De Blodvalgte (Undead Legion)

[Phatmotha-phucka]

Nyeste fluff

"Blod og bånd"

Kapitel 2

Dante stirrede fokusløst frem for sig.
Hans første tid i Mootlandet havde ikke fornøjet ham.
Han havde endnu ikke set kamp, og de der havde kæmpet i hans sted havde fejlet gentagne gange mod de forhadte Elverfolk.

Dante havde altid ønsket en kniv i struben på disse folk.
Ulthuans sømænd havde mange gange besværliggjort hans færden mellem den gamle verden og Lustrias kyster, og at finde dem tilstede i Mootet fornøjede ham ikke.

At deres gruppering indeholdt en mager med betydeligt magiske kundskaber bekymrede ham yderligere.
"Den form for magi er mig ukendt...hvordan kan den være mig ukendt?!".
Hans tanker rasede bag hans rolige ydre.
"Og hvorfor har DU ikke oplyst mig..."
En rødlig skygge sank sig for hans øjne, og en hæs, dyb og altopslugende stemme fyldte hans inderste.

"Din tvivl beriger ikke din situation Dante, jeg har lært dig bedre."
Dante skævede over mod stenfadet på bordet nær ham. Skyggen flød fra dens overflade.
"Mester..."
Han blev afbrudt
"Elverne har til alle tider været ressourcefulde væsner, men deres arrogance har gennem tiden kostet dem mere, end deres opfindsomhed har kunnet gøre bod for.
Mageren vil knække, hans vidensbegær skal føre til troskab, en fjende skal blive et redskab."

"Ja mester...jeg forstår".
Stemmen fortsatte.
"Jeg er nært ved nu. Når natten når dig, vil jeg også".


Dante sagde ikke noget, han vidste at hans mesters ord havde tjent sit formål.
Imens mørket sank tilbage i stenfadet, rejste han sig fra sin plads ved kortet og bevægede sig ind i han sovekammer.
Trods mange af hans slags foretrak kister og dystre kældre, fandt han selv en varm seng klart at foretrække, især under givne omstændigheder.
En kvindelig skikkelse rørte på sig under et tykt lag af dyner og Arabyianske tæpper. Hun vendte sit ansigt mod ham.
"Han er her?" spurgte hun implicit.
"Når mørket igen sænker sig over Mootlandet" svarede han hende "vil jeg have udtjent min tålmodighed."
Lahmianeren smilede tilfreds og strakte en hånd imod ham.
"Fordriv dagslysets timer med mig".
Han lagde sig og skænkede dem hvert et glas.
Hans hustru fortjente intet andet end det bedste, men hans lager havde været tømt for kvalitet i flere uger.
Imens de begge satte læberne til en uelegant mixtur af Ogre og Hobbit blod, frydede de sig begge ved tanken om at deres glas' indhold snart skulle ændres.

Et andet sted i fæstningen vandrede Malakan hvileløst rundt.
Hans planer om at få Enochkhai ryddet af vejen var slået fejl, i det at de Ulthuanske elvere havde udvist større samarbejdsvilje end han havde forudset.
En beskeden sum guld var alt der skulle til for en frigivelse, og den mørke rytter var nu med alt hast på vej tilbage til fortet.

Det havde været Malakans forslag at sende Wighten med erobringsstyrken.
Han havde mærket magerens styrke og handlet, udelukkende med den intention at Enochkhai skulle blive offer for elver magerens udøde magi.

Der herskede ingen tvivl om at Wighten ville holde ham til ansvar, og Malakan vidste at hans liv lå i hans mester Dantes hænder.
Der havde været uvilje mellem necromaneren og wighten siden deres første møde.
Begge var de besluttede på at være Dantés næstkommanderene, og begge hungrede de efter den magt de ville blive tildelt hvis de beviste deres værd overfor den mystiske venekonge.
Enochkhai havde tjent Al Simmon slægten længere end Malakan.
Den anciennitet kunne kun brydes på en måde.


Dagen gik, og dybt i tusmørket hørtes tung marcheren og knurrende lyde.
Venekongen Golire og hans garde, de lustrianske flåede, var ankommet.

Siddene på en stentrone båret af reptilske muskelbundter, blev han modtaget af Dante ved fortets frontport.

Han skævede til de massive skabninger, der engang havde været den mindste slags af lustrias øglefolk.
Tvangsfodret med vampyrblod og manipuleret med mørk magi, havde de ikke længere meget tilfælles med deres gamle jeg.

Intet ord nåede at udveksles før en rød og sort røg voldsomt skød fra Golires fingerspider.
Røgen snogede sig om Dante som en slange, og løftede ham til sidst helt fra hans ben.
Det ene øjeblik følte vampyren frygt og uvished, det næste blev han overstrømmet af en altomfattende følelse: lyst til magt, lyst til kamp og lyst til blod. I hans hovede hørte han en æterisk latter, om det i virkeligheden var hans egen fandt han aldrig ud af.
Den tunge tåge havde nu lagt sig for hans føder, og holdt ham ikke længere fast.
Hans øjnene skindede med uhellig og mørk magi, og uden at han have truffet valget selv fandt han sig selv med trukket sværd.
Klingen skindede ligesom hans øjne, og han fornemmede den samme trang til glorværdig kamp sive fra den.
Han så på sin mester, afventende på hvad der nu skulle ske.
Så talte Golire, i et tonelege det berettede om hans tilfredshed.
"Blodhelgenen har set dit værd. Du har ventet længe nok."

[Phatmotha-phucka]

Dante Al Simmon (Vampire)


Dante & Nidhuggar (Vampire on Zombie Dragon / Terrorgheist)


Blod Herolderne


Blodhånden (Blood Knights)


Malakan Nordlænding (Necromancer)


Golire, Venekongen (Casket of Souls)



De Flåede (Crypt Horrors)


Terry (Terrorgheist)


Hovedtagerne (Black knights)


Enochkhai Hovedtager (Black knight Champ)


Bæren (Black Knight Standardbearer)


Aleister Margon




Den tjenene (Liche Priest)


Heksedronningen (Vampire)


Tipathya (Banshee)


De kolde skygger (Spirit Hosts)


Følgesvendene (Zombies)



Mr Fandangos Funky Strings (Skeleton Archers)



Spøgefuglene (Fellbats)

[Phatmotha-phucka]

NUVÆRENDE GIDSLER

Ilrui - Ulthuans efterretningsbrigade

[Phatmotha-phucka]

Fluff i Kronologisk rækkefølge

"Blod og bånd"
En fortælling om Dante Al Simmon

Introduktion
"Lidt er kendt til arméen, og endnu mindre til dens formål.
Lamianske efterretninger har bekræftet at arméen er anført af en relativ ung Blod Dragon af arabyansk herkomst.
Dragonen har af ukendte årsager opholdt sig i eksil i det fjerne land Lustria, og har søgt tilflugt ved vampyrkysten.

Ifølge beretninger fra Luthor Harkons mænd, tjener de blodvalgtes en guddom de kalder "Blodhelgenen", og søger tilsyneladende at foranstalte dennes genopstandelse.
De påstår at de flere gange har bevidnet den unge vampyr tale ned i et stenfad, og hørt et svar udtalt i gammel sylvansk dialekt.

For nylig modtog Sylvaniens nuværende herre, Mannfred von carstein, et brev fra De Blodvalgtes leder. Brevet indeholdte et tilbud om at tjene under Carstein banneret, og en erklæring om fælles interesser i den nærmeste fremtid. Brevet bar foruden afsenderens segl, et andet mærke i bunden af brevet. Arkhan den sorte havde sat sin finger på vægtskålen.
En deling af De Blodvalgte blev sendt til Mootlandet, for at bidrage til den Sylvanske invasions-styrke.
Store ting var under opsejling."


December - Kapitel 1

Mootlandet var ikke meget værd i kroppe.
De fede halvlange var ikke stærke kæmpere i live, og var det endnu mindre i døden.
Til gengæld var Mootet rigt på ressourcer, og hvad vigtigere var: det lå indenfor rækkevidde af Sylvanien.
Mørke magter havde i lang tid rørt på sig indenfor dets grænser, og Malakan anede at det lå til grund for hans mesters ordrer:
"Drag til Mootlandet, etabler en garnison og afvent min ankomst".

Selvom det stod slapt til med at bruge de halvlanges kadavere som tropper, så var det lykkedes Malakan at vedligeholde en "trofast" skare af zombier, der havde fulgt ham på hans rejse til Mootet.
Han refererede til disse som "følgesvendene", og udover en deling ridende Wights der normalt fattede sig i korthed, var de trods deres stilhed hans eneste selskab.
Malakan følte dog ikke trang af nogen art til at kommunikere mere end nødvendigt med de Wights hans mester havde sendt med ham.
Deres anfører udviste ekstreme sadistiske tendenser, selv for deres slags, og Malakan var til tider i tvivl om hans vilje i virkeligheden kun var bundet fordi at han tillod at lade sig kontrollere.
Under alle omstændigheder var der ingen grund til at tage chancer, og især ikke nu hvor udødelighed var ham så nær. Hans mester havde udtrykt, at hvis invasionen af Mootlandet blev en succes, så ville der vente ham den yperste belønning: han ville blive optaget i vampyrernes rækker.
Hans fag havde lært ham at hans døden ikke ville bringe ham fred, men endnu en uendelighed af slaveri. Dette måtte forhindres for enhver pris, og der måtte ikke tages nogle chancer overhovedet.
Hans tanker blev afbrudt. Han var tilbage på sletten, under nattehimlen. En lydløs silhouette kom med alt hast farende imod ham fra lejren.
Han betragtede den mørke rytter der nærmest svævende kom ridende imod ham. I en kort stund blev han mindet om hans usle fortid. En simpel marodør på hesteryg, i konstant søgen på de mørke guders gunst. Han væmmedes ved tanken, og priste sig lykkelig for den genfødsel hans mester havde givet ham.

Rytteren var ham nu ganske nær. Malakan stirrede afventende.
"Mesteren er ankommet", talte den med en æterisk og ugudelig røst.
Han smilede svagt bag hans maske, og ytrede dernæst en besværgelse. Han steg op på hans hidkaldte genfærds ganger og sammen red de mod lejren.

Han trådte ind i teltet hvor hans øjne mødte hans herres. "Velmødt mester Simmon, alt er forberedt som de har bedt om". Vampyren betragtede hans undersåt og dernæst den enorme skikkelse der netop var trådt ind i teltet bag ham. "Velmødt Malakan, og ligeså Enochkhai." Wightkrigeren lagde hånden på sin brystplade og gav et anerkendende buk. "Din tilstedeværelse har været savnet Dante" lød hans kolde røst, "denne ynkelige åndemaner har ikke engang formået at opretholde min halve styrke!".
Malakan var upåvirket. Han havde bevidst holdt igen med de energier der skulle styrke Wighten.
"Ingen chancer overhovedet.." tænkte han for sig selv.
"Det spiller ingen rolle gamle ven." sagde Dante med et ansigt der ikke afslørede hans humør. Han lagde hånden på hans pletløse sværd, og først da afsløredes et smil. Pacifisme er ikke en Blod Dragón værdig, og ventetiden havde været lang.
"Min herre lover at der vil blive nok til os alle".

Januar - Kapitel 2
Dante stirrede fokusløst frem for sig.
Hans første tid i Mootlandet havde ikke fornøjet ham.
Han havde endnu ikke set kamp, og de der havde kæmpet i hans sted havde fejlet gentagne gange mod de forhadte Elverfolk.

Dante havde altid ønsket en kniv i struben på disse folk.
Ulthuans sømænd havde mange gange besværliggjort hans færden mellem den gamle verden og Lustrias kyster, og at finde dem tilstede i Mootet fornøjede ham ikke.

At deres gruppering indeholdt en mager med betydeligt magiske kundskaber bekymrede ham yderligere.
"Den form for magi er mig ukendt...hvordan kan den være mig ukendt?!".
Hans tanker rasede bag hans rolige ydre.
"Og hvorfor har DU ikke oplyst mig..."
En rødlig skygge sank sig for hans øjne, og en hæs, dyb og altopslugende stemme fyldte hans inderste.

"Din tvivl beriger ikke din situation Dante, jeg har lært dig bedre."
Dante skævede over mod stenfadet på bordet nær ham. Skyggen flød fra dens overflade.
"Mester..."
Han blev afbrudt
"Elverne har til alle tider været ressourcefulde væsner, men deres arrogance har gennem tiden kostet dem mere, end deres opfindsomhed har kunnet gøre bod for.
Mageren vil knække, hans vidensbegær skal føre til troskab, en fjende skal blive et redskab."

"Ja mester...jeg forstår".
Stemmen fortsatte.
"Jeg er nært ved nu. Når natten når dig, vil jeg også".


Dante sagde ikke noget, han vidste at hans mesters ord havde tjent sit formål.
Imens mørket sank tilbage i stenfadet, rejste han sig fra sin plads ved kortet og bevægede sig ind i han sovekammer.
Trods mange af hans slags foretrak kister og dystre kældre, fandt han selv en varm seng klart at foretrække, især under givne omstændigheder.
En kvindelig skikkelse rørte på sig under et tykt lag af dyner og Arabyianske tæpper. Hun vendte sit ansigt mod ham.
"Han er her?" spurgte hun implicit.
"Når mørket igen sænker sig over Mootlandet" svarede han hende "vil jeg have udtjent min tålmodighed."
Lahmianeren smilede tilfreds og strakte en hånd imod ham.
"Fordriv dagslysets timer med mig".
Han lagde sig og skænkede dem hvert et glas.
Hans hustru fortjente intet andet end det bedste, men hans lager havde været tømt for kvalitet i flere uger.
Imens de begge satte læberne til en uelegant mixtur af Ogre og Hobbit blod, frydede de sig begge ved tanken om at deres glas' indhold snart skulle ændres.

Et andet sted i fæstningen vandrede Malakan hvileløst rundt.
Hans planer om at få Enochkhai ryddet af vejen var slået fejl, i det at de Ulthuanske elvere havde udvist større samarbejdsvilje end han havde forudset.
En beskeden sum guld var alt der skulle til for en frigivelse, og den mørke rytter var nu med alt hast på vej tilbage til fortet.

Det havde været Malakans forslag at sende Wighten med erobringsstyrken.
Han havde mærket magerens styrke og handlet, udelukkende med den intention at Enochkhai skulle blive offer for elver magerens udøde magi.

Der herskede ingen tvivl om at Wighten ville holde ham til ansvar, og Malakan vidste at hans liv lå i hans mester Dantes hænder.
Der havde været uvilje mellem necromaneren og wighten siden deres første møde.
Begge var de besluttede på at være Dantés næstkommanderene, og begge hungrede de efter den magt de ville blive tildelt hvis de beviste deres værd overfor den mystiske venekonge.
Enochkhai havde tjent Al Simmon slægten længere end Malakan.
Den anciennitet kunne kun brydes på en måde.


Dagen gik, og dybt i tusmørket hørtes tung marcheren og knurrende lyde.
Venekongen Golire og hans garde, de lustrianske flåede, var ankommet.

Siddene på en stentrone båret af reptilske muskelbundter, blev han modtaget af Dante ved fortets frontport.

Han skævede til de massive skabninger, der engang havde været den mindste slags af lustrias øglefolk.
Tvangsfodret med vampyrblod og manipuleret med mørk magi, havde de ikke længere meget tilfælles med deres gamle jeg.

Intet ord nåede at udveksles før en rød og sort røg voldsomt skød fra Golires fingerspider.
Røgen snogede sig om Dante som en slange, og løftede ham til sidst helt fra hans ben.
Det ene øjeblik følte vampyren frygt og uvished, det næste blev han overstrømmet af en altomfattende følelse: lyst til magt, lyst til kamp og lyst til blod. I hans hovede hørte han en æterisk latter, om det i virkeligheden var hans egen fandt han aldrig ud af.
Den tunge tåge havde nu lagt sig for hans føder, og holdt ham ikke længere fast.
Hans øjnene lyste med uhellig og mørk magi, og uden at han have truffet valget selv fandt han sig med trukket sværd.
Klingen skindede ligesom hans øjne, og han fornemmede den samme trang til glorværdig kamp sive fra den.
Han så på sin mester, afventende på hvad der nu skulle ske.
Så talte Golire, i et tonelege det berettede om hans tilfredshed.
"Blodhelgenen har set dit værd. Du har ventet længe nok."

[Morten C]

Du får bare stykket nogle fede modeller sammen. Du har bare at lave navne til hver og en!

[Phatmotha-phucka]

Du får bare stykket nogle fede modeller sammen. Du har bare at lave navne til hver og en!

Så løber jeg sgu hurtigt tør og må ty til knap så fluffvenlige navne

"Dystre Preben charger dine Reavers..."