Heimdell Harlequins: Blodpenge.

[Silva]

Hej, Harlequins-fans!

Først og fremmest tak til alle de fans, der på trods af måneders fravær, stadig har Harlequins Support-banneret på deres signatur. Dét er ægte fans! Tro ikke, at det ikke er blevet bemærket!

Primært nu for jeres skyld (og derefter naturligvis også til alle andre gamle og evt. nye fans af Harlequins) fortsætter historien herinde i Novelle/roman form (nu må vi se hvor lang den bliver):

B l o d p e n g e

Tre små ting til alle, der forvilder sig herind:

1. Det anbefales at læse artikelserien først, da denne historie er en slags fortsættelse til dén! Derudover er persongalleriet beskrevet i starten af den samme tråd.

2. Denne roman/novelle foregår i det univers, der er mit syn på BB-universet. Da jeg sjældent har kunne forlige mig med, at Blood Bowl som en afart af Amerikansk Fodbold foregår i et fantasy-setting, så foregår denne historie og min fortolkning af universet i et nutidigt setting. Håber læseren kan forholde sig til dette og stadig finde historien underholdende.

3. Kommentarer, ros og kritik er meget velkomne, men brug venligst den tråd, som er til de besøgendes kommentarer   Jeg vil gerne bevare denne tråd til historien alene.


Velkommen til og jeg håber I bliver underholdt!

- Silva

[Silva]

Prolog: I en kælder sort som kul.

Parkeringskælderen lå i et næsten ubrydeligt mørke, som få steder på langsiderne blev belyst af enkelte tynde lysstriber fra revner i vægge og loft. Næsten som om månelyset havde hakket sig igennem som kosmiske spyd. Kælderen havde stået ubemandet og forladt i årevis siden bygningen ovenover det store rum var blevet erklæret lukket og slukket efter det sidste jordskælv, der havde præget byen. Kontorbygningen var blevet rømmet og bygningens skæbne efterladt til bystyret, som selv flere år efter hverken havde besluttet at genopbygge eller destruere. Bygningen stod der bare som en glemt ruin fra gammel tid, og de færreste vovede sig derind af frygt for at det efterhånden slidte lig af et højhus skulle finde på at ramle sammen om ørerne på dem.
Store dele af bygningens indre kunne ses udefra gennem revner i facaden og de ydre mure. Ingen af vinduerne havde længere hele ruder og det meste møblement var blevet klunset for længst. Det mest intakte ved hele bygningen var dens kælder.

Kælderen var ikke specielt dyb. Fra gulv til loft var der ikke mere end fire meter og det var den eneste etage under stueetagen, som bygningen overhovedet havde haft: Parkeringskælderen. Engang havde det været et velholdt område med lange rækker af bærende søjler. Nu var det reduceret til et aflangt rum med bunker af grus og betonstykker spredt rundt omkring. Enkelte steder, halvt dækkede af betonklodser og grus, stod ligene af ødelagte biler. Deres karosseri var næsten tynget til ukendelighed, og de var siden hen aldrig blevet hentet... Eller også var deres ejere døde under jordskælvet.

Et sted i mørket blev den tyngende stilhed brudt af lyden af en dråbe, som ramte en vandoverflade med en gennemtrængende lyd. En lyd, der gav ekko imellem de slidte og revnede søjler i den aflange kælder. Lyden af dråbe mod overflade fortsatte med jævne mellemrum, og hver gang brød den kælderens unaturlige stilhed kort efter den havde sænket sig igen.

En slidt jerndør i den ene ende af kælderen gik tungt og langsomt op med lyden af skrabende grus mod beton, hvorefter en skygge klemte sig ind i det store aflange rum gennem den nu kun halvt åbne dør. Et udbrud af væmmelse undslap skyggen, da hans tøj umiddelbart ikke havde haft godt af at gnide sig op ad den rustne dør, og han prøvede ihærdigt at børste sig af.

- "Pokkers til situation... Hvordan havnede jeg overhovedet..." Manden mumlede for sig selv, men stilheden gjorde at hans ord var ganske tydelige alligevel mens han irriteret prøvede at daske muligt synlige rustpletter af sin frakke. Efter en kort strid mod snavset på tøjet gik skyggen langsomt og usikkert ind i rummet og prøvede at vænne sig til mørket. Det viste sig næsten umuligt, så i stedet forsøgte han at søge langs den langside, hvor de fleste striber månelys slap igennem revnerne i væggen. For hvert andet skridt han tog, så gled eller snublede skikkelsen i de spredte bunker af grus og andet affald fra dagen med jordskælvet, og dette gjorde ham øjensynligt frustreret nok til at bryde stilheden med en forbandelse eller to.

- "Stop!"

Skikkelsen stoppede så hurtigt, at det var tydeligt at se, han var blevet forskrækket. Samtidigt mistede han fodfæstet fra den bunke grus, han var nået til med sin højre fod, og han måtte klaske sin håndflade på væggen for at få en fornemmelse af balance igen. Stemmen, der havde råbt den ene hårde kommando, virkede som at komme fra mørket selv og derved ingen og alle steder fra. Samme stemme fortsatte, dog i en lidt blidere tone:

- "Det var du længe om, Lomax. Typisk for dig at tro, at din tid er vigtigere end andres."

Skikkelsen, som var Kevin Lomax, den tidligere formand for Foreningen for Bedre Blood Bowl, kiggede rundt i mørket og kunne på ingen måde placere stemmens oprindelsessted. Han prøvede at mande sig op ved at svare med påtaget dyb stemme:

- "Det er ikke fordi dit... Mødelokale... Er særligt nemt at komme frem til... Og bevæge sig rundt i! Hvor er du?"

Stemmen sagde intet, og et kort øjeblik troede Lomax at han igen var alene i den store kælder. Han vendte sit øre ud mod midten af rummet og prøvede at lytte. Intet. Kun den enlige dråbe, der igen brød en vandoverflade et sted derude.
Da stemmen talte igen var Lomax endnu engang ved at falde bagover. Hans usikkerhed viste sig primært i hans mangel på balance. Endnu engang var stemmens lokation umulig at placere i rummet.

- "Det var et værre rod du fik skabt for dig selv, Lomax. Du ved godt, at der venter dig mere end blot en bøde og en reprimande, når først myndighederne får fat på dig, ikke?"

Lomax sagde intet, men prøvede ihærdigt at få øje på stemmens ejermand. Det var nu tredje gang de mødtes, Lomax og den mystiske 'stemme', og Lomax vidste stadig ikke med sikkerhed hvem det var, omend han havde et kvalificeret bud på det. Han skulle bare lige have det bekræftet, så han havde et es i ærmet til når sagen udviklede sig. Stemmen fortsatte sin monolog:

- "Det vigtigste er dog, at Harlequins er ude af Dirty League nu. Skandalen med Sherem, mistilliden det skabte og nu fundet af smertestillende piller i misbrugsmængder hos Keshan Red-Arrow fik gjort det som det skulle. Deres træner har idag... I al ædelhed for at skåne holdets sammensætning og spillere... Taget sin afsked og taget det fulde ansvar for alle episoder... Heimdell Harlequins er kun en skygge af sig selv nu... Takket være dig, Lomax..."

Den tidligere kommissionsformand anede intet om trænerens opsigelse. Det måtte være sket mens Lomax havde ligget i skjul uden TV og aviser i et par dage. Stemmens ironi var svær at skjule, og selv dets selvtilfredse smil kunne næsten høres i måden den talte på:

- "Godt arbejde."

- "Det var aldrig en del af aftalen, at jeg skulle flygte som en anden forbryder! Mødes i kældre som en Skaven eller det der er værre! Jeg skal have flere penge for mit arbejde, og det er OVENI de penge jeg nu ikke længere har adgang til efter Kommissionen opdagede samarbejdet med Widowmakers!"

Stemmen svarede hurtigt og kontant:

- "De penge havde jeg ikke rådighed over efter jeg donerede dem til Widowmakers, så de kunne indgå den aftale med dig. De er også ude af billedet igen. De har aldrig været indblandet i dette alligevel... Nu skal du ikke få mig til at bøde for dine egne mangler... At du ikke formåede at gøre din afgang bedre planlagt er dit problem! I dag får du den billet ud af landet, som var den sidste del af aftalen og ikke et guldstykke mere!"

Før han svarede lod Lomax sin vrede opbygge et mod, som han under andre omstændigheder ikke havde haft:

- "Virkelig? Hvad så når jeg bliver fanget?... For jeg bliver fanget, når jeg ikke har penge på lommen!... Så involverer jeg dig hurtigere end en goblin, der løber på speed!... Meget lidt smart af dig!"

Stemmen blev tavs, som om den skulle vurdere om Lomax bluffede. Kevin Lomax udnyttede det til sin fordel og fortsatte:

- "Ja ja, du tror ikke jeg kan lægge to og to sammen?! At selv om du har skjult dig, så har luret hvem du er? Når jeg så fortæller hvornår møderne med min 'arbejdsgiver' fandt sted, så får du jo svært ved at finde et gyldigt alibi for de tidspunkter, ikke sandt? De finder hurtigt frem til dig... Lidian!"

Mørket var næsten totalt mens det sidste navn stadig gav ekko i kælderen. Langsomt døde det ud og Lomax troede igen at han var blevet efterladt alene. Selv da han i et splitsekund så en skygge bevæge sig i øjenkrogen hørte han intet... Før det var for sent. På få sekunder var stemmens ejermand smidigt og lydløst som en kat nået over ved siden af Lomax og med professionel hurtighed og teknik grebet fat om hovedet på den tidligere formand for Kommissionen. En lynhurtig bevægelse knækkede nakken på Lomax uden formanden fik sagt en lyd hvorefter han faldt sammen som en sæk kartofler for foden af sin morder.

Stilhed fulgte sekunderne efter, og den døde Kevin Lomax lå delvist oplyst af en enkelt månestråle, der faldt på hans ansigt med de vidt åbne øjne. Skikkelsen, der tårnede sig op over liget stod helt stille, lyttede og svarede på Lomax' sidste sætning:

- "Nej, det gør de sandsynligvis ikke."

[Silva]

Kapitel 1: Mudder og blod.

Keshan Red-Arrow rejste sig langsomt og pinefuldt op på hænder og knæ fra liggende stilling. Hans lange blonde hår hang vådt og slasket fra hans hoved og ned i alle retninger på det våde og mudrede græs på Blood Bowl banen. Regnen trommede voldsomt på hans ryg og den uendelige larm fra millioner af dråber, der bragede ned på vandpytterne som miniature-meteorer, gav ham næsten en værre hovedpine end han havde i forvejen. Han smagte frisk blod i munden og smagen blandede sig med den tunge lugt fra mudderet, som var tværet ud på hans ansigt. Keshan spyttede en stor klat slim blandet med blod og mudder ud på græsset, og den landede direkte på 45-yard linien, som han lå og stirrede på... Han kunne stadig blive overrasket over hvor store orker egentlig var... Selv deres almene linjemænd havde arme og skuldre som træstammer... Keshan rystede på hovedet og forsøgte at rejse sig i samme øjeblik, som en stor hånd på størrelse med hele elverens hoved greb fat om halsen på ham... Så stor var hånden, at pegefingeren kunne på praktisk vis dække Keshans mund. Orkens stemme var dyb og rungende:

- "Så er'd på tide a' falde igen, elvermand!"

Som om ork blitzeren havde scoret et touchdown, løftede han Keshan op i luften og tyrede ham ned i jorden igen, så vand og mudder sprøjtede til alle sider. Alt blev et virvar for Keshan endnu engang, og et kort sekund vidste elveren ikke hvor han var henne. Han hørte brøl fra tusindvis af tilskuere, regnens utrættelige brusen og hans eget hoved, der dunkede ordene 'stop-nu' gentagne gange.
Keshan var ikke sikker på han havde hørt en fløjte midt i al det andet virvar, så han forsøgte det bedste han havde lært at komme på benene igen, selv om han stadig ikke vidste hvad der var op og ned. Sekundet efter mærkede han endnu et stærkt greb, denne gang var det om kraven på hans drivvåde bluse. En stærk arm løftede ham resten af vejen, indtil Keshan igen stod ret op og ned. Lothar.
Holdkaptajnen stod badet i lyset fra to projektører, som lyste direkte på ham fra sidelinien. Han kiggede på Keshan med et hårdt omend ikke ubekymret blik.
- "Klarer du den?"

Keshan spyttede endnu engang, dog så svagt at slim, blod og mudder løb sammen om hagen på ham, før han svarede:
- "Mere eller mindre... Scorede de igen?..."

Lothar kiggede i retning af Harlequins' egen end zone og så fire orker hoppe op og brage de panserklædte brystkasser sammen.
- "Lige efter de fældede dig. To-nul og snart halvleg."

Keshan lænede sig forover og støttede hænderne på knæene. Hans vejrtrækning var tung, og hans brystkasse gjorde ondt når han trak vejret.
- "Jeg troede bare det var en venskabskamp efter vi forlod Ligaen?... Predators spiller jo som om de går efter guldet..."

Men Keshan vidste i grunden godt, at det ikke var Pesthome Predators, der spillede entusiastisk... Det var Harlequins, der spillede helt uden gejst.
Han skævede over mod deres egen endzone, hvor orkerne var begyndt at slentre tilbage for at gøre klar til kick-off. De var som en flok massive statuer af solidt klippe, der vandrede på plads med et skævt grin mod de to elvere, der stadig stod ved midten på orkernes banehalvdel. Den yderste ork, en særlig brutal blitzer; den første der havde fældet Keshan med en stormende skulder og derefter havde jogget bolden i mål, sparkede skødesløst til mudderet i retning af holdkaptajnen og den stadig pustende elver-linjemand Keshan Red-Arrow. Grinende slentrede ork-blitzeren videre til sin egen banehalvdel.
Lothar Red-Arrow klappede Keshan på ryggen og begyndte at gå tilbage til Harlequins' halvdel:
- "Det gør det heller ikke nemmere, at vi allerede har både Sherem, Karos og Isai på skadebænken... Kom så."

Keshan rettede sig op, trak vejret ind med en grimasse af smerte og luntede efter Lothar. Det var kun første halvleg og Keshan kunne næsten ikke holde sig på benene. Publikum var blevet stille og igennem den silende regn hørtes kun et par enkelte råb fra rækkerne. De fleste var nedladende buh-råb rettet mod Keshan, og de kom fra Harlequins' egne rækker. Linjemanden kørte en mudret hånd igennem det filtrede hår og skævede til holdets nye spiller idet Keshan og Lothar krydsede midterlinien. Tanthalas, Wardanceren, stod med sit blonde hår i en hestehale og havde stammetatoveringer på hele venstre side af ansigtet. Tornede mønstre, der havde oprindelse helt tilbage i den tid, hvor elverracen levede i hytter i træerne. Wardancerens hårde blik, ubevægelige stenansigt og hans tavshed var nok, tænkte den udmattede linjemand, da han havde passeret ham: Tanthalas delte publikums holdning om Keshan Red-Arrow. Keshan sukkede, nikkede til den drivvåde Galvamar, der stod klar på hans højre side lige bag midterlinien og gik i tre-point-stance klar til spillet skulle sparkes igang igen. Keshan Red-Arrow, linjemand og spiller nummer 10 for Harlequins, mumlede for sig selv og han vidste regnen ville overdøve hans ord:

- "Det bliver en lang kamp..."


---Kapitel 1 fortsættes--->

[Silva]

---Fortsat--->

Fløjten lød skingert igennem regnens brusen, da spillet blev sparket igang igen, hvorefter Galvamar og Keshan satte af, så godt de kunne, på den glatte græsbane. Den aflange bold snurrede langsomt om sin egen akse i luften, og den havde knap passeret banemidtens 50-yard linie, før orkernes linjemænd havde stormet over for at volde så meget skade som overhovedet muligt.
Galvamar tog fra med sine underarme, som han afværgende holdt på tværs foran sit ansigt, og han ramte en tacklende ork i mellemgulvet. Braget lød højt, men overdøvede ikke det dusin andre brag, der ekkoede hen over midtbanen som en togkollision. Orken rykkede sig ikke en tomme, og efterfølgende stod Galvamar og det store væsen og brydedes om herredømmet over den andens balance. Galvamars brune hår var tæt klippet i nakken, men stadig halvlangt i toppen således at regnen fik hans pandehår til at gå ned over hans øjne, mens orken stille og roligt fik rykket elveren tilbage. Galvamars fødder efterlod dybe furer i mudderet, og det var fuldstændigt nyttesløst, at elver-linjemanden gentagne gange prøvede at vade fremad og derved få kontrol over den tunge ork.

Keshan var løbet frem for at blokere en anden ork linjemand på samme måde som Galvamar, og Keshans modstander havde også gjort sig klar til at tage imod den slanke og noget lettere elver ved at løbe fremad med skulderen først. Momentet før de to spillere bragede sammen i en kollision samtidigt med resten af de to holds linjemænd, tog Keshan Red-Arrow afsæt og sprang. Elverens spring var akrobatisk og elegant på trods af hans udmattelsesniveau, og det lignede nærmest en vejrmølle uden hænder udført med en sådan gymnastisk professionalisme, at et dommerpanel havde klappet begejstret efter hans fejlfrie landing en meter bag den forvirrede ork. Da Keshan havde hoppet, var orken bremset op for at se efter ham, men tyngdepunktet for den store kolos var stadig fremadrettet, da den grønne linjemand var blevet stående foroverbøjet og med fremadrettet skulder. Dette resulterede i, at et enkelt velrettet sidespark fra Keshan fik orken til at vælte forover i mudderet med et stort plask, der sprøjtede vand og mudder til alle sider.

Næsten samtidigt var bolden på vej dybt ind i Harlequins' banehalvdel. Lothar havde endnu engang bestemt, at holdets taktik primært skulle baseres på kastespil, og derved var begge Red-Arrow brødre på banen. Droniel, Lothars yngre bror og ligesom ham selv specialiseret i lange afleveringer, havde fæstnet blikket på bolden, mens han tog langsomme og sikre skridt i den retning, hvor den ville lande. Samtidigt skævede han enkelte gange mod midterlinien, for at se hvilke gribere, der var i position, og derved følte han, at han havde overblikket, som det krævedes for at lave en sikker aflevering.

- "Jeg har!"

Lothars stemme vækkede Droniel af hans koncentration, og fik ham næsten til at miste balancen i det mudrede græs. Droniel kiggede lettere forvirret på sin storebror, som spænede frem og greb bolden få skridt fra Droniel.
Lothar havde fat om bolden med sikre hænder på trods af, at den var glat som sæbe i det voldsomme regnvejr. Droniel beundrede sin bror, og i bund og grund handlede det bare om at få holdet til at få nogle point... Men alligevel nagede det ham, at Lothar havde forladt sin dækzone for at gribe bolden i Droniels. Den yngre Red-Arrow kunne ikke lade være at overveje hvorfor Lothar havde gjort det.

Holdkaptajnen knugede sikkert om bolden med begge hænder, mens regnede silede ned ad hans ansigt og hans lange blonde hår klæbede til hoved, hals og krave. Han luntede et par skridt fremad for at komme tættere på en mulig griber, mens han prøvede at få et overblik over det masseslagsmål, der var igang på midterlinien.
Hurtigt så Lothar, at han ikke havde meget tid. Da Harlequins allerede havde tre spillere ude, så havde orkerne meget hurtigt brudt blokerings- og tacklingszonerne ved midtbanen, og der var allerede tre gigantiske spillere på vej mod ham som tre lastbiler uden førere på en motorvej. Lothar så hurtigt, at den ene af dem var Predators' stjerneblitzer og holdkaptajn Graznogg. Graznogg havde i lang tid haft den højeste drabsprocent blandt orker i samtlige Blood Bowl ligaer, så det var ikke uden grund, at publikums brølen blev højere og højere, jo nærmere den rustningklædte grønne kæmpe kom på Heimdell Harlequins' anfører. På et splitsekund opdagede Lothar Keshans krumspring og han så, at Keshans eneste mulige opdækning blev sparket i jorden af linjemanden selv. Det var nok for Lothar til at tage en beslutning.

Bolden fløj i en perfekt bue nede fra Harlequins' egen End Zone i retning af Keshan, som stod klar til at tage imod lige på den anden side af 50-yard linien.

- "Pas på!!!"

Droniels stemme overdøvede publikums hujen, og Lothar vendte atter blikket ned mod sine umiddelbare omgivelser. Det eneste holdkaptajen nåede at se, var Graznoggs grønne massive næve, der som en brosten fløj direkte ind i kæben på elveren. Lothar nåede aldrig at mærke sin krop lande i græsset.

Keshan sprang smidigt og atletisk op i luften og strakte sine arme for at gribe bolden. Sikkert og uden problemer fik han begge hænder på den og landede straks efter på banen igen. Der var slagsmål overalt omkring ham: Han så Galvamar Grunalf, der var blevet væltet omkuld og nu fik en knytnæve i ryggen af orken, der tårnede sig op over den faldne linjemand... Han så Quantir Red-Arrow, den sidste uskadte griber på holdet, ligge ubevægelig med ansigtet nede i mudderet, mens Velas og Tanthalas forsøgte at overmande den ork, der umiddelbart lige havde slået griberen til jorden... Keshan så også Tanthalas skæve irriteret over til ham, mens Wardanceren forsøgte at få kontrol over orkens muskuløse højre arm og tvinge den bag ryggen på orken selv...

Men Keshan så ikke den ork komme stormende, der havde stået som Safety dybt inde i sin egen halvdel. Elveren mærkede kun den voldsomme smerte i ryggen, da han næsten bukkede bagover af impaktet... Mærkede hvordan bolden forsvandt ud af hans greb, og hørte publikums råben som en storm, der langsomt trak sig væk, mens mørket sænkede sig over ham.


---Næste gang: Kapitel 2--->

[Silva]

Kapitel 2: En lang række skandaler

- "Hvordan har de andre det?"

Lothar kiggede på Sherem, der sad lænet forover med armen i en slynge. Der lugtede fælt af sved og indelukket muggenhed i Harlequins' omklædningsrum. Rummet i sig selv var ikke større end en fire gange fire meter kvadratisk kryptagtig betonboks dybt inde i deres efterhånden ret faldefærdige stadion. En enkelt slidt metaldør, der engang i tidernes morgen havde været grøn, førte ind til det klaustrofobiske rum og det eneste som ellers var i rummet var en lang bænk, der gik langs de andre tre vægge end den med den rustne dør. Der var intet vindue, der kunne give en anelse frisk luft. Kun en delvist defekt blæser øverst i det ene hjørne, der snurrede med en konstant klikken.

De sad fem personer på den slidte træbænk ved rummets højre hjørne... Nogle langs den højre væg og de andre langs væggen direkte overfor døren. Sherem trak på skuldrene og skævede til Lothar:

- "Isai havde det ikke så godt. Knægten var vist stadig bevidstløs, da de kørte ham på skadestuen efter kampen..."

Alle de andre i rummet; Lothar, hans forlovede Shalindra, Keshan og Galvamar kiggede alvorligt på Sherem. Isai var holdets yngste spiller. Knægten var knap nok kommet ud af de sene teenageår for en elver, og han havde allerede lidt meget overlast som en Harlequin. Sherem fortsatte:

- "...Og Karos fik en skinne på benet. Det var åbenbart noget med knæet... Han sad inde ved skabene sidst jeg så ham..."

Heimdell Harlequins Stadion var ikke bygget videre smart. Det var nærmere et sjuskejob, der var blevet betalt med de få guldkroner, som den oprindelige ejer havde haft til rådighed efter at have sammensat holdet. Det var blevet bygget oven på en billig grund, der oprindeligt skulle have været et indkøbscenter. Derved var alle opmagasinerings-rummene i dét, der skulle have været centerets kælder, allerede blevet udformet. Det førte til, at Heimdell Harlequins havde fire mindre omklædningsrum i stedet for ét stort. To tomme rum med sammensatte træbænke langs væggene (magen til rummet de fem elvere nu sad i), et lidt større, som rummede alle skabene (men ikke rigtigt siddepladser eller bænke) og så selve bruserrummet. Omklædningsrummene samt alle andre smårum var forbundet med en enkelt tværgående gang, der førte hele vejen på tværs af stadion. Uhyre upraktisk og tegn på lavt budget.

Lothar stirrede indædt og med rynkede bryn på det støvede betongulv og knyttede næverne, som om han sad og gjorde klar til at eksplodere. Eksplosionen skete dog aldrig. Han talte i stedet med lav monoton stemme, som om han i virkeligheden prøvede at kontrollere sig selv.

- "Det hele er bare så... Forkert! Noget er helt galt... Det kan ikke kun være uheld..."

Galvamar kiggede grundende på Lothar, og vendte efterfølgende blikket mod Keshan. Keshan rystede blot langsomt og opgivende på hovedet. Den unge kønne elverpige Shalindra kiggede med sine smaragdgrønne øjne på sin forlovede og lod kærligt sin hånd ae Lothars arm. Selv om hun og Sherem var søskende, så kunne det ikke ses lige med det samme. Hendes hår var langt, rødt og krøllet, hvor Sherems hår var mere brunt end egentlig rødt og havde ikke spor af krøller. Sherem kiggede blidt på sin barndomsven og kommende svoger, der ligesom de andre spillere, stadig sad i den sort/hvide Harlequins-spilledragt med skulderpladerne indenunder den store jersey:

- "Det er en lang række uheldige sammenfald... Siden træneren forsvandt har vi jo heller ikke været fantastisk motiverede, har vi?... Vi røg ud af Dirty League og så-"

Sherem tav og skævede et kort sekund mod Keshan, der med ét sad og kiggede rundt på alle andre i rummet... Ingen kiggede på ham. Alle vidste, at holdet var røget ud af Dirty League i dagene efter, at alle de smertestillende piller var blevet fundet i hans skab. Ingen sagde noget før Keshan selv valgte at bryde tavsheden:

- "I mener stadig det er min skyld, gør I ikke??"

Tavsheden blev så trykkende i rummet, at selv den konstante klikken fra blæseren i væggen virkede kærkomment. Keshan lod sig ikke slå ud:

- "Hallo!! Mener I... ...Lothar. Mener du, at det er min skyld vi røg ud? Tror I stadig på, at det er mine piller de fandt?? Efter alle de gange jeg har sagt det modsatte??"

Ingen sagde noget, hvilket resulterede i, at den altid diplomatiske Galvamar følte, at en eller anden måtte bryde den ulidelige og snart næsten uhøflige tavshed. Han kiggede lidt undskyldende på alle andre og kiggede derefter på den fortvivlede Keshan:

- "Keshan... Du ved... Det er jo lidt svært, at tage stilling, når en hel ladning vanedannende piller bliver fundet i dit skab... Og det samtidigt er så længe siden, du har været skadet på seriøst vis..."

Keshan ignorerede Galvamar og fortsatte med at stirre stift på Lothar, som om han stadig afventede svar på sit tidligere spørgsmål. Lothar kiggede op, tog sin hånd over på Shalindras og kiggede derefter på Keshan med et lidt pinefuldt udtryk i øjnene. Det var tydeligt, at holdkaptajnen ikke rigtigt vidste hvad han skulle sige:

- "Det er lidt svært, Keshan... Det hele er lidt svært for tiden..."

Galvamar klappede Keshan på skulderen samtidigt med, at Shalindra sendte den unge nummer 10 et venskabeligt blik.

Tavsheden lagde sig atter i rummet, og modløsheden føltes som en tyk dyne, der havde lagt sig over dem alle. De vidste at alt var gået galt hen mod enden af deres tid i Dirty League...
Først var Shilman Mealidil blevet stemplet som psykopat, da han havde overfaldet Lothar Red-Arrow og træneren... Derefter var Sherem blevet anklaget for dopingmisbrug; en anklage, der selvom den førte til formanden for Blood Bowl Kommissionens afsked i sidste ende, alligevel havde skadet Heimdell Harlequins' omdømme...
Efter dén anklage var det nemt at stemple elverholdet som 'misbrugerholdet' i medierne, da det kom frem, at Keshan Red-Arrow havde et enormt lager af 'Paynex' i sit skab... For at undgå en skandale, som med sikkerhed havde revet hele holdet fra hinanden, var Heimdell Harlequins' træner gennem mange gode og hårde år helt pludseligt og uden varsel trådt frem og havde taget hele skylden for de seneste skandaler: 'Ja, det var mig, der pacede spillerne til at tage præstationsfremmere'... 'Ja, jeg synes spillere med misbrug er lettere at kontrollere'... 'Nej, ingen andre vidste, at jeg havde samtaler med spillerne i enrum, som fik dem ud i de misbrug'...

Efter så mange 'indrømmelser' var det eneste anstændige også det uundgåelige: Trænerens afsked. Alle vidste at det var skuespil for at redde holdet, men ingen sagde det højt for at det ikke skulle have været forgæves. Lothar var blevet knust og havde ikke engang taget afsked med træneren på dennes sidste dag. Holdkaptajnen var gået og havde efterladt resten af holdet til at holde afskedsfesten. Tavs og med en hård mine havde Lothar forladt den synkende skude uden et eneste blik til sin tidligere ven og træner... Men alle vidste, og særligt træneren vidste, at Lothar var den, der var blevet hårdest ramt.

Økonomien var et helt andet punkt, for ejerne af Blood Bowl-holdet ville helst ikke længere røre deres investering med en ildtang, og disse mere eller mindre anonyme forretningsmænd ville næsten gøre hvadsomhelst for enten at holdet begyndte at vinde og derved tjene penge ind, eller at nogen kom og købte det... Begge muligheder var lige usandsynlige.

Midt i alle de mørke tanker brød Shalindras stemme stilheden:

- "Widowmakers... Warpspace Widowmakers!... De var involverede i doping-skandalen med Sherem og Kevin Lomax..."

Alle vendte blikket mod den unge kvindelige journalist, der havde fundet sammen i forlovelsens løfte med Blood Bowl veteranen... Eller rettere: Den unge kvindelige journalist, der var blevet forlovet med sin barndomsven og skolekæreste.

Den unge Grunalf-kvinde kiggede spørgende på de fire spillere, der kiggede forbavsede tilbage på Shalindra:

- "...Men er I sikre på, at det kun var dét, de var indblandet i?..."


----Næste gang: Kapitel 3----->

[Silva]

Kapitel 3: En aftale mellem ledere.

Den rustikt udseende trædør svingede langsomt op og afslørede et rum badet i røg fra adskillige cigaretter. Lugten, der overfaldt Droniel i døråbningen, var en blanding af stærkt sprut, billig tobak (der igen lugtede af brændte planter og hestemøg) samt en mild odeur af halvråddent havvand. Selve havneknejpen, som den unge Blood Bowl-spiller havde fundet, mens Lothar og de andre stadig sad i omklædningen, var sparsomt møbleret: Runde grove træborde, der aldrig havde set skyggen af sandpapir under deres fremstilling; stole, der matchede og en oldgammel jukebox langs den ene væg. Der var gjort et tarveligt forsøg på at pynte væggene op med diverse fotos i rammer; et tiltag, der skulle gøre det hele lidt mere hjemligt og personligt, men som i stedet fik værtshuset til at se endnu billigere ud. Selv det store 32 tommer TV, der hang i det fjerne hjørne, lignede noget, der var blevet klunset og repareret.

Ud af de i alt elleve borde var der kun tre ledige, og den lange bardisk langs den modsatte væg havde også sin del af kunderne på stedet. For Droniel var alle folk kun skikkelser igennem den tykke tobakståge, men han fik dog set, at enkelte af de piger, der gik rundt i rummet var servitricer, så han begyndte at bevæge sig hen mod et tomt bord.

Selv om Droniel Red-Arrow, Heimdell Harlequins spiller nummer fem og et af ligaens bedste kastearme, efterhånden var et relativt kendt ansigt, så værdigede de andre besøgende ham ikke den helt store opmærksomhed. Den unge elver havde dog også taget den klassiske sort/hvide spilledragt af, og han var iført en lidt slidt læderjakke, sorte bukser og et par dyre sorte kondisko han kunne gå langt i. Hans hår virkede næsten hvidt midt i al røgen, men han havde også altid været mere lyshåret end den blonde Lothar. Han lod håret sidde løst, så det kunne skjule lidt af hans ansigt, når han satte sig.

Efter at have fundet en plads tog Droniel sig tid til at se sig omkring. Det blev meget hurtigt klart, at han skilte sig meget ud fra alle de andre lurvede typer på stedet, og det faktum irriterede ham lidt, da han var i meget skidt humør og helst ville være så anonym som overhovedet muligt... Hvilket var svært, når man modsat alle andre havde langt og så velplejet hår, at det lignede noget fra en shampoo-reklame.

En ung menneskekvinde kom skødesløst hen til Droniels bord og kiggede ned på den unge kønne elver. Hun var fuldstændig upåvirket af elverens udseende, også selv om hun umuligt kunne have set kønnere fyre i det hul af et værtshus, som Droniel havde forvildet sig ind i. Servitricens mørke hår var sat op i en knold, og hendes hvide skjorte var næsten lige så grå som hendes mørkegrå arbejdsbukser. Droniel skævede op til hende og syntes hun så træt og brugt ud.

- "Hva' ska' du ha'?"

Droniel kiggede sig omkring, mest for at få et indtryk af deres udvalg siden hun nu ikke gav ham noget vinkort.

- "En rom af en eller anden art. Ligemeget hvilken slags."

- "Vi har kun én slags, hertug."

Servitricen vendte øjne af ham, drejede om på hælen og mumlede noget om 'elvere', da hun forsvandt ind i røgen, der omkransede baren. Droniel ignorerede hende, og prøvede at få et indtryk af de andre gæster uden at gøre sig alt for bemærket.
Der var primært mennesker inde i den uhumske havneknejpe, men et par enkelte halflings var der også plads til, selv om disse så lige så skumle ud som repræsentanterne for menneskeracen i rummet. En enkelt mørklødet halvelver blev det også til, noget Droniel spottede på ørerne og så det faktum, at han havde mørkt trimmet skæg omkring munden... Fuldblodselvere fik ikke skæg.
Alle de besøgende lignede enten forbrydere, motorcykelbandemedlemmer eller tabere i al almindelighed. Stedet passede perfekt til Droniels sindsstemning.

Droniel opdagede kort efter, at hans rom stod foran ham uden han havde opdaget, at den mugne servitrice var kommet over med den. Tøsen selv var forsvundet igen, og det passede den unge elver fint. Han havde brug for at drikke og sidde alene med sine mørke tanker.

Han var træt af det hele. Ikke at det var kommet pludseligt, men nu var det efterhånden blevet for meget. Han kunne ikke huske hvornår Harlequins sidst havde vundet en kamp, og alene dét var nok til at frustrere den konkurrencemindede elver så meget, at han knugede hårdt om sit snavsede glas. Han tog en tår og tænkte på, hvor elendig holdets ledelse var efterhånden. Træneren var væk... Ikke at det gjorde den store forskel, for de havde tabt kampe længe før han havde valgt at gå af... Der var ikke taget tiltag til en ny træner, så indtil videre var der overhovedet ikke styr på træningsdage, træningstider eller andet... Men det var godt det samme, for der var alligevel ingen udsigter til kampe lige foreløbigt... Og så var der Lothar... Hans storebror... Stjernespilleren... Holdkaptajnen... Droniel stirrede uden at blinke og med rynkede bryn hen over kanten på sit glas og nærmest igennem væggen... Hans knugede hånden til en knytnæve på bordet, mens tankerne om hans bror væltede ind over ham... Hans bistre ansigtsudtryk ville overbevise enhver om, at han var ved at lade op til at hamre hånden igennem den tykke bordplade, men i stedet slappede han af og tog endnu en slurk af sin drink. En hæs og næsten gurglende stemme lige ved Droniels øre fik ham vækket tilbage til virkeligheden:

- "Er du ved at skylle endnu et nederlag ned, Red-Arrow?... Så må du jo være fuld hele tiden."

Droniel vendte hastigt hovedet, samtidigt med at lugten af råddent affald ramte hans sarte næsebor. Den unge elver stirrede direkte ind i en skavens rotteagtige fjæs, der var lidt for tæt på til at Droniels mave kunne overkomme det. På trods af røg, stank og en pludselig kvalme genkedte Droniel rotten med det samme:

- "Schysz... Det kunne kun være dig, siden en mødding ikke kan tale..."

Droniel spillede med vilje lidt overmodig, selv om han var på udebane i alle henseender. Han var i en bydel han normalt aldrig besøgte; han var langt hjemmefra og ingen vidste i realiteten, hvor han var henne.
Elveren opdagede hurtigt, at Schysz ikke var alene. To andre skavens stod sammen med ham.

- "Du er langt hjemmefra, elver... Selv udenfor banen er du elendig til at vurdere dine chancer..."

Droniel kiggede på de to andre skavens og så, at den ene var boldsparkeren Queerck. Queerck var altid i hælene på Schysz og var den mere brutale af de to. En kendt slagsbror, hvilket man kunne se på den ene flækkede fortand og en række ar på hans rottesnude. Sparkeren stod allerede klar til at hoppe på Droniel selv om skavens generelt ikke går elvere længere end til mellemgulvet højdemæssigt.
Den tredje skaven stod lidt i baggrunden og øjnede Droniel med et tænksomt blik. Droniel genkendte næsten ham før de to andre, da det var Swift, holdkaptajnen hos Rambling Rodents. Alle tre skavens var holdkammerater og stod nu rundt om Droniels bord og lugtede af ballade ud over deres konstante stank af affald. Droniel kiggede sig hastigt rundt i rummet, men der var ingen der kiggede. Det var ret tydeligt, at alle var uinteresserede i hvad der måtte ske ved deres bord, og få ville gøre noget, hvis de tre skavens skulle springe på den unge elver. Droniel overvejede sine muligheder mens han holdt rotterne hen med snak:

- "Gider I finde et andet bord? Det her er optaget af mig og min følsomme lugtesans."

---Kapitel 3 fortsættes nedenfor--->

[Silva]

Queerck tog et hurtigt skridt fremad, så bordet tippede, og rommen væltede, men Swift greb hurtigt fat i den brede skavens skulder og stoppede hans videre fremgang mod Droniel. Schysz gnækkede spøgefuldt:

- "Mærkeligt, at du ikke er vant til grimme lugte siden Harlequins stinker til Blood Bowl!"

Droniel rystede på hovedet og viste ligegyldighed med et arrogant blik i retning af baren, da Swift afbrød med en hæs stemme, der var mere ondskabsfuld end Schysz' drillende tone:

- "Det er måske kun Droniel Red-Arrow, der stinker... Jeg husker ikke, at Lothar Red-Arrow har fumblet to bolde i træk i samme kamp..."

Droniel kiggede direkte på Swift, men sagde ikke noget. Legen var forbi for elverens vedkommende, men Swift så heller ikke hverken spøgefuld eller drillende ud. Skaven-kaptajnen var gravalvorlig:

- "Og nu hvor Lothar Red-Arrow ikke magter lederskab for sit hold mere, så har lillebror ikke engang bollerne til at tage hånd om ledelsen af jeres ynkelige hold..."

Droniel kiggede Swift direkte ind i de smalle gnaverøjne.

- "Hvad ved du om mine planer for holdets fremtid eller om mine evner som leder, rottefjæs? Du ved jo ikke engang om du er holdkaptajn imorgen, nu hvor Nimble er ved at være en større stjerne end dig..."

Droniels sidste sætning var en anelse mere end hvad den forfængelige Swift kunne klare, og han greb fat om kraven på elverens læderjakke. Queerck bragede begge klobesatte hænder i bordet og knurrede. Den lidt mindre Schysz kiggede afventende på optrinnet med et snedigt smil om munden. Ingen af kamphanerne sagde et ord, men der hørtes en lav konstant knurren fra Queercks strube. Swift og Droniel stirrede hinanden i øjnene med hovederne få centimeter fra hinanden. Det var Schysz, der brød den testosteronfyldte tavshed:

- "Hvis det er dig, der retmæssigt bestemmer over Harlequins... Så udfordrer Rodents jer til en revanchekamp med dertilhørende vinderpulje! Accepterer du... Store leder?"

Både Swift og Droniel kiggede på Schysz og de stridende spillere slap hinanden. Swift kiggede hurtigt tilbage på Droniel igen og smilede et smil, der blottede det skarpe tandsæt i hans store rottelignende mund:

- "Ja, Red-Arrow... Vi har som oftest en kontrakt på os i tilfælde af, at der dukker en mulighed op for en 'ekstra' kamp... Din underskrift er lige så bindende som Lothars, da du jo er leder i hans fravær..."

Droniel blev mere og mere arrig, og et kort øjeblik syntes rotterne, at kunne skimte en skjult personlighed bag elverens hadefulde blik.

- "Jeg er ligesåmeget leder som Lothar er... Hvad enten han er der eller ej. Med spillerpositionen, vi begge har, følger lederposten!... Lad mig se den kontrakt!"

Queerck bakkede lidt væk fra bordet, da Schysz trak et par lettere krøllet sider frem fra sin sorte lærredbluses inderlomme. Rundt omkring på kontrakten var der fedtpletter, men alt virkede umiddelbart læseligt. Droniel tog langsomt kontrakten mens Schysz og Swift udvekslede smil og blikke.
Efter at have læst kontrakten igennem kiggede Droniel på Swift:

- "Det er mange penge i puljen... Det vil næsten tømme Harlequins' konto."

- "Kun hvis I taber, Red-Arrow" svarede Schysz hurtigt. "I kan så fordoble jeres indestående, hvis I vinder. Tør du tage beslutningen... Eller skal du lige hjem og spørge storebror først?"

Droniel kiggede fra den ene skaven og til den anden for til sidst at vende blikket mod kontrakten igen. Harlequins havde brug for pengene og for et comeback. Rodents var bare ude efter at score kassen på en kamp ved siden af Dirty League, sikkert for at kunne forbedre deres position i ligaen med et par ekstra tusind guldkroner. Den unge elver var ligeglad. Desuden kunne Droniels underskrift på den kontrakt også være springbrættet til noget helt andet for ham selv... Noget han havde planlagt i noget tid.

Schysz rakte langsomt en slidt pen i retning af den unge elver, som hurtigt greb den og skrev under på kontrakten. Swift grinede ondskabsfuldt, vendte sig om og begyndte at forlade bordet efterfulgt af Queerck, som brummede 'Fjols' før han vendte sig om for at følge sin holdkaptajn. Schysz snuppede hurtigt den underskrevne kontrakt ud af hånden på Droniel, grinede kort og bukkede et sarkastisk høflighedsbuk.

- "Tak for deres signatur, Deres Majestæt..." Schysz brød ud i latter og fulgte efter sine to venner, mens han råbte tilbage til Droniel:
- "Vi ses på Blood Bowl-banen, elver!"

Droniel sad alene tilbage ved bordet mens tankerne fløj igennem hovedet på ham, at han kun halvt om halvt ænsede Nyhedskanalen, der kørte på værtshusets slidte TV i baggrunden. Journalisten, et aldrende menneske ved navn John Mad-Dog, stod og talte foran Harlequins' Stadion. Mad-Dog stod med solen i øjnene og den gav genskin på hans brillestel og hans hvide hår. Han var et af de mennesker, der ikke var blevet skaldet på trods af hans fremskredne alder. Jornalisten fortsatte ufortrødent sin reportage:
-"...og efter træneren sagde op, så ser fremtiden virkelig sort ud for det bundplacerede elverhold. Jeg har spurgt et par fremtrædende personligheder om deres syn på sagen."

Billedet skiftede og viste en mand med sort tilbagestrøget hår bag et skrivebord. Han var klædt i jakkesæt og havde et usædvanligt skarpt blik i øjnene. Ved første øjekast ville man tage ham for at være mafiachef. Nederst på skærmen stod der: Milton, John - Formand for Kommissionen for Bedre Blood Bowl.

- "Efter min forgænger Kevin Lomax' uheldige afgang, så har vi i 3B Kommissionen ikke haft tid til at beskæftige os kun med Harlequins. De er trods alt kun ét hold ud af mange vi skal se efter, men det er da beklageligt for dem, at det er gået dem så skidt. Vi kan jo kun håbe, at de klarer skærene."

Billedet skiftede endnu engang og viste en aldrende elver med et lidt benet ansigt, isblå krystalklare øjne, hvidt tilbagestrøget kort hår og et mørkt jakkesæt. Elveren stod umiddelbart lige udenfor en byggeplads. Nederst på skærmen stod der: Demial Grunalf - Medejer af 'MG-Entrepenørerne' - Far til Galvamar Grunalf.

- "Naturligvis er jeg da ked af, at det går så skidt for Heimdell Harlequins. Jeg håber blot det bedste for holdet og beder til, at de klarer sig igennem disse hårde tider."

Billedet skiftede til et skærmbillede i kaos. Tilskuere, primært mennesker, hoppede rundt, kravlede hen over hinanden, rakte ud efter kameraet, daskede til mikrofonen og råbte i munden på hinanden. Til sidst lykkedes det både kameraet at fokusere på et banner, hvorpå der stod 'Widowmakers Ultrafans' og mikrofonen at få en udtalelse fra én af de mange fans: En ung skaldet fyr malet rød og sort i ansigtet med et virvar af tykke penselstrøg.

- "Wiiiidoooooowmakeeeers!!!!..." En kort pause fulgte, hvor den unge entusiast prøvede at høre hvad journalisten bag kameraet sagde og fortsatte:

- "Harlequins?? Det er da for sejt, at de snart ryger helt på røven! Ud med dem! Det er altsammen Widowmakers' fortjeneste! Wiiiidoooowmakeeeers!!!"

Nyhedskanalen skiftede til en række reklamer, som indikerede at reportagen var slut. På dette tidspunkt stod Droniels bord tomt.

----Næste gang: Kapitel 4---->

[Silva]

Kapitel 4: Et uofficielt interview.

Fortovscaféen var fyldt til bristepunktet, og bordene virkede næsten for små til mere end to personer. Vejret var også udmærket på trods af den kraftige regn, der havde fejet hen over landet dagen i forvejen, da Harlequins havde spillet deres kamp mod orkerne fra Pesthome Predators.
Shalindras bord stod helt ude ved fortovskanten langs den yderst befærdede gade, og den lille bordplade kunne lige akkurat rumme de to små kopper kaffe, da den var gennemboret af en enorm stribet parasol. Overfor den unge elverpige sad en ældre mand; menneske, og kiggede sig stille og roligt omkring for at få et overblik over det livlige gadebillede. Cafébordene lige rundt om det umage par så nærmest ud som om, de forsøgte at drukne dem i en blanding af fortovsmøblement og gæster; noget som passede den unge kvinde fint. Hun ønskede netop at falde i ét med alle andre, selv om hun nu sad og delte en eftermiddagskaffe med et menneske, der så langt ældre ud end hende selv.

Shalindra sad med hænderne på skødet og kiggede spørgende på sin ledsager:

- "Hvad mener du, John?"

Den aldrende mand var journalisten John Mad-Dog, et af de helt store fyre indenfor den populære sportsjournalistik, og lige netop John Mad-Dog havde fulgt Heimdell Harlequins tæt under deres turbelente tur igennem Dirty League. Hans hvide hår var pænt redt, hans tøj altid meget præsentabelt omend på samme tid afslappet, og hans briller var tydeligvis i den dyre ende af skalaen. Hans stemme var dyb og myndig:

- "Jeg mener, at du muligvis kan have ret..."

Shalindra lyste en anelse op, hvorefter John fortsatte:

- "...MEN det kan også være, at det er en and, Shalindra. Du ved jo hvordan det er, når man følger en historie på instinkt."

Den unge pige nikkede tankefuldt og kiggede ud på den travle hovedgade, mens både biler, cykler og fodgængere passerede som en flod af kaotisk bevægelse. John smilede overbærende til den unge pige, som han dog godt vidste havde levet længere end ham, da elveres levetid er markant længere end menneskers. Dog modnes de også dét langsommere. John fortsatte:
- "Men det er værd at kigge på, vil jeg mene... Det interesserer mig... Men det vidste du jo godt, da du valgte at ringe til mig. Jeg skrev jo artiklerne, der fældede Kevin Lomax."

Shalindra smilede anerkendende til sin erfarne kollega. Selv om John 'kun' havde sportsjournalistik, og Shalindra primært skrev om økonomi, så var Johns artikler meget respekterede blandt journalister. John overskred ofte grænsen mellem sportsjournalistikkens anmelderstil og kriminalreporterens opsøgende og efterforskende metoder. Han tog en slurk af sin kaffe og kiggede borende på Shalindra:
- "Hvad havde du i tankerne?"

Shalindra blev paf et kort øjeblik, da hun pludseligt følte, hun stod med ansvaret for en beslutning, der skulle føre til et eller andet, hvis ikke sagen skulle droppes alt for hurtigt. Hun lænede sig lidt frem hen over den alt for lille bordplade og talte så lavt, at hendes stemme næsten forsvandt i larmen fra fortovscafé og rotteræs:
- "Du har tæt kontakt med mange folk inden for Blood Bowl verdenen, der ikke taler med hvem som helst.... Du kan skaffe mig et interview med Tristan Vega fra Widowmakers, så jeg kan spørge ham om et par ting, kan du ikke?"

John Mad-Dog kiggede vantro på Shalindra:
- "Og du tror han bare lige vil fortælle dig alt, hvis du spørger ham?"

- "Måske... Hvis jeg spørger på den rigtige måde."

Shalindra så et kort øjeblik trodsig og skråsikker ud, men hun vidste heller ikke, at John (allerede da han sagde sin tvivlende sætning) tænkte, at hvis nogen rent faktisk kunne få Vega i snak, så var det den smukke unge elverpige. Mad-Dog sukkede dybt og kiggede på det ene nabobord. Et kærestepar var så optagede af hinanden, at den aldrende journalist ikke sænkede stemmen synderligt:

- "Vega er en indbildsk, selvtilfreds, egoistisk, skørtejagende playboy, men han er også en stolt playboy... OG professionel. Dét må man lade ham. Hvis der er lusk i spillet, så er jeg ikke sikker på, at han er direkte indblandet eller at han bifalder det... Så Vega er et godt valg... Og jeg har allerede halvt om halvt en aftale om et interview med ham. Han er slet ikke typen, der siger nej til, at jeg bringer en ung pige med mig..."

John smilede til elverpigen, som drak en slurk af sin kaffe og kiggede ud på den stadigt stigende myldretidstrafik.

...


Alle der kendte til Blood Bowl kendte til Tristan Vega, hvad enten man var fan af Warpspace Widowmakers eller ej. Han var den evige mediefigur, som man kunne finde i utallige versioner actionfigurer, reklamer og i hver uges sladderblade. Alle vidste hvilken type han var, og hvilket rygte han bar på; et rygte han plejede, som en gartner plejer en rosenbusk.
Men intet havde forberedt Shalindra på den ægte vare: Fra øjeblikket Shalindra Grunalf trådte ind på hotelværelset sammen med John Mad-Dog, havde Blood Bowl spilleren klædt hende af, slugt hende med øjnene og spyttet resterne ud. Hans blik veg stort set aldrig fra den unge pige, selv da han trykkede hånd med John.

- "Hej, Tristan. Tak fordi vi måtte komme." John prøvede at få øjenkontakt med den store spiller, men Vega kiggede kun på Shalindra med et sultent blik og et slesk smil om munden.

- "Altid, John-dreng. En aftale er en aftale. Kom ind med jer! Slå jer ned!"

Tristan Vega var en meget stor spiller. Hans torso havde en unaturlig stor størrelse for et menneske, og den mindede mest Shalindra om en orks kolossale kropsbygning. Så meget desto mere virkede det næsten lidt komisk, at han gik rundt i en hvid badekåbe, der umiddelbart var for lille til ham.
Blitzerens kraftige hage og generelle flotte udseende fik de fleste menneskekvinder til at falde i svime over ham, men Shalindra kunne ikke finde det mindste tiltrækkende ved holdkaptajnen. Heller ikke da han blidt og på galant vis tog hendes hånd og kyssede den:
- "Og du er?"

Shalindra prøvede at smile det bedste hun havde lært, og prøvede at sende ham et forførende blik. Den unge elverpiges skønhed ramte plet, selv om det var rent skuespil:
- "Shalindra Grunalf. Journalist."

- "Så håber jeg du kommer for at stille mig de rigtige spørgsmål, skat..." Vega blinkede til hende, og vendte sig med en adræt bevægelse for at gå efter John ind i rummet. Shalindra smilede blot på trods af den kvalme den sleske Blood Bowl spiller fremkaldte hos hende.

- "Sæt jer ned. Drinks?"

Vega havde en flot suite på et af byens dyreste hoteller, og han havde en bar med større udvalg end de fleste barer inde i byen. Et glasbord stod mellem en sofagruppe, alle af sort læder, og dér stillede Vega tre glas og en flaske whisky af den dyre slags.
Da alle tre havde sat sig, rømmede John sig og kiggede først på Vega og så på Shalindra:

- "Ja... Sagen er den, Tristan, at det faktisk er Shalindra, der gerne vil vide lidt om dig, så jeg vil lade hende lægge ud."

Vega lænede sig interesseret frem i stolen og kiggede indtrængende på Shalindra med et smil om munden. Den unge elverpige rømmede sig lidt og kiggede usikkert på sin kollega, men tog sig hurtigt sammen. Hun tog sin mobiltelefon frem, satte den til at optage samtalen som en diktafon og lagde den synligt på bordet foran sig, så Blood Bowl spilleren kunne se, at samtalen blev optaget.

- "Ja, hr. Vega-"

- "Tristan, skat. Kald mig Tristan. Du kan ligesågodt vænne dig til det allerede nu, for hvem ved, hvad vi laver om en times tid?" Blitzeren smilede sit konstante playboy-smil og blinkede til pigen med hvad han selv måtte mene, var en enorm maskulin charme. Shalindra smilede forlegent, mens det vendte sig inde i hende, at skulle høre på Vegas selvfede udtalelser.

- "Ok... Tristan... Det hele ser jo ud til at gå fantastisk godt for Widowmakers: Ubesejret hold, pengene strømmer ind og I har ingen problemer med at få sponsorer eller andet. Økonomien for jer som spillere og som hold er jo i dén grad sikret, er den ikke?" Shalindra lavede en hurtig gestus ud mod hotelværelset for at understrege sin pointe. Tristan lukkede øjnene, nikkede og smilede et selvtilfreds smil. Shalindra fortsatte:
- "Jeg tænker nok: Hvor ligger jeres udfordringer nu?"

Vega trak vejret dybt og lænede sig tilbage på sofaen med sin drink i hånden og nikkede anerkendende, som om det var et rigtig godt spørgsmål.

- "Tja, skat... Jeg kan jo ikke lide at prale, men vi har jo sådan set det hele nu. Vi har stakkevis af pokaler, og vi kender jo udfaldet af en kamp allerede inden vi går på banen... Holdene tør ikke møde os mere, så udfordringen ligger mere i at finde modstandere mere end at besejre dem!" Vega grinede et dybt og rungende grin før han tømte sin drink i ét drag.

Shalindra nikkede interesseret, og så ud som om hun tænkte noget igennem. John Mad-Dog kiggede afventende på hende, mens Tristan Vega skænkede sig selv endnu en drink.

- "Jamen, så kommer jeg uvilkårligt til at tænke på et af jeres modstandere i Dirty League: Heimdell Harlequins. De fik jo en overgang spilleforbud pga. en dopingskandale. En sag hvor det umiddelbart indikeredes, at I muligvis havde været indblandet, ikke?"

Vega smilede et lidt bittert, men ikke helt uimponeret smil til John Mad-Dog og pegede på den aldrende journalist.
- "Jo da. Det er jo John-drengen, der skrev den artikel, der afslørede en eller anden 'sammensværgelse', ikke?" Vega lagde et ironisk tryk på ordet 'sammensværgelse' og fortsatte:"Og det uden han på noget tidspunkt valgte at ringe til mig... Det sårede mig sgu' lidt, John: At du kunne skrive sådan en artikel uden stjernen på holdet blev interviewet."


---Kapitel 4 fortsættes nedenfor--->

[Silva]

John smilede et overbærende smil til Vega, som gengældte det med et blink til Mad-Dog, hvorefter han rettede sin opmærksomhed mod Shalindra igen. Shalindra skulle til at fortsætte sin spørgerunde, da Vega hurtigt udbrød:

- "Hov, skatter... Nu ved jeg hvem du er. Du er taberen Red-Arrows dame, er du ikke?... Så er det derfor du lige bringer Harlequins på banen her..." Vega brød ud i en latter.

Shalindra blev tavs i et splitsekund og vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Hun vidste, at det ville være dumt at benægte det, da det ville skade hendes troværdighed, nu hvor Vega havde luret, at hun var Lothars forlovede; så hun valgte det smarteste i hendes situation: At fortsætte interviewet af Vega, som om det aldrig havde været et problem for hende, at hun var Lothars forlovede i dette henseende.

- "Ja, Lothar Red-Arrow og jeg er forlovede, og har været det i noget tid nu."

- "Og alligevel sidder du her og flirter med mig, skat?... Tsk tsk, han må virkelig være en taber på alle områder." Tristan Vegas nedladende måde at se og tale til hende på gav hende lyst til at flå blitzeren i stykker, men hun opretholdt facaden, da det lige i det øjeblik var vigtigere at få oplysninger, end at skulle forsvare sin stolthed. I stedet ignorerede hun Vegas sidste udtalelse, og fortsatte sit spørgsmål:

- "Da Heimdell Harlequins fik det spilleforbud, så blev det fremlagt, som om Widowmakers havde betalt Kommissionen for Bedre Blood Bowl for at køre hele det forløb. Var I bange for Harlequins som modstandere i ligaen?" Shalindra prøvede at lyde en anelse nedladende i sin ellers neutrale tone.

- "Bange??! For Harlequins??! Sig mig, hvilken isoleret skov boede du i, min lille elvertøs, siden du kan lukke den slags mundgejl ud af dine ellers frække små læber??"

Shalindra krummede tæer over Vega. Selv når han var irriteret, talte han til hende som et sexobjekt. Shalindra kørte på mens emnet stadig var varmt, og Vega stadig var klar til at bryde ud i endnu flere verbale forsvar af sin stolthed. Shalindra hævede også stemmen denne gang:
- "Men hvis I ikke var bange for at Harlequins skulle tage jeres position i ligaen, og I samtidigt var begyndt at savne modstandere, der turde spille mod jer, så giver det overhovedet ikke mening, at I betalte 3BK for at sylte sagen og holde Harlequins udenfor ligaen! Hvorfor gjorde I det så?"

- "Hvem siger også, at vi gjorde det, skattebasse??"

Vega svarede hurtigere end han egentlig selv nåede at opfatte. Samtalen var blevet til et for hurtigt ping-pong mellem spiller og journalist til at ordene var blevet specielt velovervejede. Nu kiggede John Mad-Dog, skribenten af artikelserien, der havde lavet Widowmakers-afsløringen, særligt interesseret på Tristan Vega. Blitzeren lænede sig tilbage, tog en slurk af sin drink og smilede et næsten hemmelighedsfuldt smil. Efter han havde fået lov til at opfatte, hvad han egentlig havde sagt, så virkede han ikke specielt tynget af sit udbrud. John kiggede undrende på blitzeren:
- "Jamen, hvis I ikke gjorde... Hvorfor så de møder med Lomax og 3BK?... Og hvorfor gik han under jorden, da jeg skrev, at pengeoverførslerne til ham var fra jer?"

Vega trak skødesløst på skuldrene.
- Hvem ved?... Han må jo være blevet bange, den svækling."

Shalindra lænede sig frem og kiggede undersøgende på Vega. Hun kunne ikke lure om han løj, så hun prøvede sig frem:
- "Men hvis det ikke var jer, der var interesserede i at få syltet sagen, og det derfor ikke var jer, der overførte de penge, hvorfor så mødes med 3BK omkring sagen? Hvorfor så ikke melde ud at I var uskyldige, da John afslørede sammenhængen mellem jer og Lomax i sagen om Sherem? Det giver overhovedet ingen mening, det du siger."

Vega kiggede alvorligt på Shalindra med sit whiskyglas i hånden. Hans kraftige hage viste muskelspændiger som om han bed hårdt sammen, mens han grundede over tingene. Et par øjeblikke efter pegede han på elverpigens mobil:
- "Sluk den der."

Vega stirrede intenst på Shalindra med et enkelt hævet øjenbryn, hvorefter hun slukkede for mobilens optager. Blitzeren kneb øjnene sammen og lod sit blik gennembore Shalindras øjne som en skakspiller, der lurer en modstander af. Et kort øjeblik virkede den store Blood Bowl-blitzer næsten intelligent.

- "Det eneste jeg kan fortælle dig er, at du har ret, skat. Widowmakers havde absolut ingen grund til at bruge tid, energi og penge på at skulle fjerne et så dårligt hold som Harlequins fra ligaen. Faktisk kunne vi ikke være mere ligeglade med de svagpissere... De skadede sig selv mere end de skadede andre på banen... Og hvad betalingen til Lomax angår..."

Vega var stadig holdt op med at smile sit sleske smil og kiggede alvorligt på både Shalindra og John, da han sluttede sin sætning:
- "Den overførsel er aldrig lavet fra Widowmakers konto".

John kiggede undersøgende på Tristan Vega, men Shalindra rystede på hovedet:
- "Det er jo nemt nok at sige, når du ved vi ikke har adgang til at se jeres kontooverførsler."

Vega kiggede irriteret på den unge journalist:
- "Ja? Det er ikke det sværeste i verden, at give jer mulighed for at se de overførsler, skatter! Som jeg siger til dig: Det var ikke os der var interesserede i at skabe eller sylte den sag med Sherem Grunalf. Derfor var det heller ikke os, der betalte for det!"

...


- "Det forstår jeg overhovedet ikke noget af!" Lothar kiggede fra Shalindra til John Mad-Dog. "Det vil sige, at det gik modsat af hvad du troede, Shali? Du prøvede at finde ud af, om de havde stået bag mere end bare sagen med Sherem, men nu viser det sig, at de måske ikke engang stod bag dén?"

Både Shalindra, John og Lothar stod og talte lavmælt i det store omklædningsrum med alle skabene under Harlequins' stadion. Rummet lå hen i total stilhed. De grønne metalliske skabe var på højde med John Mad-Dog, der var en anelse højere end den gennemsnitlige elver, og alle skabene stod i lange rækker ned ad det aflange betonrum. Lyset var ret sparsomt, og et af pærerne blinkede med en knurren, hvilket efterlod den fjerne ende af rummet i et skummelt halvmørke.

- "Det kan egentlig godt give mening," begyndte Mad-Dog og rettede på sine briller "for Widowmakers har lige fået lavet et tip top moderne stadion i nyeste design, og det må alligevel have tømt kontoen noget. De ville ikke have lyst til at bruge pengene på at skulle fjerne nogle modstadere, de alligevel kunne slå på banen uden problemer... Ikke for at lyde provokerende, Lothar."

Lothar kiggede lidt irriteret på den ældre mand, men rystede hurtigt irritationen af sig. Shalindra tog Lothars hånd:
- "Men vi har fået en aftale med Widowmakers. Vega sagde han kunne bevise sin påstand og vi kan sikkert få flere svar, hvis vi får fat på fyren, som Vega henviste os til: Arnie Payne. Widowmakers' læge og delvist økonomisk ansvarlige. Det bliver min og Johns næste træk, ikke John?"

Mad-Dog nikkede samtykkende, hvorefter alle tre forlod omklædningsrummet.

Øjeblikket efter døren lukkede, trådte en skikkelse frem fra det mørke hjørne, og kiggede skumlende på den nu lukkede dør, som de tre venner var forsvundet ud af. Shilman Mealidil huskede John fra dengang journalisten ville have ham til at udtale sig om balladen på hospitalet. Hele sagen hvor Shilman havde overfaldet Lothar og træneren og efterfølgende var blevet anholdt. Linjemanden vidste, at når John Mad-Dog først undersøgte en sag, så stoppede han ikke før han fandt noget substans, og Lothars kvinde var om muligt værre. Den unge spiller med det skadede kraveben bankede irriteret en hånd ind i den nærmeste skabslåge, mens han mumlede for sig selv:
- "Opsøge Widowmakers igen, så I kan få flere svar, siger I...?" Shilman forvrængede ansigtet i en aggressiv grimasse:

"Forbandede snushaner..."



---Næste gang: Kapitel 5--->