindebrænde". Morkvom var fulld af energi. Aldrig havde han prøvet noget så morsom som at sejle, men tænk hvis man kunne samle løftegas nok til at få skibet til at flyve.. "Et flyvene skib lastet med sprængstøv og kanoner" drømte han
"De betalte godt, men en søsyg dværg har et temperament som en vinterstorm i Ishavet" sagde Valman og rystede på hovedet. "Jeg har aldrig haft så flot vejr på forårstogtet, men jeg troede ikke jeg skulle komme levende frem. Det eneste der afhold dværgene fra at springe skibet i luften og gøre ende på deres lidelser var løftet om øllen i Hvidmølle og Von Farsbrots forsyningslejr."
Hjulpet af øl og blommevin kom dværgene til hægterne og startede den sidste del af turen til Hvidmølle hvor Herbert Von Farsbrot ventede. Desværre var der stadig intet nyt om Elmer Fleischbrot. Der gik rygter om at orkerkongen havde kidnappet masser af halvinger for at bemande sine køkkener igen efter en større forbrydelse mod halvingheden, men han kunne jo også bare være undervejs endnu. Under alle omstændigheder havde ingen set ham eller hans følgesvende så der var ikke andet at gøre end at slutte sig til Von Farsbrot og så starte eftersøgningen derfra.
Aslak brugte vinteren på at tænke, ikke store tanker, det var han ikke i stand til! Men dog alligevel store tanker for en som Aslak.
Han måtte sande at krigen havde været hård ved ham, han havde ikke længere nogen hær, og måtte istedet for venners varme, nøjes med alt det guld han havde samlet sammen i løbet af krigen.
En dag han sad og talte sit guld igen sneg en skygge op til ham, dolken hævet, og ingen han fik set sig om lå et sværd for hans hals og en stemme hissede ind i øret på ham "jeg kunne dræbe dig nu hvis jeg ville..". Kold som is sad Aslak stille og sendte en bøn til guderne inden stemmen fortsatte ".. men hvis jeg ønskede dig død ville du allerede være det!". Sværdet forsvandt fra hans hals og skyggen trådte frem foran ham. Det var en forvokset skibsrotte indhyllet i en kulsort kappe.
"Hvad vil du mig, kan du ikke se jeg har travlt?"
Rotten svarede ikke med det samme, men satte sig i stedet, hånden forlod aldrig sværdet. "Du og jeg har noget til fælles, vi har begge noget den anden vil have. Du vil have tronen i Lethian, jeg har midlerne til at give dig den. Det eneste du skal give mig til gengæld er guld, blod og din tillid."
Aslak var ikke meget for at give nogen af de tre ting væk, men alligevel blev der tændt et lys i hans øjne. Her var muligheden for at tage tronen med det samme, og ikke være tilskuer til begivenhederne. En aftale blev lavet med rotten, og Aslak sneg sig ud af sin egen lejer med den. Med sig tog han sit guld, og hans personlige banner.
Efter lang tids march nåede de to i alt hemmelighed en underjordisk tunnel hvor rotten selv sikkert begav sig ned, med en knap så selv sikker Aslak bag sig. Endnu et par timer gik inden de pludselig drejede om et hjørne og befandt sig i en stor sal hvor der befandt så mange tusinde rotter.
Han blev ført hen til den lokale warlord, som var meget imødekommende. De to lukkede sig ind i et afløst rum, og da de kom ud blev det bekendtgjort at rotterne ville støtte Aslak i hans mission. Bag dem så man en Engineer smutte afsted med Aslaks banner og et glas med Aslaks blod, hvad de to skulle bruges til blev der ikke snakket om.
De udvalgte krigere som skulle støtte ham blev udvalgt (eller tvunget), og ført frem i geleder. I front var en af warlordens mest frygtede tjenere, Plague Priesten Vomit Wart. Med ham var Aslak selv og en navnløs stormvermin som holdt Aslaks banner højt hævet. Banneret var blodrødt og lyste af magisk energi..
Aslak og Vomit Wart var blevet enige om der måtte søges allierede, og under påskud om at være lejetropper havde de taget kontakt til en af Orkerkongens rivaler, og med foråret på trapperne skulle Aslaks nye hær snart have sin inddåb...
Elveren stod og spejdede ud over landskabet. Der blæste en hård og kold vind fra bjergene i nordøst, men elveren var ligeglad. Det var i dette land, at hans skæbne skulle blive fuldendt, og han ville gå igennem den værste storm for at indfri den. Faktisk var han utrolig utålmodig efter at komme i gang. Celudad var måske en fremragende magibruger og en habil hærfører, men tålmodighed, det var ikke hans stærkeste side. Han vendte sig med et ryk og gik ned af bakken mod lejren, som endnu var meget rolig i den tidlige morgenstund.
Celudad fandt hurtigt sit kommandotelt og trådte inden for. Bøjet over et bord i midten stod en elver, som var højere og ældre end Celudad, og nærstuderede et kort, der lå spredt ud over bordet. "Så dette er Lethian" bemærkede elveren tørt, og absolut ikke særlig entusiastisk.
"Ja", sagde Celudad glad, "prinsen løj ikke. Landet eksisterer, som han hævdede. Vores drøm kan snart blive virkelig". Celudad drejede rundt og gik overmod en stor kiste, der stod i teltets ene hjørne. Han så derfor ikke den anden elvers forvrængede ansigt, da Celudad sagde ordet "vores".
"Hvad siger efterretningerne om prinsens sidste opholdssted, Kaluin?"
"Vi ved, at da krigen sluttede, befandt han sig her øst for Alsborg", svarede Kaluin, mens han pegede på kortet og fortsatte, "men han forlod tilsyneladende Lethian over bjergene et ukendt sted i vest. Så skatten kan være hvor som helst." Celudad sukkede dybt ved denne information og åbnede så kisten op, stak hånden ned og tog en genstand op.
Kaluin kiggede på den skinnende ring, mens han forgæves prøvede at ignorere skelethånden, som ringen sad på, mens Celudad nærmede sig bordet igen. "Var det ikke bedre, hvis du tog ringen af hånden?" spurgte Kaluin håbefuldt. "Nej, nej", hviskede Celudad, som om han var bange for at skelethåndens ejer pludselig skulle komme ind i teltet og kræve sin hånd tilbage. "Jeg er overbevist om, at når vi er det rette sted, så vil hånden pege os den rette vej til, hvor skatten ligger." Kaluin rystede let på hovedet og tænkte på, om håndens ejermand havde været lige så skør som Celudad.
Elvermageren havde erhvervet sig hånden efter et slag mod Tomb prinsens hær tilbage i efteråret på en fjern ø langt fra Lethian. Eller at kalde det et slag var måske lige overdrevet nok. De to hære havde godt nok stillet sig klar til kamp og var begyndt at marchere mod hinanden, da et voldsomt brag pludselig fyldte hele slagmarken. Et stort sort hul åbnede sig i en af skelethærens enheder og sugede hele enheden med, inklusiv den Liche præst, som havde forårsaget eksplosionen. Snart smuldrede resten af hæren til støv indtil kun prinsen og en lille gruppe af hans personlige livvagt stod tilbage. Prinsen var rasende og pegede mod Celudad i en åbenlys udfordring om at afslutte dette "slag" i en duel. Celudad var mange ting, utålmodig, grådig, ærekær og stædig, men dum det var han ikke, så han havde stille og roligt trukket sig tilbage og sendt Kaluin frem for at tage imod udfordringen. Duellen endte hurtigere end prinsens hær var smuldret væk, da Kaluin hurtigt og effektivt først huggede hånden (med ringen) og dernæst det venstre ben af prinsen, som så faldt noget hjælpeløst om på jorden. Prinsens livvagter blev hurtigt nedlagt af resten af elverhæren, mens Celudad trådte frem mod den døende prins, som forsøgte forgæves at kravle hen mod sin afhuggede hånd, mens han med en skælvende stemme udbrød "Hånden... Ringen... Stor skat... Lethian..." Han nåede dog ikke så langt, inden livskraften forlod ham. Celudad, derimod, følte sig pludselig mere levende end nogensinde før, mens han kiggede intenst på den afhuggede hånd og den skinnende ring på den ene finger. Denne skat skulle han nok finde, om han så skulle trave hele Lethian igennem.
Nogle måneder senere var elverne ankommet til Lethian, kun for at opdage at landet var i kaotisk borgerkrig, og at det derfor ikke var så let at finde skatten, som Celudad havde håbet. "Vi må få afsluttet denne krig, så vi kan få ro til at finde skatten", havde Celudad udtalt, som om det var den letteste ting i verden. Kaluin blev beordret til at finde en faktion, som de kunne støtte, mens de samtidigt søgte efter skatten.
Celudad stirrede på kortet, mens han langsomt løftede Tomb prinsens skelethånd henover det, som om han håbede, at hånden pludseligt ville udpege skattens placering på kortet. Men ingenting skete. Celudad sukkede atter dybt, kiggede utålmodigt på Kaluin og hvislede, "skal vi ikke snart i gang med denne borgerkrig"...
Herskerinden Zhansey kiggede tilbage på sin trofaste elsker og bannermand Errorz, der gik lidt foran det efterhånden slidte følge, der var stukket af fra deres nu tidligere hjem. De havde været nød til at stikke af efter Zhanseys kup mod den nuværende hersker af sortelver riget havde fejlet! "Pis", tænkte hun for sig selv....."Nu skal jeg til at genopbygge hæren igen!".....Hun blev stående indtil Errorz kom op ved siden af hende. Hun tog armen tilbage og slog ham hårdt i ansigtet! Hans svar var at kigge ydmygende ned i jorden. "Undskyld herskerinde", sagde han ydmygt....... "Det skal ikke ske igen."
"Jeg har hørt at Ugluk skulle holde til her i området, men hvor er han henne, sagde hun højt, men til sig selv. Errorz prøvede at svare hende, men hun slog ham igen tværs over ansigtet. "Undskyld", svarede han igen. "Ah, det ser ud til at der kommer røg fra øst. Lad os vandre den vej og se om Ugluk ikke kan hjælpe os med vores nuværende situation"....... "Jeg har hørt at han mangler tropper til en stor kampagne, så mon ikke, hvis vi hjælper ham, at vi kan få betaling for vores hjælp? Hun fik næsten lys i øjnene af at tænke på alt det guld og evt. magt hun kunne få raget til sig under Ugluk. Ja, hvis tingene nu gik godt, så kunne det jo være at man kunne overtage hele Ugluks hær!! Hun grinte højt og hæsligt, og beordrede hæren til at marchere mod øst.
Skinken Aevltert så ud på sine "tropper". Han kunne stadig ikke fatte at det ikke var ham Slaan Stoesjuft havde valgt til at lede ekspeditionen til Lethian for at få planen på rette køl igen. I stedet havde Stoesjuft valg Saurusen Accaujogot, det kunne godt være at han kunne lidt mere i slaget, men Aevltert og Tenoch kunne jo lægge planer som selv guderne ville være stolte af. Nu havde de ikke engang fået lov til at bære ekspeditionens totem, nej den ære var gået til Meztli fra Accaujogots egen spawning. I stedet var de blevet spydspids for hæren hvilket ikke var godt. Aevltert vidste godt hvem der røg først hvis der gik noget galt nu.
Men der var nu noget specielt over dette sted, det mindede slet ikke om Lustria, her var koldere og massere af underlige folk, de var på Aevlterts egen størrelse men ret så fede i det og langsomme, men ikke desto mindre var det altså dem der var Stoesjufts plan. Disse små folk skulle indsættes på tronen over landet, så de kunne styre det i grusset. For at der derefter kunne være en stor borgerkrig der ville resultere i at en Ork kaldet Ugluk ville få sine undersåtter til at kaste en spell of Asynskuaheerhet for at forvise sine fjender fra landet. Dette ville dog resultere i en overophedning af lethian som ville gøre at chaos omsider ville lade landet være. Aevltert synes egenligt det var lidt trist at så mange skulle dø før planen var på rette vej igen, men de gamle guder viste vejen tydeligt, så der var ingen vej udenom. Så nu handlede det bare om at gøre Stoesjuft plan til en succes.
Den smukkeste elver hær er nok høj elverne, men vi er bedre i kontakt med naturen, sjungede ,Fenrandri den fjantede, i den skingreste (og derfor den smukkeste) falset han kunne mønstre, se hvorledes skovens ædle skabninger kommer frem og nejer for mig. I sandhed må jeg være gudernes udvalgte. Dette siger jeg jer mine raske svende, jeg ska... Ad, ad, ad, jeg har trådt i en bæ. Åhhh min delikate elver næse tåler ikke sådan en uskøn lugt. Fenrandri dånede dramatisk. Hent lugte salt hurtigt, lød det fra en af de andre. Fenrandri vågnede op, helt skildøjet, hvilket fik en busk til at fnise. Dette var tydeligvis et forsøg på min person, denne bæ var ikke af skoven, den lugter af ork. Det må være SNusk og hans vamle kumpaner, han må straffes og tvinges til at samle affald i skovkanten. Lad krigs harperne lyde og lad vore fjender skælve ved lyden af vores kampdigte og vores tagtfaste gadedrengehop, fremad manne, skoven drager i krig...
Historikeren og digteren Saxo Opdigticus beretter følgende om Orkernes splittelse i Lethiankrigens 12 aar:
Orkerkongen stod på borgmuren og så endnu en hær af orker marchere mod Alsborgs porte. Han sukkede opgivende: Måske havde det været en fejl at smide ham goblinen med det sære navn...Lord Pjusk var det vist...i fangehullet da han var kommet anstigende og havde erklæret at Alsborg altså tilhørte ham, selvom det tydeligvis forholdt sig lige modsat. Siden da var grønhuder kommet marcherende fra alle hjørner af Lethian for at overgive sig sammen med stort set alt andet der var værd at slås mod. Måske han bare skulle tæve dem i stedet for at lade dem overgive sig? Det var bare ikke det samme når de allerede var besejret. Der var ligesom ikke det samme spræl i dem.
En stemme rømmede sig til højre for ham. Han vente sig og fik øje på en ork han vist nok have udnævnt til reconoseringschef efter han havde slået den gamle ihjel i et anfald af kedsomhed.
"Ærede konge jeg har dårligt nyt. De sidste orker nægter at overgive sig. De har forskanset sig i ruinerne af Mordekais tårn og fået forstærkning af flere af dine gamle hærførere der vist hævder at du stadig ikke har betalt den for sidste års tjeneste." Budbringeren tak sig forsigtigt nogle skridt bagud i forventning om et raserianfald men Orkerkongens ansigt lyste i stedet op i det nærmeste det kunne komme et smil. "Glimrende endelig nogen at tæve. Saml tropperne!"
Efterretningschefen åndede lettet ud. Måske han trods alt kunne overleve dagen. Nu manglede han kun at overbringe en nyhed som han ikke selv rigtig kunne finde hoved og hale i:
"Det skal jeg straks gøre store leder...og øhm så skal jeg også fortælle at en af de halvlange...Du ved menneske— gobelinerne har øhm... udråbt sig selv til Kong Skrammelborg"
"HVAD, DET KAN DU IKKE FAR.....JEG...jeg...je" var alt hvad Nuuk havde kunnet fremstamme før tårene pressede sig på og han havde været nødt til at løbe sin vej....foran hele hoffet og sin nye sviger familie. Hvordan kunne hans far byde ham en sådan skændsel.
Nuuk havde været igang med at gnide røfler, da et sendebud kom og meddelte ham, at han var forsinket til det store forårs ritual (som han havde glemt alt om) hvor hans fader ville bekendt gøre forårets store palads bygnings projekt.
Da Nuuk endelig havde fundet og iført sig den officielle Forårs rituals uniform, komplet med manchetter, frynser (altid frynser) og den obligatoriske høje hat, og bevæget sig ned til salen hvori det hele forgik, var ritualet forbi og hans far var gået igang med den officielle forårs ritual tale.
Det passede ham fint at komme lidt for sent, så undgik han at stå der, sammen med sin far foran alle folk og skulle være højtidlig og sige tak til sin far og hans adel.
Sådan gik det til, at Nuuk stod blandt sine venner i forsamlingen da hans fader bekendt gjorde hvem der skulle bestride hvilke poster, i den kommende sommer kampagne.
Det var ikke Nuuk selv der havde hørt det. Han var travlt optaget af en diskution med Finuriel, om fordele og ulemper ved at have sine kjole på i kamp og hvis det var meningen at nogen skulle kunne høre ham var han jo nødt til at tale ganske højt, ellers ville det bare gå tabt i hans fars endeløse og kedelige talestrøm.
"Er det ikke dig der skal lede hæren Nuuk?" afbrød en af Nuuks klasse kammerater han lige havde glemt navnet på.
"Hvad mener du?" "Din Fader står og siger at det er Zaradar der skal lede hjemme landets tropper og ikke dig?"
Nu havde Nuuk rettet sin fulde opmærksomhed mod sin far og de ord hans mund formede....og han kunne ikke tro sine egne ører.
Zaradar skulle lede hans fars personlige garde og ikke Nuuk......Der var ikke ord der kunne beskrive den afgrundsdybe gru Nuuk følte indeni. Det var slut. Hans liv var overstået. Alt var i ruiner.
Nuuk var sikker på at nu kunne det ikke blive værre......Så hørte han hvilken post han havde fået i stedet for.
General.....han skulle side i et telt og lede og være kedelig ligesom sin far, mens hans venner skulle ud og feste og jage og opleve alt muligt spændende.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
"Kom nu Nuuk, er du ikke glad for den fine garde jeg har skaffet til dig? Du skulle se dem med de buer...det er herligt"
"Hold nu op far...En garde kalder du det? hvor er de høje hatte? Det er en flok uvaskede bønder som lugter og er udelige. Hvorfor skal jeg være sammen med dem? Jeg gider da ikke
bære deres lugte banner. Hvorfor er det ikke mig der leder dem i det mindste? Tror du ikke jeg kan gøre et bedre end den gamle nar og hans Pøbel datter?"
"Så så min dreng, det er din fremtidige kone og din sviger far du snakker om og det er deres hær som de så fint har tilsluttet sig til kampagnen med, desuden har du slet ikke tid til at lede en hær med al den strategiske tænkning og fremsynethed vi to skal bruge vores tid på"
"DU ØDELÆGGER MIT LIV!!! Nu får dumme skod Zaradar lov til at lede hele min hær. Jeg havde ellers sørget for at min hat var en hel hånds længde højere end hans så han kunne lære det.
Han kommer også til at ride ved siden af Galuriel og hun er vildt lækker mand, har du set størrelsen på hendes øjne?."
"Hvad med din brud min dreng....hun har da også fine øjne?"
"Pffff far, du ved ingen ting, det er totalt yt at knalde sin egen kone.....bare lidt for nemt ikk?"
"Øhm, Der er lige en ting til min dreng.....Det lader til at din kommende sviger familie har en traditionel krigs udrustning som det vist nok...måske...eventuelt....er strengt påkrævet at du bærer.
For tredje gang på en dag, ramlede Nuuks verden sammen om ørene på ham.
"Såså min dreng, det er slet ikke så slemt....der følger en fin elg med til sættet."
Josef Stalinson vågnede sent op ad eftermiddagen, da kongens sendebud hamrede på ståldøren. Josef havde hæslige tømmermænd fra rådsmødet dagen før. "Ved mine forfædres skæg, hvad er det for en måde at vække folk på?" råbte han, mens han vraltede mod døren, uden at få svar.
Udenfor døren stod Thorek Hammertud, lederen af kongens livvagt, med 5 hamrerer og en Than, som Josef ikke havde mødt før, så han antog, at det ikke var vigtigt. "Ærede konsul! Mit navn er [...]" Josef døsede lidt hen og fik ikke fat i navnet. Noget med F. "Kongen ønsker, at De, som aftalt, rejser mod Lethian øjeblikkeligt, for at støtte op om Baron Kaspos' krav på tronen! Kongen sender en del af sine livvagter, samt jeg selv, hans bannerfører.
"Pokkers også!" Tænkte Josef.
"Har vi tid til morgenmad?"
"Nej, desværre, Hr. Konsul."
"Lort..."
Josef tænkte, at det i sandhed måtte være mandag.
Josef kom ud i storsalen, hvor konsulatets tropper allerede stod klar. Række på række af de røde og blå tropper. Josef Stalinson havde altid hadet rød, og det var kommet ham for øre, at tropperne var begyndt at refere til dem selv som den røde armé. Hvorfor vidste Josef ikke. Josef fortsatte hen og inspicerede sin stolthed.. Da han var færdig med det, kiggede han op og så ingeniøren Tordenånde, kigge forfjamsket på ham.
"Øhm.. Javel, ja... Er de klar til at se konsulatets nyeste våben?"
"..." Josef anede ikke hvad han skulle sige.
"Må jeg præsentere: Orker Orgelet!" Sagde Tordenånde stolt, og pegede på en kanon med 4 løb.
"Stalinsons Orker-Orgel!" Rettede Josef ham.
"Jamen, jeg hedder jo ikke.."
"Hold din lange, fede kæft lukket, Tordenånde."
Lord Snusk stod og så på Snusk-City, nu kaldet Orksborg i horisonten. Eneste grund til, at der nu var en ny konge i Lethian skyldtes ikke dennes evner, men kun det faktum, at Lord Snusk ikke gad tage tronen tilbage. En trone, der stank ulideligt af giant tis og andet. Næ lad bare den kryster til Orkerkongen og hans odør af tis beholde den tronen indtil lugten igen var aftaget.
Og hvad sjov var der egentlig i, at havde en borg, når ingen kom for at angribe den. Lord Snusk havde kedet sig i Snusk-city under krigen. Ingen, som i ingen havde angrebet ham i borgen. Tiskongen havde kun indtaget borgen ved, at gemme sig i Gorms bukser, og hvor han, mod betaling af diverse ydelser i bukserne, havde fået Gorm til, at smugle ham ind Snusk-City, så han kunne indtag tronen med sin odør.
Gad egentlig vide, om Orkerkongen nogensinde ville kunne sidde ned igen, efter hans romance med Gorm. Det måtte Lord Snusk undersøge nærmere, når han igen havde indtaget Lethian.
Men nu var det tid til at træde ind i portalen og deltage i the End times. En ordentlig krig behøvede en ordentlig krigsherre.
Det er nu snart 12 fulde måner siden den skæbnesvanger dag, hvor Ixnaihtel, ypperstepræst og leder af folket under den lilla måne, fejlede i at genoprette orden i landet Lethian. Nederlaget kostede ikke kun Ixnaihtel og mange andre af den pragtige øglerace livet, men det kostede også hæder og anderkendelse i øjnene på de andre racer der befolker Lethian. Hvordan kan der skabes orden i kaos hvis folk ikke gør som der bliver sagt?
Iixnaihtel, ikke at forveksle med den nu afdøde Ixnaihtel, har siden sin spawning vist at han var udset til at udrette noget stort. Iixnaihtel har bare ikke rigtigt kunnet gennemskue hvad ånderne prøvede at fortælle ham. Som ypperstepræst af folket tidligere kendt som dem under den lilla måne men nu kendt som folket af den hvide lotus, har Iixnaihtel brugt måneder på at analysere hvad der gik galt ved Ixnaihtel's, ja ham den anden, fejlslået forsøg på at skabe orden. Iixnaihtel kiggede på de nedfældende skrifter igen og igen, for at forstå hvorfor profetien Ixnaihtel, ja ham den anden igen, spåede i stjernerne ikke gik i opfyldelse, indtil Iixnaihtel en dag så svaret, som var det kosmisk stråling fra en skyfri solformørkelse. Ixnaihtel, ja ham den døde præst igen, havde i sin iver på at forstå stjernerne kommet til ved en fejl at regne alle vinkler i radianer i stedet for grader. Da Iixnaihtel så dette prøvede han straks at regne vinklerne på ny nu blot i grader i stedet for radianer og til hans store overraskelser opdagede han at det stadig ikke gav mening. Fordømt tænkte Iixnaihtel. Efter at have været sikker på endelig at have fundet det svar han havde håbet på stod han nu igen uden nogen profeti til at hjælpe ham med at skabe orden i det kaos der hedder Lethian. Og Iixnaihtel havde ellers lovet de andre øglestammer i området at han ville kunne fremvise en stensikker profeti inden månen blev fuld for 12. gang. Iixnaihtel kunne se på sit solur at tiden snart var ved at rende ud og tog derfor en drastisk beslutning. Hvis det ikke er muligt at finde en profeti der passer til det man gerne vil må man jo lave en selv. Og hvem ved måske er man så heldig den alligevel går i opfyldelse. Iixnaihtel skyndte sig at skrive noget ned om stjerner, ånder, solhverv og skudår på den mest kryptiske måde som kun ypperstepræster kan skrive hvorefter han pakkede skriftrullen sammen og begav sig afsted mod stammerådet.
Nu håbede Iixnaihtel blot at de andre øglestammer ikke gennemskuede den opdigtende profeti, men for at være på den sikre side sendte Iixnaihtel sin mest betroede ripperdactyl rytter Itzatza og hans følgesvende afsted mod de halvlange og deres leder med en troskabserklæring og kløerne fyldt med dyrevildt. Hvis de halvlange kunne overtales til at fremstå som den ledende part af fællesskabet ville det også være dem de andre øglestammer vil stille til regnskab, hvis profetien ikke skulle gå i opfyldelse.
Butler
Foe or Friend
After the second ascension of Prince Petiri, he had travelled to the Tower of Mordekai. This was to find out where his father, the great king Sutekh, had been buried or possibly a sign as to why the king had not awoken. Though his priests had found what they were looking for, in the darkest corners underneath the tower, they had all inadvertently been trapped by an old binding spell. The enchantment was broken by a big explosion, which an orc chieftain took the credit for. Prince Petiri promised to help the orc with its conquests, at least for a time. Much land was claimed, but the orc did not manage to get the dominion it wanted before winter and so Prince Petiri had returned to his tomb with his army.
"Has it been found?" asked Prince Petiri from his golden sarcophagus. A necrotect answered; "we found the place. But it has been buried by the meteors rather than unearthed as your tomb was." The mummy gave his servant a stern look, the kind that can only be achieved without eyes, and replied; "I need to get inside. I need to find out what happen to my father." "It will take much excavating to get inside. And the necrotects commissioned to build the great king Sutekh's tomb will surely have filled it with traps, hidden champers and passages, it will take time." explained the necrotect. The ancient mummy hauled it self to a sitting position, still inside the sarcophagus, and roared; "get it done." The necrotect bowed and backed away saying; "yes, my prince."
Prince Petiri turned to the lich standing in the corner and proclaimed; "now that our debt has been paid we will focus all our efforts reclaiming my father's land as to please him when he finally awakens." The lich approached the sarcophagus and said; "my prince, consider that the great king's tomb is on the lands conquered by the orc. The tower of Mordekai is also in lands belonging to the orc. The other priests and I have found many powerful incantations among the scrolls and tomes in the tower. It is possible we can find a way to brake your bond to the living descendent of the great king." This agitated the long dead prince and he began rising further from the sarcophagus. The lich stepped back and continued; "who knows what else we could find in the tower. Surely it would be wise to keep friends with the orc, my prince." The ancient mummy, now standing, threateningly lifted his bronze blade and bellowed; "when I first awoke my father's throne was held by a weak man. True, a decent of my father but unfit for his kingdom. Since it has been defiled by one greenskin after another. And you want me to support a third over my father?" The lich threw it self on its knees, fearing the mummy's wrath. "Forgive me, my prince. Not over and perhaps befriend and support are too strong words to describe what I intended. I merely meant perhaps we should not make more enemies without needing to." Prince Petiri relaxed his grip on the blade a bit but still answered the lich in a firm tone; "and be known as a coward that would certainly displease my father." The lich, still on its knees, interjected; "this would not be cowardice but rather it would show patience. Remember, we still do not know why the great king has not awoken." The ancient mummy pondered this a few moments, then spoke; "very well, we shall help the orc hold its lands, those of interest to us anyway."
Josef stalinson inspicerede rækkerne af armbrøst skytter. Han lagde mærke til, at nogle af de nye rekrutter, skæglingerne, havde fået udleveret samme høje standard af udstyr som de ældre, mere erfarne tropper.
"Hvad i himlens navn er det? FRÅDS!" Råbte han af skytternes leder.
"Er du fuldkommen sindssyg? Det har vi ikke råd til. De er utrænede og holder ikke mere end et, måske to slag, og du har udleveret vores flotte jernarmbrøste til dem?!" Spyttede han, så rekrutterne tydeligt kunne høre det.
"Jamen.."
"Ikke noget jamen! Tag straks de våben fra dem, og giv dem deres øvelsesarmbrøste igen. Det samme gælder skjoldene. Tror du guld vokser på træerne?! Du er da en helt særlig slags stupid"
"Vi marcherer ved daggry, så jeg kan komme hjem og reparere min brandert, og dermed basta!"
General Gungerdunk spejdede over dalen, der lå udstrakt foran ham. Fra skovbrynet var der et glimrende udsyn til den lille by med palisadehegnet, de fritliggende gårde og ikke mindst fjendens lejr, der var placeret midt mellem stendyssen og åen. Talrige rækker af telte, men ikke umiddelbart mere end et par forkølede vagter hist og her. "Vinteren har gjort dem sløve. De har ikke opdaget forårets komme" mumlede Goblinen for sig selv, mens han fokuserede kikkerten på banneret i midten af lejren og smilede. Gungerdunk puttede ubevidst endnu en håndfuld af de sprøde godbidder i munden. Selvom det havde været umuligt at afgøre hvad de ristede delikatesser bestod af, smagte de lige så godt som den elverkøbmand, der havde transporteret dem. "Til Nuuk" havde der stået på kisten. Men hvor det var, anede Gungerdunk ikke. Lyder koldt, tænkte han, mens han gumlede eftertænksomt videre, tilfreds med at hans første handling som general i Ugluks fravær havde været at beslaglægge kisten til eget forbrug.
Alting var sådan set på plads. En mil inde i skoven var goblinhæren ved at banke rust af våbnene, spidse ulvekløer, reparere net, brygge svampesuppe og flette buestrenge. Lidt længere væk havde sortelverne deres lejr, heldigvis et godt stykke væk. De lugter mærkeligt, tænkte Gungerdunk og gøs ved sig selv. Ikke fordi de andre lejekompagnier gav ham mere ro i maven. På den venstre flanke var rottemændende under Kaptajn Aslak placeret. Mistroen mellem gobliner og rotter gik tilbage i æoner, og Gungerdunks egen stamme havde da også ofte været i fejde med de satans gnavere. Heldigvis var de hurtige til at stikke halen mellem benene. Heldigvis, medmindre man var på samme side.
De var dog at foretrække fremfor skelletkrigerne, der var opmarcheret på den højre flanke. Hvorfor de (igen) var kommet og havde tilbudt deres loyalitet til Ugluk var et mysterium, men shamanen havde været henrykt, og så var den jo ikke længere. Deres leder, den tavse mumie med de glødende øjne forsøgte enhver goblin med tre brikker under hjelmen at undgå. Allerværst var dog den sidste lejr. Der slet ikke var en lejr, men blot en enlig skummel troldkvinde ved navn Sally, der efter eget udsagn kunne åbne helvedes porte og bringe legioner af djævlepak ind i Ugluks tjeneste. Hvis ikke Gungerdunk selv havde set det for tre år siden i slaget ved Lothabar, ville han have brugt denne Sally som hovedpude og natmad i ét. Nu holdt han mindst 500 meters afstand til hende.
Endnu engang puttede Gungerdunks hånd en stor mundfuld knasende lækkerier i flaben, og hans dystre tanker forlod ham for en stund. Dette første slag ville blive let, og i morgen tidlig ville hele denne værdiløse dal være i hænderne på hans folk. Næste skridt ville være sværere. Generalen tog sig i at ønske Ugluk tilbage sammen med hans magiske kræfter og to-tre kompagnier store, stærke orker. Men da Gungerdunks onkel altid advarede ham mod at ønske for meget - det kunne gå i opfyldelse - spyttede han tre gange over skulderen og stoppede endnu en himmerigsmundfuld i kæften. Den sidste, og nu skulle hans pose igen fyldes op. Igen. Det var mere hårdt at være general end han havde regnet med.
På et skjult sted i Saqutions dybeste skov var elverfolket samlet under grønne bannere. I en åbning mellem træerne sad deres fem højeste fyrster på troner af sølv og guld. Foran dem var deres krigerne opmarcherede i snorlige rækker. En efter en gik krigerne i knæ foran tronerne for med klar stemme at sværge troskab til deres fyrster. I baggrunden slog trommerne i en skæbnesvanger takt, og elverpigerne sang et kvad om heltedåd. Stemningen var spændt og kampgejsten høj.
Musikken stoppede pludseligt med et skrig fra en af korsangerne. Op mellem rækkerne af elverkrigere traskede en dværg med målbevidste skridt. Der opstod en kortvarig tumult. Fyrsternes livvagter kom på benene, og flere af elverpigerne segnede om i forskrækkelse. Dværgen stoppede først, da han var helt oppe ved tronerne. Alt blev stille, og luften var tyk. Dværgen så på hver af de fem elverfyrster med smalle øjne. Så gav han et lille buk, rømmede stemmen og sagde: "Jeg hilser jer fra Niels Runesøn, leder af Klan Runesøn." Navnet sagde ikke elverfyrsterne noget. Klan Runesøn havde ikke deltaget i de tidligere krige om Lethian, og fyrsterne skævede nervøst til hinanden. Efter en kunstpause, fortsatte dværgen: "Runesønnerne samler sin hær og ønsker at kæmpe for elvernes sag i den forstående krig om Lethian". Forvirringen var nu total, og ingen af elverne vidste, hvad de skulle svare. Efter flere minutter rækkede en af fyrsterne en finger i vejret og spurgte: "Men vi er på vej i krig mod dværgeklanerne. Hvorfor vil I kæmpe for os imod jeres eget folk?" Da sukkede dværgen dybt og kiggede ned i jorden. Det var tydeligt, at han samlede energi til at fortælle en lang historie. En historie, som han havde fortalt mange gange før. En århundrede gammel historie, som var blevet genfortalt igen og igen fra et slægtsled til det næste i Klan Runesøn. En bitter historie om blodfejde og brodermord. "Det hele startede med et krus spildt mjød på et hvidt skæg..."
Godt en dags tid efter at han havde sent Hansknir og Morkvom afsted, gik der noget grufuldt op for Første Hakketrane Elkvom. Det var gået op for ham hvor det var, han havde sendt de to hen. Han havde sendt dem mod Lethian, et af de farligste steder han kunne komme i tanke om, medmindre man altså havde en større hær i rykken. Det havde de ikke.
Han tænkte så det knagede. "Hvordan i alle hulens hede får jeg de to sikkert hjem." Han spekulerede videre. "Selvfølgelig, jeg sender et brev til min gode ven Kastolf, han har sikkert mulighed for at hjælpe." Sagde han til sig selv, mens han stod og kiggede på sit kort. Pludselig kom en budbringer hen til ham med besked om, at Kastolf havde sendt bud om hjælp med et større ork Waaaag. "Pokers også så bliver det altså ikke ham, der kommer til at hjælpe de to. Elkvom kløede sig i skæget: "Hvem mon han så kunne få til at hjælpe dem, han kom i tanke om en stor kriger hvis liv, han havde reddet engang, da han blot havde en håndsbrede skæg. "Denne kriger var nok forlængst død nu ,med han havde nok nogle sønner, det var muligt at få til at hjælpe Hansknir og Morkvom."
Og således gik det for sig at Hakketrane Elkvom skrev et brev til disse krigere og anmodede om deres hjælp. Han lovede dem guld når de kom tilbage med den halvlange og de to andre, og mindede dem om den gæld, de havde til ham. Derefter var der ikke andet at gøre end at håbe på, at de ville nå ned til dem i tide.
"Hr. General von Farsbrott, jeg kommer me.." Kaptajn Klumpfod blev afbrudt lieg som han skulle til at aflevere vigtig information.
"kaptajn, nu jeg næsten af leder af Lethians rige, så ville det klæde dig hvis du bare engang imellem ville sige hele min titel."
"Men General, jeg har ikke ti.."
"Så såsåså. Man har altid tid til en smule høflighed. Kom så. Hele titlen, lige som vi har øvet den" Herbert von Farsbrott havde efterhånden vænnet sit til at være en vigtig herre, og var sågar begyndt at nyde det en lille bitte smule. Al den magt var slet ikke noget en stakkels halvling var vant og det var nok ved at gå ham lidt til hovedet.
"Hr. General von Farsbrott, Lethians kulinarisk stormester, frømændenes udvalgte, dværgenes sande ven og den retmæssige hersker af hele Lethian."
"Sådan, det var da ikke så svært, var det vel? Nå, hvad var det så du ville?" Generalen tog sit game face on, for trods de fine titler så var det hårdt arbejde at være nogens leder og have undersåtter. Bare tænk på hvordan det gik den ene dværge hær, der blev kaldt hjem til forstærkning. Herbert havde forsøgt at tale dem til fornuft, men det blev mumlet noget med en gammel gæld at betale og så vaer den diskussion slut.
"Der står en ... en ... øh..." Kaptajnen vidste ikke helt hvordan han skulle sige det.
"Ja?"
"En kaoskriger udenfor. Han siger han er hidkaldt. Af en dværg."
"Kun en? vil han slås med denne dværg eller hvordan?"
"Nej, han vil kæmpe for ham. Noget med en gammel gæld og noget."
"Hvad er der med dværge og gammel gæld? Nå, men en fra eller til gør vel ikke noget. Lad ham da bare slå sig sammen med den der dværg, hvem så end det er, hvis han kan finde ham og så kan de slås lidt der, hvis han vil det."
"Hvad så med resten af hæren?"
"Den plaserer vi selfølgelig i fronten så de kan blive lidt svag host host få alt den heder og ære de kan drømme om" kom det fra Morkvom der var på vej over for at drøfte det eksagt samme. Angående dværgen du nævnte (I det øjeblik var Morkvom serligt stolt af den dims han havde fået lavet til sit øre)
så er det Hakketrane Elkvom de refererer til, vi fik et brev fra ham tidligere i dag, og han er detsværre ikke til stede.
Gammel gæld og blodrød morgen gry.....
Diederick Kastner ser ud over horisonten - efter at have besøgt en tidligere bekendt med en naiv forventning om at han nu står her for at tilbagebetale en gæld ......
Giselle, hendes hell striders og warhounds'ne er forsvundet for at scoute deres march. Diederich Kastners private guard ( the swords ) - Eins, Zwei, Drei, Vier og Funf har mounted deres Steeds og venter på han ordre. Dogobar hans læremester og tro følgesvend - en skyggens betvinger har samlet sin trop af rutinerede krigere - en gruppe der har set alt i denne verden og som føler Kastner i hans quest for at opnå chaos gudernes gunst.
Men kan Kastner regne med resterne af Kugleskøre Kurts besvungne kugle svingere. Kastner noterer at de fordrukne Mauraudere er ved at få styr på deres "kugler" efter nattens udskejelser. Han ved at de har genfundet troen efter deres sidste endevaour ved Brølenborg - og har fundet en ny warlord der kan rette deres blodtørst mod et større formål.
Ikke flere ord - Kaster nikker til sine swords og Dogobar, giver sit sværd Terminus et klem, hakker sporerne i siden på Oberon - og giver ordren....
MARCH - mod Lethian - Lad os få den gæld tilbagebetalt - med blod .........
Orkerkongen kiggede ud over sit rige "idag bliver en god dag" WAAAAAAAAAAARGH
- Hr mineleder Hansknir, vi har ledt overalt i Farsborg, vi bliver godt nok hele tiden afbrudt af grønskinnet rakkerpak, men der er intet spor efter Elmer Fleischbrot.
- Led videre, jeg har svoret jeg vil finde ham
- der går rygter om en kok der laver fantastiske lækkerier til elverprinsen Nuuk , måske er han der? Men det kan også være de flygtende orker som har taget ham med
- vi finder ud af det i morgen. Troppene er udhvilede og forsynede så det er bare at komme afsted
-skal ske!
HVis I er til røverhistorier og billeder.....så er Diederick Kastner ved at bygge sit Lethian renomme/rygte/omdømme op......
http://www.powerfist.dk/forum/index.php?topic=87331.0
Aslak traskede væk fra hans 'hær'. Sommeren igennem havde han været tvunget til at lede en ussel rotte hær, det var der ikke megen hæder i! For kort tid siden var der kommet besked om hans arbejdsgiver, gurgledunk eller noget i den stil, havde sat sig på tronen. Aslak havde svært ved at føle glæde.. Han længste efter at lede fra fronten, at brage ind i fjenden og smadre dem ned. Kun en gang var det sket i år, og en lille elverfyrste er ikke noget at skrive hjem om.
Næste år svor han at han ville komme tilbage, i spidsen af en ordentlig chaos hær og selv sætte sig på tronen, aldrig mere skulle han stå med en sejr uden at kunne nyde den. Sidste år satte han kong kylling på tronen, iår en lille goblin gnom.. Hvor dybt kan man synke??
Næste år ville Aslak selv sidde på tronen, selv nyde sejrens sødme, og selv befrugte næste generation malkepiger!
Vinteren i Lethian er heldigvis lang, så der var masser af tid til at samle mindre warlords til sig, af de mest afskyelige slags..
Lad planlægningen begynde...