Røverhistorier og søforklaringer

[Gokstar]

"HVAD, DET KAN DU IKKE FAR.....JEG...jeg...je" var alt hvad Nuuk havde kunnet fremstamme før tårene pressede sig på og han havde været nødt til at løbe sin vej....foran hele hoffet og sin nye sviger familie. Hvordan kunne hans far byde ham en sådan skændsel.
Nuuk havde været igang med at gnide røfler, da et sendebud kom og meddelte ham, at han var forsinket til det store forårs ritual (som han havde glemt alt om) hvor hans fader ville bekendt gøre forårets store palads bygnings projekt.
Da Nuuk endelig havde fundet og iført sig den officielle Forårs rituals uniform, komplet med manchetter, frynser (altid frynser) og den obligatoriske høje hat, og bevæget sig ned til salen hvori det hele forgik, var ritualet forbi og hans far var gået igang med den officielle forårs ritual tale.
Det passede ham fint at komme lidt for sent, så undgik han at stå der, sammen med sin far foran alle folk og skulle være højtidlig og sige tak til sin far og hans adel.
Sådan gik det til, at Nuuk stod blandt sine venner i forsamlingen da hans fader bekendt gjorde hvem der skulle bestride hvilke poster, i den kommende sommer kampagne.

Det var ikke Nuuk selv der havde hørt det. Han var travlt optaget af en diskution med Finuriel, om fordele og ulemper ved at have sine kjole på i kamp og hvis det var meningen at nogen skulle kunne høre ham var han jo nødt til at tale ganske højt, ellers ville det bare gå tabt i hans fars endeløse og kedelige talestrøm.
"Er det ikke dig der skal lede hæren Nuuk?" afbrød en af Nuuks klasse kammerater han lige havde glemt navnet på.
"Hvad mener du?" "Din Fader står og siger at det er Zaradar der skal lede hjemme landets tropper og ikke dig?"
Nu havde Nuuk rettet sin fulde opmærksomhed mod sin far og de ord hans mund formede....og han kunne ikke tro sine egne ører.
Zaradar skulle lede hans fars personlige garde og ikke Nuuk......Der var ikke ord der kunne beskrive den afgrundsdybe gru Nuuk følte indeni. Det var slut. Hans liv var overstået. Alt var i ruiner.
Nuuk var sikker på at nu kunne det ikke blive værre......Så hørte han hvilken post han havde fået i stedet for.
General.....han skulle side i et telt og lede og være kedelig ligesom sin far, mens hans venner skulle ud og feste og jage og opleve alt muligt spændende.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

"Kom nu Nuuk, er du ikke glad for den fine garde jeg har skaffet til dig? Du skulle se dem med de buer...det er herligt"

"Hold nu op far...En garde kalder du det? hvor er de høje hatte? Det er en flok uvaskede bønder som lugter og er udelige. Hvorfor skal jeg være sammen med dem? Jeg gider da ikke
bære deres lugte banner. Hvorfor er det ikke mig der leder dem i det mindste? Tror du ikke jeg kan gøre et bedre end den gamle nar og hans Pøbel datter?"

"Så så min dreng, det er din fremtidige kone og din sviger far du snakker om og det er deres hær som de så fint har tilsluttet sig til kampagnen med, desuden har du slet ikke tid til at lede en hær med al den strategiske tænkning og fremsynethed vi to skal bruge vores tid på"

"DU ØDELÆGGER MIT LIV!!! Nu får dumme skod Zaradar lov til at lede hele min hær. Jeg havde ellers sørget for at min hat var en hel hånds længde højere end hans så han kunne lære det.
Han kommer også til at ride ved siden af Galuriel og hun er vildt lækker mand, har du set størrelsen på hendes øjne?."

"Hvad med din brud min dreng....hun har da også fine øjne?"

"Pffff far, du ved ingen ting, det er totalt yt at knalde sin egen kone.....bare lidt for nemt ikk?"

"Øhm, Der er lige en ting til min dreng.....Det lader til at din kommende sviger familie har en traditionel krigs udrustning som det vist nok...måske...eventuelt....er strengt påkrævet at du bærer.
For tredje gang på en dag, ramlede Nuuks verden sammen om ørene på ham.
"Såså min dreng, det er slet ikke så slemt....der følger en fin elg med til sættet."

[Harvest]

Josef Stalinson vågnede sent op ad eftermiddagen, da kongens sendebud hamrede på ståldøren. Josef havde hæslige tømmermænd fra rådsmødet dagen før. "Ved mine forfædres skæg, hvad er det for en måde at vække folk på?" råbte han, mens han vraltede mod døren, uden at få svar.
Udenfor døren stod Thorek Hammertud, lederen af kongens livvagt, med 5 hamrerer og en Than, som Josef ikke havde mødt før, så han antog, at det ikke var vigtigt. "Ærede konsul! Mit navn er [...]" Josef døsede lidt hen og fik ikke fat i navnet. Noget med F. "Kongen ønsker, at De, som aftalt, rejser mod Lethian øjeblikkeligt, for at støtte op om Baron Kaspos' krav på tronen! Kongen sender en del af sine livvagter, samt jeg selv, hans bannerfører.

"Pokkers også!" Tænkte Josef.

"Har vi tid til morgenmad?"
"Nej, desværre, Hr. Konsul."
"Lort..."

Josef tænkte, at det i sandhed måtte være mandag.

Josef kom ud i storsalen, hvor konsulatets tropper allerede stod klar. Række på række af de røde og blå tropper. Josef Stalinson havde altid hadet rød, og det var kommet ham for øre, at tropperne var begyndt at refere til dem selv som den røde armé. Hvorfor vidste Josef ikke. Josef fortsatte hen og inspicerede sin stolthed.. Da han var færdig med det, kiggede han op og så ingeniøren Tordenånde, kigge forfjamsket på ham.

"Øhm.. Javel, ja... Er de klar til at se konsulatets nyeste våben?"

"..." Josef anede ikke hvad han skulle sige.

"Må jeg præsentere: Orker Orgelet!" Sagde Tordenånde stolt, og pegede på en kanon med 4 løb.

"Stalinsons Orker-Orgel!" Rettede Josef ham.

"Jamen, jeg hedder jo ikke.."

"Hold din lange, fede kæft lukket, Tordenånde."

[Olsen]

Lord Snusk stod og så på Snusk-City, nu kaldet Orksborg i horisonten. Eneste grund til, at der nu var en ny konge i Lethian skyldtes ikke dennes evner, men kun det faktum, at Lord Snusk ikke gad tage tronen tilbage. En trone, der stank ulideligt af giant tis og andet. Næ lad bare den kryster til Orkerkongen og hans odør af tis beholde den tronen indtil lugten igen var aftaget.
Og hvad sjov var der egentlig i, at havde en borg, når ingen kom for at angribe den. Lord Snusk havde kedet sig i Snusk-city under krigen. Ingen, som i ingen havde angrebet ham i borgen. Tiskongen havde kun indtaget borgen ved, at gemme sig i Gorms bukser, og hvor han, mod betaling af diverse ydelser i bukserne, havde fået Gorm til, at smugle ham ind Snusk-City, så han kunne  indtag tronen med sin odør.
Gad egentlig vide, om Orkerkongen nogensinde ville kunne sidde ned igen, efter hans romance med Gorm. Det måtte Lord Snusk undersøge nærmere, når han igen havde indtaget Lethian.
Men nu var det tid til at træde ind i portalen og deltage i the End times. En ordentlig krig behøvede en ordentlig krigsherre.

[Butler]

Det er nu snart 12 fulde måner siden den skæbnesvanger dag, hvor Ixnaihtel, ypperstepræst og leder af folket under den lilla måne, fejlede i at genoprette orden i landet Lethian. Nederlaget kostede ikke kun Ixnaihtel og mange andre af den pragtige øglerace livet, men det kostede også hæder og anderkendelse i øjnene på de andre racer der befolker Lethian. Hvordan kan der skabes orden i kaos hvis folk ikke gør som der bliver sagt?

Iixnaihtel, ikke at forveksle med den nu afdøde Ixnaihtel, har siden sin spawning vist at han var udset til at udrette noget stort. Iixnaihtel har bare ikke rigtigt kunnet gennemskue hvad ånderne prøvede at fortælle ham. Som ypperstepræst af folket tidligere kendt som dem under den lilla måne men nu kendt som folket af den hvide lotus, har Iixnaihtel brugt måneder på at analysere hvad der gik galt ved Ixnaihtel's, ja ham den anden, fejlslået forsøg på at skabe orden. Iixnaihtel kiggede på de nedfældende skrifter igen og igen, for at forstå hvorfor profetien Ixnaihtel, ja ham den anden igen, spåede i stjernerne ikke gik i opfyldelse, indtil Iixnaihtel en dag så svaret, som var det kosmisk stråling fra en skyfri solformørkelse. Ixnaihtel, ja ham den døde præst igen, havde i sin iver på at forstå stjernerne kommet til ved en fejl at regne alle vinkler i radianer i stedet for grader. Da Iixnaihtel så dette prøvede han straks at regne vinklerne på ny nu blot i grader i stedet for radianer og til hans store overraskelser opdagede han at det stadig ikke gav mening. Fordømt tænkte Iixnaihtel. Efter at have været sikker på endelig at have fundet det svar han havde håbet på stod han nu igen uden nogen profeti til at hjælpe ham med at skabe orden i det kaos der hedder Lethian. Og Iixnaihtel havde ellers lovet de andre øglestammer i området at han ville kunne fremvise en stensikker profeti inden månen blev fuld for 12. gang. Iixnaihtel kunne se på sit solur at tiden snart var ved at rende ud og tog derfor en drastisk beslutning. Hvis det ikke er muligt at finde en profeti der passer til det man gerne vil må man jo lave en selv. Og hvem ved måske er man så heldig den alligevel går i opfyldelse. Iixnaihtel skyndte sig at skrive noget ned om stjerner, ånder, solhverv og skudår på den mest kryptiske måde som kun ypperstepræster kan skrive hvorefter han pakkede skriftrullen sammen og begav sig afsted mod stammerådet.

Nu håbede Iixnaihtel blot at de andre øglestammer ikke gennemskuede den opdigtende profeti, men for at være på den sikre side sendte Iixnaihtel sin mest betroede ripperdactyl rytter Itzatza og hans følgesvende afsted mod de halvlange og deres leder med en troskabserklæring og kløerne fyldt med dyrevildt. Hvis de halvlange kunne overtales til at fremstå som den ledende part af fællesskabet ville det også være dem de andre øglestammer vil stille til regnskab, hvis profetien ikke skulle gå i opfyldelse.

Butler

[Ib]

Foe or Friend
After the second ascension of Prince Petiri, he had travelled to the Tower of Mordekai. This was to find out where his father, the great king Sutekh, had been buried or possibly a sign as to why the king had not awoken. Though his priests had found what they were looking for, in the darkest corners underneath the tower, they had all inadvertently been trapped by an old binding spell. The enchantment was broken by a big explosion, which an orc chieftain took the credit for. Prince Petiri promised to help the orc with its conquests, at least for a time. Much land was claimed, but the orc did not manage to get the dominion it wanted before winter and so Prince Petiri had returned to his tomb with his army.

"Has it been found?" asked Prince Petiri from his golden sarcophagus. A necrotect answered; "we found the place. But it has been buried by the meteors rather than unearthed as your tomb was." The mummy gave his servant a stern look, the kind that can only be achieved without eyes, and replied; "I need to get inside. I need to find out what happen to my father." "It will take much excavating to get inside. And the necrotects commissioned to build the great king Sutekh's tomb will surely have filled it with traps, hidden champers and passages, it will take time." explained the necrotect. The ancient mummy hauled it self to a sitting position, still inside the sarcophagus, and roared; "get it done." The necrotect bowed and backed away saying; "yes, my prince."
Prince Petiri turned to the lich standing in the corner and proclaimed; "now that our debt has been paid we will focus all our efforts reclaiming my father's land as to please him when he finally awakens." The lich approached the sarcophagus and said; "my prince, consider that the great king's tomb is on the lands conquered by the orc. The tower of Mordekai is also in lands belonging to the orc. The other priests and I have found many powerful incantations among the scrolls and tomes in the tower. It is possible we can find a way to brake your bond to the living descendent of the great king." This agitated the long dead prince and he began rising further from the sarcophagus. The lich stepped back and continued; "who knows what else we could find in the tower. Surely it would be wise to keep friends with the orc, my prince." The ancient mummy, now standing, threateningly lifted his bronze blade and bellowed; "when I first awoke my father's throne was held by a weak man. True, a decent of my father but unfit for his kingdom. Since it has been defiled by one greenskin after another. And you want me to support a third over my father?" The lich threw it self on its knees, fearing the mummy's wrath. "Forgive me, my prince. Not over and perhaps befriend and support are too strong words to describe what I intended. I merely meant perhaps we should not make more enemies without needing to." Prince Petiri relaxed his grip on the blade a bit but still answered the lich in a firm tone; "and be known as a coward that would certainly displease my father." The lich, still on its knees, interjected; "this would not be cowardice but rather it would show patience. Remember, we still do not know why the great king has not awoken." The ancient mummy pondered this a few moments, then spoke; "very well, we shall help the orc hold its lands, those of interest to us anyway."

[Harvest]

Josef stalinson inspicerede rækkerne af armbrøst skytter. Han lagde mærke til, at nogle af de nye rekrutter, skæglingerne, havde fået udleveret samme høje standard af udstyr som de ældre, mere erfarne tropper.

"Hvad i himlens navn er det? FRÅDS!" Råbte han af skytternes leder.

"Er du fuldkommen sindssyg? Det har vi ikke råd til. De er utrænede og holder ikke mere end et, måske to slag, og du har udleveret vores flotte jernarmbrøste til dem?!" Spyttede han, så rekrutterne tydeligt kunne høre det.

"Jamen.."

"Ikke noget jamen! Tag straks de våben fra dem, og giv dem deres øvelsesarmbrøste igen. Det samme gælder skjoldene. Tror du guld vokser på træerne?! Du er da en helt særlig slags stupid"

"Vi marcherer ved daggry, så jeg kan komme hjem og reparere min brandert, og dermed basta!"

[Glitter]

General Gungerdunk spejdede over dalen, der lå udstrakt foran ham. Fra skovbrynet var der et glimrende udsyn til den lille by med palisadehegnet, de fritliggende gårde og ikke mindst fjendens lejr, der var placeret midt mellem stendyssen og åen. Talrige rækker af telte, men ikke umiddelbart mere end et par forkølede vagter hist og her. "Vinteren har gjort dem sløve. De har ikke opdaget forårets komme" mumlede Goblinen for sig selv, mens han fokuserede kikkerten på banneret i midten af lejren og smilede. Gungerdunk puttede ubevidst endnu en håndfuld af de sprøde godbidder i munden. Selvom det havde været umuligt at afgøre hvad de ristede delikatesser bestod af, smagte de lige så godt som den elverkøbmand, der havde transporteret dem. "Til Nuuk" havde der stået på kisten. Men hvor det var, anede Gungerdunk ikke. Lyder koldt, tænkte han, mens han gumlede eftertænksomt videre, tilfreds med at hans første handling som general i Ugluks fravær havde været at beslaglægge kisten til eget forbrug.

Alting var sådan set på plads. En mil inde i skoven var goblinhæren ved at banke rust af våbnene, spidse ulvekløer, reparere net, brygge svampesuppe og flette buestrenge. Lidt længere væk havde sortelverne deres lejr, heldigvis et godt stykke væk. De lugter mærkeligt, tænkte Gungerdunk og gøs ved sig selv. Ikke fordi de andre lejekompagnier gav ham mere ro i maven. På den venstre flanke var rottemændende under Kaptajn Aslak placeret. Mistroen mellem gobliner og rotter gik tilbage i æoner, og Gungerdunks egen stamme havde da også ofte været i fejde med de satans gnavere. Heldigvis var de hurtige til at stikke halen mellem benene. Heldigvis, medmindre man var på samme side. 

De var dog at foretrække fremfor skelletkrigerne, der var opmarcheret på den højre flanke. Hvorfor de (igen) var kommet og havde tilbudt deres loyalitet til Ugluk var et mysterium, men shamanen havde været henrykt, og så var den jo ikke længere. Deres leder, den tavse mumie med de glødende øjne forsøgte enhver goblin med tre brikker under hjelmen at undgå. Allerværst var dog den sidste lejr. Der slet ikke var en lejr, men blot en enlig skummel troldkvinde ved navn Sally, der efter eget udsagn kunne åbne helvedes porte og bringe legioner af djævlepak ind i Ugluks tjeneste. Hvis ikke Gungerdunk selv havde set det for tre år siden i slaget ved Lothabar, ville han have brugt denne Sally som hovedpude og natmad i ét. Nu holdt han mindst 500 meters afstand til hende.

Endnu engang puttede Gungerdunks hånd en stor mundfuld knasende lækkerier i flaben, og hans dystre tanker forlod ham for en stund. Dette første slag ville blive let, og i morgen tidlig ville hele denne værdiløse dal være i hænderne på hans folk. Næste skridt ville være sværere. Generalen tog sig i at ønske Ugluk tilbage sammen med hans magiske kræfter og to-tre kompagnier store, stærke orker. Men da Gungerdunks onkel altid advarede ham mod at ønske for meget - det kunne gå i opfyldelse - spyttede han tre gange over skulderen og stoppede endnu en himmerigsmundfuld i kæften. Den sidste, og nu skulle hans pose igen fyldes op. Igen. Det var mere hårdt at være general end han havde regnet med.

[NielsJ]

På et skjult sted i Saqutions dybeste skov var elverfolket samlet under grønne bannere. I en åbning mellem træerne sad deres fem højeste fyrster på troner af sølv og guld. Foran dem var deres krigerne opmarcherede i snorlige rækker. En efter en gik krigerne i knæ foran tronerne for med klar stemme at sværge troskab til deres fyrster. I baggrunden slog trommerne i en skæbnesvanger takt, og elverpigerne sang et kvad om heltedåd. Stemningen var spændt og kampgejsten høj.

Musikken stoppede pludseligt med et skrig fra en af korsangerne. Op mellem rækkerne af elverkrigere traskede en dværg med målbevidste skridt. Der opstod en kortvarig tumult. Fyrsternes livvagter kom på benene, og flere af elverpigerne segnede om i forskrækkelse. Dværgen stoppede først, da han var helt oppe ved tronerne. Alt blev stille, og luften var tyk. Dværgen så på hver af de fem elverfyrster med smalle øjne. Så gav han et lille buk, rømmede stemmen og sagde: "Jeg hilser jer fra Niels Runesøn, leder af Klan Runesøn." Navnet sagde ikke elverfyrsterne noget. Klan Runesøn havde ikke deltaget i de tidligere krige om Lethian, og fyrsterne skævede nervøst til hinanden. Efter en kunstpause, fortsatte dværgen: "Runesønnerne samler sin hær og ønsker at kæmpe for elvernes sag i den forstående krig om Lethian". Forvirringen var nu total, og ingen af elverne vidste, hvad de skulle svare. Efter flere minutter rækkede en af fyrsterne en finger i vejret og spurgte: "Men vi er på vej i krig mod dværgeklanerne. Hvorfor vil I kæmpe for os imod jeres eget folk?" Da sukkede dværgen dybt og kiggede ned i jorden. Det var tydeligt, at han samlede energi til at fortælle en lang historie. En historie, som han havde fortalt mange gange før. En århundrede gammel historie, som var blevet genfortalt igen og igen fra et slægtsled til det næste i Klan Runesøn. En bitter historie om blodfejde og brodermord. "Det hele startede med et krus spildt mjød på et hvidt skæg..."

[Bobkat]

Godt en dags tid efter at han havde sent Hansknir og Morkvom afsted, gik der noget grufuldt op for Første Hakketrane Elkvom. Det var gået op for ham hvor det var, han havde sendt de to hen. Han havde sendt dem mod Lethian, et af de farligste steder han kunne komme i tanke om, medmindre man altså havde en større hær i rykken. Det havde de ikke.

Han tænkte så det knagede. "Hvordan i alle hulens hede får jeg de to sikkert hjem." Han spekulerede videre. "Selvfølgelig, jeg sender et brev til min gode ven Kastolf, han har sikkert mulighed for at hjælpe." Sagde han til sig selv, mens han stod og kiggede på sit kort. Pludselig kom en budbringer hen til ham med besked om, at Kastolf havde sendt bud om hjælp med et større ork Waaaag. "Pokers også så bliver det altså ikke ham, der kommer til at hjælpe de to. Elkvom kløede sig i skæget: "Hvem mon han så kunne få til at hjælpe dem, han kom i tanke om en stor kriger hvis liv, han havde reddet engang, da han blot havde en håndsbrede skæg. "Denne kriger var nok forlængst død nu ,med han havde nok nogle sønner, det var muligt at få til at hjælpe Hansknir og Morkvom."

Og således gik det for sig at Hakketrane Elkvom skrev et brev til disse krigere og anmodede om deres hjælp. Han lovede dem guld når de kom tilbage med den halvlange og de to andre, og mindede dem om den gæld, de havde til ham. Derefter var der ikke andet at gøre end at håbe på, at de ville nå ned til dem i tide.

[eido]

"Hr. General von Farsbrott, jeg kommer me.." Kaptajn Klumpfod blev afbrudt lieg som han skulle til at aflevere vigtig information. 
"kaptajn, nu jeg næsten af leder af Lethians rige, så ville det klæde dig hvis du bare engang imellem ville sige hele min titel."
"Men General, jeg har ikke ti.."
"Så såsåså. Man har altid tid til en smule høflighed. Kom så. Hele titlen, lige som vi har øvet den" Herbert von Farsbrott havde efterhånden vænnet sit til at være en vigtig herre, og var sågar begyndt at nyde det en lille bitte smule. Al den magt var slet ikke noget en stakkels halvling var vant og det var nok ved at gå ham lidt til hovedet.
"Hr. General von Farsbrott, Lethians kulinarisk stormester, frømændenes udvalgte, dværgenes sande ven og den retmæssige hersker af hele Lethian."
"Sådan, det var da ikke så svært, var det vel? Nå, hvad var det så du ville?" Generalen tog sit game face on, for trods de fine titler så var det hårdt arbejde at være nogens leder og have undersåtter. Bare tænk på hvordan det gik den ene dværge hær, der blev kaldt hjem til forstærkning. Herbert havde forsøgt at tale dem til fornuft, men det blev mumlet noget med en gammel gæld at betale og så vaer den diskussion slut.
"Der står en ... en ... øh..." Kaptajnen vidste ikke helt hvordan han skulle sige det.
"Ja?"
"En kaoskriger udenfor. Han siger han er hidkaldt. Af en dværg."
"Kun en? vil han slås med denne dværg eller hvordan?"
"Nej, han vil kæmpe for ham. Noget med en gammel gæld og noget."
"Hvad er der med dværge og gammel gæld? Nå, men en fra eller til gør vel ikke noget. Lad ham da bare slå sig sammen med den der dværg, hvem så end det er, hvis han kan finde ham og så kan de slås lidt der, hvis han vil det."
"Hvad så med resten af hæren?"

[Bobkat]

"Den plaserer vi selfølgelig i fronten så de kan blive lidt svag host host få alt den heder og ære de kan drømme om" kom det fra Morkvom der var på vej over for at drøfte det eksagt samme. Angående dværgen du nævnte (I det øjeblik var Morkvom serligt stolt af den dims han havde fået lavet til sit øre)
så er det Hakketrane Elkvom de refererer til, vi fik et brev fra ham tidligere i dag, og han er detsværre ikke til stede.

[KimH]

Gammel gæld og blodrød morgen gry.....

Diederick Kastner ser ud over horisonten - efter at have besøgt en tidligere bekendt med en naiv forventning om at han nu står her for at tilbagebetale en gæld ......

Giselle, hendes hell striders og warhounds'ne er forsvundet for at scoute deres march. Diederich Kastners private guard ( the swords ) - Eins, Zwei, Drei, Vier og Funf har mounted deres Steeds og venter på han ordre. Dogobar hans læremester og tro følgesvend - en skyggens betvinger har samlet sin trop af rutinerede krigere - en gruppe der har set alt i denne verden og som føler Kastner i hans quest for at opnå chaos gudernes gunst.

Men kan Kastner regne med resterne af Kugleskøre Kurts besvungne kugle svingere. Kastner noterer at de fordrukne Mauraudere er ved at få styr på deres "kugler" efter nattens udskejelser. Han ved at de har genfundet troen efter deres sidste endevaour ved Brølenborg -  og har fundet en ny warlord der kan rette deres blodtørst mod et større formål.

Ikke flere ord - Kaster nikker til sine swords og Dogobar, giver sit sværd Terminus et klem, hakker sporerne i siden på Oberon - og giver ordren....

MARCH - mod Lethian - Lad os få den gæld tilbagebetalt - med blod .........

[Reaperman]

Orkerkongen kiggede ud over sit rige "idag bliver en god dag" WAAAAAAAAAAARGH

[Bobkat]

- Hr mineleder Hansknir, vi har ledt overalt i Farsborg, vi bliver godt nok hele tiden afbrudt af grønskinnet rakkerpak, men der er intet spor efter Elmer Fleischbrot.
- Led videre, jeg har svoret jeg vil finde ham
- der går rygter om en kok der laver fantastiske lækkerier til elverprinsen Nuuk , måske er han der? Men det kan også være de flygtende orker som har taget ham med
- vi finder ud af det i morgen. Troppene er udhvilede og forsynede så det er bare at komme afsted
-skal ske!

[KimH]

HVis I er til røverhistorier og billeder.....så er Diederick Kastner ved at bygge sit Lethian renomme/rygte/omdømme op......

http://www.powerfist.dk/forum/index.php?topic=87331.0

[Morsing]

Aslak traskede væk fra hans 'hær'. Sommeren igennem havde han været tvunget til at lede en ussel rotte hær, det var der ikke megen hæder i! For kort tid siden var der kommet besked om hans arbejdsgiver, gurgledunk eller noget i den stil, havde sat sig på tronen. Aslak havde svært ved at føle glæde.. Han længste efter at lede fra fronten, at brage ind i fjenden og smadre dem ned. Kun en gang var det sket i år, og en lille elverfyrste er ikke noget at skrive hjem om.

Næste år svor han at han ville komme tilbage, i spidsen af en ordentlig chaos hær og selv sætte sig på tronen, aldrig mere skulle han stå med en sejr uden at kunne nyde den. Sidste år satte han kong kylling på tronen, iår en lille goblin gnom.. Hvor dybt kan man synke??

Næste år ville Aslak selv sidde på tronen, selv nyde sejrens sødme, og selv befrugte næste generation malkepiger!

Vinteren i Lethian er heldigvis lang, så der var masser af tid til at samle mindre warlords til sig, af de mest afskyelige slags..

Lad planlægningen begynde...