Heimdell Harlequins: Mod Alle Odds

[Silva]

Hej til alle besøgende.

Her er endnu et forsøg på at starte en lille føljeton op i sammenhæng med den liga, Harlequins nu deltager i. Det vil være små afsnit, der postes her og der, når tiden tillader det.

De vil ligeledes være forbundet til det 'univers', jeg skaber igennem Blood Bowl Liga Nyt. Disse små historier har intet andet formål end at underholde hvem der end kommer herind og at levendegøre mit lille elverhold i de perioder, hvor jeg deltager i en Blood Bowl liga.

Jeg vil dog gøre mit yderste for at skabe et plot, der giver lyst til at læse videre

Vel mødt. Her begynder:

Heimdell Harlequins:

Mod Alle Odds

[Silva]

'Den Glade Skinke' var et værtshus, hvor øretæverne altid hang i luften.

Åbnede man den tunge trædør, blev man indledningsvist overmandet af tyk tobaksrøg, hvorefter lugten af sved og stærk alkohol sneg sig med. Møblementet var groft og svært gammeldags og servitricerne klædt på som dagen derpå en traditionel Ølfest - med svinske forklæder og rander under øjnene. Gulvet var uhøvlet og stænket med gammelt blod. Stedets ejer, Archibald Snout, der dagligt stod bag baren, var uden tvivl grunden til etablissementets ironiske navn. Han lignede et menneskeligt vildsvin og havde alt andet end smilefolder på de slappe, behårede kinder.

Alt i alt var det ikke et sted, man besøgte for den gode kulinariske oplevelse og service.

Medmindre man var Blod Bowl spiller. Så var stedet perfekt.

'Den Glade Skinke' var netop den lokale ligas foretrukne stamsted og alle i ligaen - trænere, spillere, cheerleaders og dommere - frekventrede det med jævne mellemrum. Fans blev oftest ekskluderet ved døren af dør-ogren Kornum, da det ellers ville blive umuligt at få en sjat mjød i fred. Fans ville oversvømme beværtningen for at drikke med deres yndlingsspillere, eller tæve modstanderholdets stjerner. Ikke at det var en sjældenhed mellem de professionelle, men så var der i det mindste sat en eksklusiv grænse for hvem, der skulle lægge hånd på en højt betalt Blood Bowl spiller.

Derfor var 'Den Glade Skinke' ligaens in-sted.

Aftenen, hvor Lothar Red-Arrow sad i en af de skumle båse, var en af de rolige af slagsen. Et par fulde skaven var faret i totterne på hinanden og havde bidt, hylet og skreget indtil Kornum havde grebet dem i halerne og slynget dem ud. Senere havde en orc peget på rengøringshjælpen og påstået, at 'han var dommeren, der havde fået ham udvist' og havde hamret den spinkle mand i gulvet med hans egen moppe. Også den orc blev høfligt, men bestemt, eskorteret ud - dog i bevidstløs tilstand.

En barde sad med en lut ved ildstedet og klimpede en monoton kærlighedssang. Flammerne knitrede. Krusene klirrede. Enkelte sang fuldemandssange. Andre skændtes højlydt.

Lothar kiggede på sin bror Droniel, der sad halvt i skjul af skyggerne. Ved siden af Droniel sad deres barndomsven og medspiller hos Heimdell Harlequins, Sherem Grunalf.

- "Indtil videre fungerer den ændrede taktik fint," begyndte Lothar i sin holdkaptajn-tone. Droniel tog sig til kæben, der var støttet af en klodset halskrave. Munden var lukket i et bid om en skinne, der fik hans læber til at se hævede ud. Normalt var han snakkesalig, men efter kampen mod Badrock Bricks, dæmpede hans brækkede kæbe for talestrømmen.

- "Ja, jeg ved godt, at det ikke er perfekt," fortsatte Lothar. "Men du må indrømme, at vi før i tiden havde mistet mere end én enkelt spiller på en kamp mod ogres!"

Droniel trak på skuldrene og fortrak en mine, der umiddelbart gav broderen ret.

- "At du er blevet catcher og at vi fik trænet Keshan og Sherem i blitz-positionen har båret frugt. Vi vandt og har faktisk et fodfæste, der kan føre os videre!" Lothar var afdæmpet, men tydeligt entusiastisk. Han skævede til den rødhårede Sherem, hvis markerede skuldre havde gjort ham bredere at se på. Så fysisk intimiderende en elver nu kunne blive. Blitzeren nikkede:

- "Jeg er overrasket over, hvor godt Keshan og jeg har klaret os, selv om vi ikke er særligt erfarne i blitzer-positionen," sagde han og lænede sig derefter frem, som for gøre samtalen mere intim. Lothar og Droniel lænede sig ligeledes frem som en reaktion på Sherems bevægelse.

- "Men hvad pokker er alt det med El Griego? Hvem har hørt om et elverhold, der ansætter en tidligere ogre-assistant coach? Også selv om han er menneske?" hviskede Sherem. "Helt ærligt, Lothar. Er der noget om alt det med, at han har hvisket råd til vores cheftræner under kampen?"

Lothar sagde intet, men lod blikket glide fra Droniel til Sherem. Så sukkede han:

- "Jeg ved det ikke. Jeg ville helst sige, at jeg ikke regnede med det, men-"

En lille sammenfoldet seddel landede på bordet lige foran deres ansigter. Sherem vendte sig om, mens Lothar og den tavse Droniel kiggede forbi ham. En goblin der slentrede mod udgangen var det eneste levende væsen i nærheden af bordet. Den eneste, der kunne have kastet sedlen i forbifarten, men han fortsatte med ryggen til, som havde han end ikke kigget i elvernes retning.

- "Hvad fanden...?" Sherem virkede forvirret og på nippet til at rejse sig og sætte efter goblinen. I stedet vendte han blikket mod Lothar, der foldede den lille seddel ud. Der var skrevet to ord på med en barnlig skrift. Lothar trak på skuldrene. Sherem rynkede brynene og rystede på hovedet. Droniel virkede også forvirret.

'Sam Tone'

Sherem skar en grimasse:

- "Hvem helvede er Sam Tone?"

[Silva]

I

- "Det si'r mig ikk' no'ed!" Brummede orken og vendte sig uden at ænse Sherems reaktion. Med tunge skridt forlod grønhuden den snævre og dunkle gyde.

Sherems røde hår svajede blidt i brisen, der føg igennem den smalle passage. Stanken af affald og råddenskab fra kloakkerne drev med, som en naturlig odør mellem bindeværkshusene. Skrald fra husene omkring ham lå i rådne bunker langs fundamenterne.

Nu havde han spurgt fire forskellige folk og fæ, der havde forbindelser til byens lavere miljø. Ingen vidste hvem Sam Tone, var for en fyr. Lothar havde tidligere på dagen endda haft fat i en goblin, som plejede at rode i skraldespandene nær træningssalen. Det var et skud i tågen, da de stadig mistænkte en goblin for at have 'afleveret' sedlen. Måske en af samme race kendte Sam Tone, havde Lothar rationaliseret. Da det ikke bar frugt, var Sherem blevet sendt videre i byen af holdkaptajnen.

I virkeligheden mente Sherem, at de havde spildt alt for meget tid på en ligegyldighed, der kunne være en practical joke. Harlequins havde snart en kamp på vej, og de burde bruge mere tid på træning. Men Lothar var nærmest blevet besat af tanken om denne seddel, dens ophav og - endnu vigtigere - grundlag.

Så Sherem bevægede sig atter ud på hovedgaden og sukkede dybt. En droche skramlede forbi med et firspand spændt for. Hjulene knasede mod de beskidte brosten. Folk vandrede i en lind strøm op og ned af byens centrale gade. I det fjerne hørtes råb fra markedspladsen. Sælgerne arbejdede hårdt på at sælge deres varer. Solen skinnede lunt. Det perfekte Blood Bowl vejr. Men i stedet for udendørs blitz-træning, var han blevet bedt om at lede efter en eller anden fyr, der oplyste sit navn på hemmelige sedler.

"Pst, hey, elver!"

Sherem vendte sig mod den hæse stemme. En tigger, der nok højst var tredive, men som lignede en på over halvtreds, lænede sig mod en husmur. Hans tøj var laset og emmede en stank af gammelt urin. Ansigtet var magert og sygeligt blegt. Det vildtvoksende skæg var ikke blevet plejet i et årti. Med usikre skridt trådte han nærmere elveren.

"Hvad vil du, gamle?... Wow, bliv stående derovre!" udbrød Sherem, da lugten af sved og fæces pludselig blandede sig med resten af stanken. Tiggeren smilede. Sherem opdagede, at det ene øjenlåg var lukket, fordi øjet manglede. Huden hang som et slapt gardin over den tomme øjenhule.

"Jeg overhørte dit spørgsmål til orken... Hvad er informationen værd?" Tiggerens raske øje stirrede stikkende på blitzeren.

"Det kan jeg fortælle dig, når jeg ved hvad du har," svarede Sherem med en hånd for næsen.

"Jeg kender ikke nogen Sam Tone," begyndte tiggeren og kiggede sig omkring. Sherem sukkede og skulle til at gå, da tiggeren greb ham i armen med Blood Bowl-værdige reflekser.

- "Vent nu lidt, gode herre," hvæsede den gamle nærmest sarkastisk "Jeg er ikke færdig!"

Sherem skævede til de møgbeskidte fingre, der havde fat om hans underarm.

- "Jeg kender ikke nogen 'Sam Tone', men jeg kender et sted, der hedder 'Tone'," hviskede tiggeren hæst. "Pænt sted, elegant værtshus i byens fine ende... Lækkert skrald... Jeg synes at huske navnet Sam fra et af mine besøg ved køkkendøren..."

Sherem hev armen til sig og vurderede den nussede mandsling. Det var ikke nødvendigvis unyttig information, selv om det langt fra var noget konkret. Men nu gav det dog mening, at alle de gadelømler, de havde spurgt tidligere, ikke kendte nogen Sam Tone. Dels fordi Tone måske ikke var et efternavn, og dels fordi Sam nok ikke hang ud på gaden.

Sherem kastede to guldstykker i hænderne på tiggeren, der gladelig sjoskede væk. Da han var forsvundet, trak Sherem sedlen frem fra lommen igen. Der stod 'Sam Tone', men 'Sam' stod ovenover 'Tone'. Ikke nødvendigvis navn og efternavn nedfældet på dén måde; men navn og etablissement. Det havde han ikke tænkt over før nu.

Det gav fint nok mening.

[Silva]

II

Galvamar var selvsagt kandidat til opgaven. Den vindende personlighed og jongleren med sætninger havde tidligt stemplet ham til en Grunalf diplomat, men hans ego havde været for stort til elversamfundets kommunistiske levevis. Tilsidesættelse af fællesskabets behov til fordel for personlig hæder havde elimineret hans chance for at blive Grunalf-klanens præg på den politiske verdenshistorie. I stedet havde han vendt næsen mod karrieren, hvor hans talent kun rakte halvt så langt som hans evner til at forhandle og manipulere: Blood Bowl.

"Se! Det er Galvamar Grunalf!"

En ivrig kvindestemme råbte fra gågadens fjerne ende. Galvamar kiggede i samme retning og opdagede en køn elverpige stå sammen med en gruppe af high elves uden tvivl på diplomatisk mission. Han vandrede trods alt i byens pænere ende, som rummede en del ambassader og offentlige bygninger.

Samtlige elvere i gruppen var velklædte og bar smykker, der signalerede velstand og status. Kvinden havde i samme øjeblik smidt al racetypisk værdighed til side, og var blevet opstemt over at se en af spillets gladiatorer på gaden. Hendes med-elvere nedlod sig ligeledes til at smile og mumle imellem dem ved synet af spilleren. Galvamar smilede tilbage til gruppen og vinkede nærmest royalt. Det var hele essensen ved valget af Blood Bowl livet: Opmærksomheden og hæderen.

Og med den, guldet.

Guld, der købte flere kvinders hengivenhed og det overklasseliv, der var forudbestemt for ham.

"Stop det dér!"

Sherems brummen rev Galvamar tilbage til virkeligheden. Vennen havde ikke længere holdets uniform på, for de havde begge skiftet før de var taget af sted. Sikkert derfor at high elverne havde tilladt sig selv, at beundre Galvamar, mens han slentrede ad den lidet befærdede gågade. De hvide silkeskjorter med pufærmer sammen med mørkfarvede gamacher og læderstøvler fik begge Blood Bowl spillere til at udstråle ekstravagance og rigdom.

Men Galvamar huskede også, hvorfor han havde bedt sin medspiller hoppe i selskabstøjet efter Lothar havde betroet dem begge opgaven at finde den mystiske Sam... For 'Tone' var et velrenommeret etablissement, og ikke et sted man vadede ind i træningstøj og skridtbeskytter. Skulle man tages alvorligt, måtte man falde i et med det vante klientel.

- "Slap af," sukkede Galvamar og rettede på sin blonde hestehale. "Der er ingen der siger, at vi ikke kan nyde tilråb fra fans på vejen!"
- "Du behøver ikke konstant, at gøre opmærksom på dig selv, Galvamar!" bed Sherem uden at se på ham.
- "Du er måske misundenlig over, at dit navn ikke blev nævnt?" spurgte linjemanden med et skævt smil.

Sherem stoppede op og stak pegefingeren mod holdkammeratens ansigt:

- "Hvis du tror -"

- "Tys! Se dér!" afbrød Galvamar, stadig smilende. Han forblev en mester i at finde enhver modstanders knapper, der tændte dem af og fik dem til at ytre forkerte argumenter eller træffe forhastede valg.

Sherem vendte hovedet og bemærkede det kolossale tre-etagershus. En korridor af fakkelstandere førte direkte op til en åben dobbeltdør. Husets mure var hvidkalkede og støttet af kulsort bindeværk. Alle karme var uden tvivl poleret ibenholt. Et hvidmalet skilt svingede lydløst i brisen, hængende på en ornamenteret stang og kæder af bronzelegering.

'Tone'

Skriften var mesterligt udført kaligrafi; et rent kunstværk.

- "Så skal vi bare finde på noget, der får os ind," hviskede Sherem, mens de begge vandrede med rolige skridt ad brostenene mellem faklerne.
- "Lad du bare mig," svarede Galvamar.

Fakkel-passagen endte brat ved dobbeltdøren  - og dens vogter: Et menneske på størrelse med en black ork, skaldet og med stålsat blik. Fyren virkede årvågen og bestemt kvalificeret til sit job. Hans arbejds-uniform var en skjorte og fløjlsbukser; begge dyrere end elvernes egne selskabssæt. Ved indgangen lod den velklædte dørmand en hånd falde i en mild, men bestemt gestus, der bad dem stoppe:

- "Har I en invitation?"

Hans stemme var myndig. Galvamar gættede på tidligere militærmand i Empires hær.

- "Invitation? Jeg troede det her var -" begyndte Sherem.

- "Vi har ikke en skriftlig invitation, hvis det er hvad De mener, mein herr," indskød Galvamar med let nedladende toneleje. "Men jeg kan forvisse Dem om, at han venter os."

- "Hvem venter jer?" Vagten skulede uden antydning til at vige.

- "Sam naturligvis!" snerrede Galvamar og lagde armene over kors. "Jeg har ikke tid til Deres uforskammetheder! Hvis De blot vil fortælle ham, at Heimdell Harlequins' stjernespiller, Galvamar Grunalf, med følge er ankommet, så slipper jeg for at indberette Dem for at spilde min tid!"

- "Med 'følge'?" mumlede Sherem.

- "Indberette?" spurgte dørmanden, tydeligvis uimponeret og på ingen måde intimideret af Galvamars show. "Jeg tror der er noget herr stjernespilleren har misforstået..."

Den store kolos trådte et skridt frem og rakte ud efter Galvamars krave. Sherem tog et hurtigt skridt til siden og gjorde klar til at tackle dørmanden, mens Galvamar irriteret tog armene op i en afværgende parade. Nu skulle de åbenbart til at nedkæmpe en gorilla før de kunne finde Sam.

Dørmandens venstre hånd greb Galvamars skjortekrave. Den højre røg op klar til at svinge knytnæven. Sherem svingede albuen bagud for bedre at kunne hamre den ind i nyrerne på kæmpen. Galvamar snuppede dørmandens venstre arm i et greb.

- "Jeg kender ingen spiller, der hedder Galvamar," snerrede dørmanden. "Og hvis du overhovedet kendte ejeren af 'Tone'....!"

- "Så ville du vide, at hun ikke er en mand!"

En kvindestemme fik de tre kamphaner til at stoppe midt i akten. I døråbningen stod en blond menneskekvinde. Høj og veldrejet. Hendes udseende fik selv elverne til at stirre uden et ord. Den blå silkekjole fremhævede alle former, og den lange slidse i siden blottede faste lår, hvide som perlemor.

Galvamar snoede sig fri af dørmandens løsnede greb. Selv kæmpen stirrede på kvinden, trods han måtte have set hende mange gange før.

- "Baronesse.... Jeg skulle til at smide dem på porten! De påstår -"

- "Det er i orden, Werner. Lad dem komme ind. De er inviteret."

Blondinen smilede skælmsk. Hendes blå øjne var hypnotiserende. Alle ansatte føjede hende garanteret af lysten underdanighed.

- "Sam?..." spurgte Galvamar og rettede på skjortekraven; irriteret over sagens uventede drejning. Sherem stod stadig med albuen klar til slag, men med blikket rettet urokkeligt mod baronessen.

- "Ja. Baronesse Samanta Kruger, ejer af 'Tone'", bekræftede kvinden med et legende smil på de røde læber.

[Silva]

III

- "Elvervin, dværgesprit, Empire Bryg... Hvilket?"

Baronessens blik gled fra Galvamar til Sherem, mens den krumryggede gamle tjener i rød admiralfrakke afventede bestillingen. Biblioteket, de befandt sig i, var enormt. Det røde væg-til-væg tæppe var dyrt og givetvis fra kongeriget Ind eller fra Cathay. Langs væggene dansede væger fra guldbelagte lanterner. Myriaden af reoler var sikkert spækkede med uvurderlige værker, utvivlsomt med unikke bind imellem. Midt i lokalet stod et smukt udskåret skrivebord i ældre stil. Den tilhørende stol var som en mindre trone med violet velour.

- "Vin, tak," svarede Galvamar og kørte en undersøgende håndflade over baronessens skrivebord. Behandlet Empire eg. "Athel Loren. Gerne årgang 2510."

Baronessen smilede, men Galvamar lod som ingenting. Han havde bestilt en sjælden vare. Den vin og årgang var dyrere end en hel tæppeforretning fra Cathay.

- "Et krus sød mjød er fint til mig," mumlede Sherem i retning af tjeneren. Den gamle lod til at afvente bekræftelsen af ordren. Baronessen stirrede på Galvamar med et gådefuldt smil, og nikkede derefter til tjeneren:

- "Det er i orden, Karl... Hent du blot bestillingerne."

Med hænderne hvilende nonchalant bag ryggen, stillede Galvamar sig afventende foran skrivebordet. Sherem placerede sig ved siden af ham. Som var det hendes stikord, gled baronessen ned på stolen og satte sig til rette.

- "Baronesse...." begyndte Galvamar. "Familie- eller ærestitel, hvis jeg må spørge?"

- "En titel givet mig af hengivenhed fra hans Højvelbårenhed, Kejser Karl Franz," svarede baronessen med et skuldertræk. "Men lad det ikke skille os ad. I kan bare kalde mig Sam."

- "Det er meget venligt af Dem, men hvorfor denne ære?" spurgte Sherem med et sideblik til sin kammerat.

- "Fordi min grund til at ville tale med jer er noget mindre formel end en titel, jeg har fået tildelt af adelen."

Elverne forblev tavse, så Sam fortsatte:
- "Jeg har et erhverv, der har mange interessenter... Galvamar?"

- "Han er Galvamar. Jeg er Sherem."

- "Naturligvis," indskød Sam med et smil. "Jeg har mange interessenter, der har glæde af min forretning. Men for at mit virke kan forblive succesfuldt kræver det dynamiske forretningsmetoder. Nye veje, nye forbindelser, nye samarbejdspartnere. Penge står ikke stille."

Døren til biblioteket gik op, og tjeneren Karl trådte ind. En sølvbakke balancerede i hans hånd med to glas vin og et krystalkrus glinsende gult mjød. Galvamar tog imod det ene vinglas og sippede til vinen. Athel Loren 2510, uden tvivl. Han bemærkede Sam, der betragtede ham med selvtilfreds mine.

Baronessen tog selv en slurk af sit vinglas, gennede Karl ud af lokalet igen og betragtede elverne.

- "God vin," bemærkede Galvamar og nikkede. "Må vi så høre hvad du vil tale med Harlequins om?"

Sherem drak, men rettede opmærksomheden mod Sam.

- "Naturligvis. Tid er penge, både jeres og min," svarede Sam og stillede glasset fra sig. Fra en skuffe på skrivebordet hev hun en bog frem; umiddelbart en slags logbog med læderindbinding. Hun slog op på en af midtersiderne, der havde kolonner med både skrift og tal.

- "Det er ingen hemmelighed, at Harlequins vandt deres første kamp i Ligaen. Desuden har de netop fået en ny hjælpetræner, der efter en mindre skandale har fået æren - eller skylden - for jeres sejr. En hjælpetræner fra modstanderholdet, vel at mærke. Det er jo alt sammen meget godt for jer... Men set i et større perspektiv er det mest interessante, at jeres odds har ændret sig; bare på baggrund af kampen mod Badrock Bricks og hele efterspillet. Jeres odds var jo ikke kønne hele sidste sæson - og derfor heller ikke i starten af denne sæson."

Galvamar og Sherem skævede til hinanden, men sagde intet. Sam fortsatte:

- "Denne indledende fire-et sejr betyder, at I faktisk spås til at vinde næste kamp med fine odds. Ikke overvældende, men ganske fine."

Galvamar stillede vinglasset fra sig og betragtede blondinen undrende:
- "Og hvor er det interessante i den sag for dit vedkommende?"

Baronessen tog en slurk af sin vin og tørrede en vildfaren dråbe fra mundvigen med tungen:
- "Jeg kunne have en mærkbar interesse i, at I rent faktisk vandt næste kamp - med sikkerhed."

Sherem trådte et skridt nærmere:
- "Vent lige lidt! Snakker du om at - fixe kampen??"

Galvamar smækkede en hånd på medspillerens brystkasse og sendte ham et vredt blik. Det var netop nu, at samtalen skulle styres uden man spillede alle kort ud til frit skue. Sherem var et fæ.

- "Jeg tror Sherem mener, at sikkerhed er et meget skrøbeligt begreb i Blood Bowl... Hvad enten man snakker fixede kampe eller ej. Jeg tror simpelthen ikke på garantier," pointerede Galvamar, men tvivlede på, at forsøget på at lappe skader efter Sherems udbrud ville fungere. Hun ville helt sikkert træde varsomt nu.

- "Garantier er ofte prisen værd, der betales for dem, mein herren, men det er ikke jeres problem. Det er mit - såfremt min idé lyder som noget, holdet kunne være interesserede i?"

- "Sejre er man altid interesserede i," svarede Galvamar med et skuldertræk. "Spørgsmålet er bare hvad prisen for en garanti er for mit vedkommende. Jeg er ikke interesseret i at give mere end jeg får ud af det i sidste ende, hvis du forstår hvad jeg mener."

Sherem kiggede spørgende på Galvamar, der til gengæld ignorerede blikket.

- "Du skal ikke give noget for det, Galvamar," påpegede baronessen alvorligt. "Du skal bare acceptere aftalen og spille for at vinde. Så kommer sejren af sig selv."

Galvamar lo:
- "Hahaha... Der er intet her i livet, der er gratis, baronesse... Enten betaler man forud eller også kommer opkrævningen senere... Ingen sejre 'kommer af sig selv'!"

Han forsøgte at lade latteren gøre samtalen mindre formel. Derefter at lade en naiv og venskabelig tone åbne lukkede døre.

- "Jeg investerer langsigtet i en Harlequin-sejr, herr stjernespiller!"Sam lød efterhånden utålmodig. "Er Harlequins interesserede eller ikke?"

Galvamar havde efterhånden en ret god idé om, hvad der lurede bag baronessens forslag - og hvad de reelt havde med at gøre. Og ud fra Sherems blik virkede det til, at det faktisk kun var Galvamar selv, der havde luret situationen af. Spørgsmålet var bare, hvordan det skulle håndteres herfra.

- "Muligvis," svarede Galvamar og drak af sin vin. "Det er slet ikke umuligt."